Store stævner

De højtider og ’hellige stævner’ der blev holdt i det gamle Israel, var glædelige begivenheder som hjalp de tilstedeværende til at fokusere på åndelige anliggender. (3 Mos. 23:21; 5 Mos. 16:13-15) Det samme gælder de åndelige sammenkomster som finder sted blandt Guds folk i dag. I Zambia bliver stævnerne ikke holdt i fine, moderne sportshaller. Brødrene bygger det de kalder stævne-landsbyer, med tilhørende småhytter som de overnatter i.

Gennem årene er der blevet opført mere permanente bygninger sådanne steder. Men i de første år stødte man på mange problemer som krævede opfindsomme løsninger. En områdetilsynsmand fortæller: „Til kredsstævnerne plejede brødrene at bygge en hytte til mig, som regel af strå. De satte også et hegn rundt om siddepladserne. Siddepladserne var jordhøje, og på dem lagde man ’hynder’ af græs. Nogle gange udjævnede brødrene toppen af et forladt termitbo for at lave en platform. Oven på den opførte de en lille åben hytte hvorfra programmet blev holdt.“

Peter Palliser, som var missionær, beretter: „Ved et af stævnerne ville brødrene gerne have en forhøjet platform. Det blev klaret af en broder som havde forstand på sprængstoffer. Han riggede sit udstyr til i området og sprængte toppen af en forladt myretue der var cirka seks meter høj. Det gav os en forhøjning til et podium.“

Bestræbelser for at overvære stævnerne

De fleste stævnepladser lå et stykke borte fra hovedvejene og var svært tilgængelige. Robinson Shamuluma fortæller om et stævne han overværede i 1959: „Vi var omkring femten der cyklede til Kabwe i Central Province. Vores madforsyning bestod af majsmel og tørrede fisk. Hver nat sov vi i bushen. I Kabwe steg vi på et tog og nåede frem til stævnepladsen efter at have rejst i næsten fire dage.“

Lamp Chisenga husker en broder som rejste cirka 130 kilometer til fods og på cykel sammen med sine seks børn for at overvære et stævne. Broder Chisenga fortæller: „De tilberedte mad som de tog med til deres rejse — ristet kassava, jordnødder og jordnøddesmør. Ofte måtte de overnatte ubeskyttede i bushen.“

Mens Wayne Johnson var områdetilsynsmand, lagde han mærke til de store bestræbelser mange gjorde sig for at overvære stævnerne. Han skriver: „En specialpioner cyklede i næsten en uge for at komme til stævne. Andre rejste på ladet af en lastbil. Mange ankom tidligt, i begyndelsen af stævneugen. Om aftenen sad de ofte rundt om et bål og sang. Nogle gange var der så mange der gik ud i forkyndelsen, at distriktet blev gennemarbejdet tre gange i stævneugen.“

Stævner trods modstand

Store åndelige sammenkomster er stadig med til at styrke og opmuntre brødrene, og i dag får stævnerne megen positiv omtale. Men i de perioder hvor der skete politiske forandringer, især i 1960’erne og 70’erne, blev stævnerne betragtet med mistænksomhed. Visse personer inden for regeringen gjorde hvad de kunne for at begrænse vores tilbedelse af Jehova. Eftersom brødrene ikke ville synge nationalsangen, kunne de ikke få de nødvendige polititilladelser til at samles offentligt. Senere blev der lagt begrænsninger på hvor mange der måtte samles. „Det sidste år Jehovas Vidner kunne samles i åbne områder, var 1974,“ fortæller Darlington Sefuka. „Indenrigsministeren meddelte at det var forbudt at samles offentligt medmindre nationalsangen blev sunget og der blev flaget.“ Brødrene fik dog lov til at forsamles i rigssale hvis bygningen lå i et indhegnet område. Afdelingskontoret tilpassede sig den nye situation og arrangerede at kredsstævneprogrammet blev holdt i rigssale, ofte for kun en eller to menigheder ad gangen.

Også områdestævnerne blev delt op i mindre enheder. „I stedet for at have ét stort områdestævne holdt vi 20 små,“ fortæller en broder der arbejdede i stævneorganisationen. „Mange af brødrene fik oplæring og blev brugt på programmerne og i afdelingerne. Da forbuddet blev hævet, havde vi derfor mange mænd med erfaring i at organisere kreds- og områdestævner.“

Dåb

Fra begyndelsen af 1940’erne blev der gjort en indsats for at sikre at de der ville døbes, fuldt ud forstod betydningen af et sådant skridt. Nogle syntes at det var svært helt at forlade „Babylon den Store“ og holde op med at følge falske religiøse skikke. (Åb. 18:2, 4) Noget der bidrog til problemet, var at kun relativt få kunne læse godt, og mange menigheder fik ikke tilstrækkelige forsyninger af bibelske publikationer. Som følge heraf sørgede kreds- og områdetilsynsmændene for at tale med hver eneste dåbskandidat for at sikre sig at de var kvalificerede. Geoffrey Wheeler, som udgik fra Gileadskolens 33. klasse, siger: „Vi så omhyggeligt på spædbørnene til de mødre der gerne ville døbes, for at se om mødrene på grund af overtro havde hængt perler eller amuletter på børnene. I stævneugen var vi hver dag ofte oppe indtil midnat fordi der var så mange dåbskandidater.“ Men efterhånden blev det mindre påkrævet at have sådanne samtaler med dåbskandidaterne. Det skyldtes organisationsmæssige forbedringer og senere publikationer — som for eksempel „Dit ord er en lygte for min fod“ — samt den venlige støtte som menighedernes ældste fik fra de rejsende tilsynsmænd.

