Men fordi der var en del trafik mellem Congo og Nordrhodesia, var nogle rhodesiske brødre i stand til at komme ind i Congo, som regel i korte perioder.

1945: Man må være modig for at repræsentere Gud og hans teokratiske rige i [Belgisk Congo]. Ikke nok med at arbejdet og litteraturen er totalt forbudt, men congolesere der siger at de kommer sammen med os, udsætter sig for at blive transporteret til et sted hvor de holdes i en slags fangenskab der somme tider varer flere år. De breve der sendes til os fra Congo, når sjældent frem [til Nordrhodesia], og den post vi sender tilbage, bliver tilsyneladende ikke bragt ud; men . . . vi gør alt hvad vi kan for at hjælpe vore trosfæller i dette land der vrimler med præster.

Omkring samme tid rejste Llewelyn Phillips fra afdelingskontoret i Nordrhodesia til Belgisk Congo for at skride ind og hjælpe de Jehovas Vidner som blev forfulgt i landet. Generalguvernøren og andre embedsmænd lyttede da han gjorde rede for hvad forkyndelsen af Riget gik ud på, og forklarede hvad forskellen var på Vidnernes og Kitawala-gruppens tro. På et tidspunkt spurgte generalguvernøren ham eftertænksomt: „Hvis jeg hjælper jer, hvad sker der så med mig?“ Han vidste udmærket godt at den katolske kirke havde stor indflydelse i landet.

1950: Det forløbne år har været det vanskeligste af alle, og det siger ikke så lidt når vi taler om brødrene i Belgisk Congo. I begyndelsen af tjenesteåret modtog man ikke alle bøger og breve til området, og man mistede stort set forbindelsen til menighederne.