Året efter udstedte præsidenten en bestemmelse som forbød al forkyndelse fra dør til dør. Et sådant forbud betød at brødrene måtte omstrukturere forkyndelsesarbejdet, og der blev nu lagt større vægt på uformel forkyndelse. Rigets Tjeneste blev derefter kaldt Månedsbrevet, og afsnittet „Fremholdelse af den gode nyhed“ blev erstattet med „Vores interne forkyndelse“. Derved undgik vi at tiltrække os regeringscensorernes opmærksomhed. I april 1971 var der et højdepunkt på næsten 48.000 bibelstudier, og det viste klart at bestræbelserne for at begrænse vores arbejde havde ringe effekt på brødrenes nidkærhed.

Clive Mountford, som nu bor i England, omgikkes mange af missionærerne. Han fortæller: „En af de måder vi forkyndte på, var at give folk et lift i vores bil og så tale med dem om sandheden. Vi havde altid blade i bilen som lå frit fremme, sådan at de kunne ses af dem vi gav et lift.“

Det var ikke forbudt at føre bibelske samtaler med folk, men ifølge loven skulle man indhente en persons samtykke før man aflagde vedkommende et besøg. Nogle gange var det bare et spørgsmål om at ringe til slægtninge, tidligere skolekammerater, kolleger eller andre. Når man aflagde vedkommende et besøg, kunne samtalen ofte taktfuldt drejes ind på bibelske emner. Eftersom de fleste i Zambia havde store familier, kunne man komme i kontakt med en lang række slægtninge og andre i samfundet.

I 1975 rapporterede afdelingskontoret: „Flere tusind forkyndere her i landet har aldrig forkyndt fra hus til hus. Men der er blevet gjort nye disciple, og et vældig stort vidnesbyrd er blevet aflagt.“ På grund af restriktionerne mod hus til hus-forkyndelsen brugte brødrene alternative måder at forkynde på. Som et typisk eksempel kan nævnes en broder der var ansat i et ministerium, og hvis arbejde indbefattede at føre register over folks navne og andre oplysninger om dem. Han lagde især mærke til dem der havde bibelske navne, og ofte spurgte han dem om de vidste noget om den person i Bibelen der havde samme navn. Dette gav ham mange lejligheder til at forkynde. Engang da en mor og hendes datter henvendte sig til broderen på hans arbejde, lagde han mærke til at pigens navn var Eden. Da broderen spurgte moderen om hun vidste hvad Eden betød, indrømmede hun at det gjorde hun ikke. Broderen gav hende en kort forklaring på det og sagde at jorden i nær fremtid ville blive som det oprindelige paradis i Eden. Det vakte moderens interesse, og hun gav ham sin adresse. Kvindens mand blev også interesseret, og familien begyndte at overvære møderne. Med tiden blev nogle i familien døbt.

Der var også andre forkyndere der aflagde vidnesbyrd på deres arbejdsplads. Royd, som var ansat ved et mineselskab, brugte sin frokostpause til at spørge sine arbejdskammerater om deres mening om forskellige skriftsteder. „Hvem tror I er den ’klippe’ der omtales i Mattæus 16:18?“ Eller: „Hvem er ’snublestenen’ i Romerne 9:32?“ Ofte forsamledes store grupper af minearbejdere for at høre Bibelens forklaringer. På grund af disse uformelle samtaler gjorde adskillige af Royds arbejdskammerater åndelige fremskridt, indviede sig og blev døbt.

Det faste standpunkt vores børn og unge i Zambia har taget i skolen, har også givet nogle lejlighed til at høre om sandheden. Da en gruppe børn nægtede at synge patriotiske sange, blev deres lærer vred og beordrede klassen udenfor. Et af børnene i gruppen fortæller: „Læreren må have troet at vi ikke engang kunne synge vores egne religiøse sange. Han ville åbenbart benytte lejligheden til at latterliggøre os. Han gav alle elever ordre til at inddele sig i grupper, alt efter hvilken religion de tilhørte. Hver gruppe skulle synge en eller to af de sange der blev sunget i deres kirke. Da to af grupperne ikke kunne huske nogen sange, vendte læreren sin opmærksomhed mod os. Vi begyndte med sangen ’Denne er Jehovas dag’. Det lød åbenbart meget godt, for nogle af de lokale der gik forbi skolen, standsede op for at lytte. Dernæst sang vi ’Jehova er blevet konge!’ Alle, også læreren, gav os et stort bifald. Vi gik tilbage til klassen, og mange af vores skolekammerater spurgte os hvor vi havde lært sådanne smukke sange. Nogle af dem begyndte at overvære møderne sammen med os og blev med tiden Jehovas Vidner.“

„De der uddeler bøger“

I hele denne periode var brødrene „forsigtige som slanger og dog uskyldige som duer“. (Matt. 10:16) På grund af deres karakteristiske publikationer og ivrige brug af bibelstudiemateriale fik Jehovas Vidner tilnavnet Abaponya Ifitabo, som betyder noget i retning af „De der uddeler bøger“. Trods modstandernes intense bestræbelser for at bringe brødrene til tavshed fortsatte forkyndelsen med uformindsket styrke. Der var sporadiske udbrud af voldelig forfølgelse i flere år, men i begyndelsen af 1980’erne var modstanden taget noget af.

En af de mange gange jeg havde et møde med dr. Kenneth Kaunda, der senere blev Zambias præsident, var i marts 1963. Jeg forklarede hvorfor vi nægtede at tilslutte os politiske partier og at købe partikort. Vi anmodede ham om at gøre noget for at standse politiske modstanderes pres mod os, og han bad om flere oplysninger. Nogle år senere inviterede dr. Kaunda os til præsidentboligen, hvor vi fik den ære at tale med ham og hans højtstående ministre. Mødet varede til langt ud på aftenen. Præsidenten havde ikke noget imod Jehovas Vidner som trossamfund, men han spurgte om ikke vi blot kunne forsamles ligesom andre religiøse organisationer, uden at forkynde. Hvortil vi svarede: „Hvordan kan vi holde op med at forkynde? Jesus forkyndte. Han nøjedes ikke med at bygge et tempel midt blandt farisæerne.“

Trods vores anmodninger blev visse grene af forkyndelsen underlagt forbud. Men, som det altid er tilfældet, fandt vi måder hvorpå vi kunne ære Jehova, der bruger sine tjenere i opfyldelsen af sine hensigter.