Sceneskræk

De bibelske skuespil er noget mange ser frem til. Skuespillerne tager deres ansvar for at formidle de følelser der hører til rollen, meget alvorligt, og kun få zambiere har ry for at underspille. Frank Lewis, en tidligere missionær som i dag er medlem af betelfamilien i USA, beretter: „De første skuespil blev ikke optaget på bånd. De brødre der spillede rollerne, måtte derfor lære deres replikker udenad. Jeg husker et stævne i Northern Province, hvor vores allerførste skuespil skulle fremføres. Det handlede om Josef. Eftersom posten var blevet forsinket, havde brødrene ikke fået deres manuskript, så vi instruktører måtte hjælpe skuespillerne til langt ud på aftenen med at lære dem deres replikker udenad. Under fremførelsen af skuespillet var der en scene hvor Potifars hustru skreg og råbte til sin mand at Josef havde forsøgt at voldtage hende. Netop da fik den broder der spillede Potifar, sceneskræk og gik ud. Jeg stod bag scenen og var ved at hjælpe brødrene med at huske deres replikker da jeg så ham forlade scenen. Jeg hjalp ham i en fart til at huske sine første replikker, hvorefter jeg skubbede ham ind på scenen igen. Dér fik han skyndsomt afleveret sin replik og udtrykte klart og tydeligt sin foragt for denne mand som stod anklaget for voldtægtsforsøg! Skuespillet var lige ved at gå i vasken, men hver gang jeg læser den bibelske beretning, tænker jeg: ’Måske var det sådan det skete i virkeligheden. Måske forlod Potifar lokalet i vrede, besindede sig og vendte så tilbage for at fordømme Josef!’“

Da et fire år langt regeringsforbud der begrænsede størrelsen af stævnerne, i 1978 blev lempet, stod man over for en udfordring da stævnet „Den sejrende tro“ skulle afholdes. En tidligere rejsende tilsynsmand fortæller: „Ved det stævne opførte vi alle de skuespil som vi ikke havde kunnet vise de foregående år, hvor vi havde været nødt til at mødes i rigssalene. Stævnet varede fem dage, og der var fem skuespil, ét hver dag. På den måde nåede vi at få alle de skuespil vi var gået glip af! Det var dejligt for os alle, men anstrengende for den broder fra Betel som skulle gennemgå skuespillene. Det var et stort arbejde!“

„Jeg kan ærligt sige at disse stævner var de bedste jeg nogen sinde har overværet,“ siger et medlem af afdelingskontorets udvalg. „Om morgenen kom familierne ud af deres små hytter, rene og pæne. De gik ind og lyttede til Jehova i deres fineste puds. Ofte sad de ikke i skyggen, men i solen. Alligevel blev de på deres pladser hele dagen og lyttede opmærksomt. Det var et smukt syn.“ For Jehovas Vidner er dét at komme sammen en vigtig del af deres tilbedelse. (Hebr. 10:24, 25) Uanset om man er bedrøvet på grund af personlige problemer, religiøs modstand eller andet, ved Jehovas folk at sådanne store stævner altid giver grund til glæde. — 2 Kor. 6:10.

En områdetilsynsmand fortæller: „Til kredsstævnerne plejede brødrene at bygge en hytte til mig, som regel af strå. De satte også et hegn rundt om siddepladserne. Siddepladserne var jordhøje, og på dem lagde man ’hynder’ af græs. Nogle gange udjævnede brødrene toppen af et forladt termitbo for at lave en platform. Oven på den opførte de en lille åben hytte hvorfra programmet blev holdt.“

I forbindelse med afholdelsen af nogle stævner kørte vi engang gennem den nordlige del af landet. Der er ikke så mange veje i dette område, mest stier. Adskillige kilometer uden for en landsby fik vi øje på nogle mennesker der kom gående mod os. En af dem var en gammel, foroverbøjet mand som gik med stok. Over skulderen bar han sine sammenbundne støvler og en lille sæk med sine ejendele. Da vi nærmede os, så vi at han og de andre havde reversmærke på. Vi standsede op for at spørge dem hvor de kom fra. Den ældre broder rettede sig lidt op og sagde: „Det har du allerede glemt! Vi var sammen til stævnet i Chansa. Vi er ved at være hjemme nu.“

„Hvornår tog I da af sted fra stævnet?“ spurgte vi.

„Da programmet sluttede om søndagen.“

„Men det er nu onsdag eftermiddag. Har I vandret i tre dage?“

„Ja, og i nat hørte vi løver.“

„I fortjener virkelig ros for jeres gode indstilling og de ofre I bringer for at overvære stævnerne.“

Den ældre broder samlede bare sine ting op og begyndte at gå. „Det er ikke noget at tale om,“ sagde han. „Tag du bare hjem og tak afdelingskontoret for den nye stævneplads. Sidste år måtte vi gå i fem dage, men i år kun i tre.“

Mange kan huske at 1992 var et tørkeår i Zambia. Vi var til stævne ved Zambeziflodens bredder, cirka 200 kilometer fra Victoria Falls. Om aftenen besøgte vi forskellige familier; de fleste sad rundt om et bål foran deres lille hytte. En gruppe på omkring 20 sang Rigets sange. Vi fik at vide at de havde gået i otte dage for at komme til stævnet. De syntes ikke at de havde gjort noget særligt. De havde læsset deres dyr med små børn, med madvarer, kogegrej og andre nødvendige ting, og når natten faldt på, sov de bare dér hvor de nu var.

[Illustration på side 206]

Stævnefaciliteterne blev lavet af mudder, græs eller andre tilgængelige materialer

[Illustration på side 215]

Til venstre: Et skuespil, 1991

[Illustration på side 215]

Herunder: Dåbskandidater ved områdestævnet „Sendebud med fred fra Gud“, 1996