Under den anden verdenskrig blev mange udsat for en grusom behandling fordi de ikke var patriotiske. „Vi så gamle mænd blive smidt op på lastbiler som var de sække med majs, fordi de havde nægtet at udføre militærtjeneste,“ fortæller Benson Judge, der senere blev en nidkær rejsende tilsynsmand. „Vi hørte disse mænd sige: ’Tidzafera za Mulungu’ (Vi er rede til at dø for Gud).“

Selvom Mukosiku Sinaali ikke var døbt på det tidspunkt, kan han huske at neutralitetsspørgsmålet ofte dukkede op under krigen. „Det forlangtes af alle at de skulle samle rødder fra mambongo-planten, som producerer latex. Rødderne blev skrællet og banket til bånd, der blev bundtet sammen, viderebehandlet og senere brugt som en erstatning for gummi ved fremstillingen af støvler til militærpersonale. Forkynderne nægtede at høste disse rødder på grund af forbindelsen mellem dette arbejde og krigsindsatsen, og de blev som følge deraf straffet for deres manglende samarbejde. De blev betragtet som ’uønskede elementer’.“

Joseph Mulemwa var en af disse ’uønskede’. Han var født i Sydrhodesia, men flyttede til Western Province i Nordrhodesia i 1932. Nogle påstod at han havde tilskyndet folk til at holde op med at dyrke deres marker fordi ’Riget var nær’. En præst fra missionsstationen Mavumbo som foragtede Joseph, var med til at sprede denne falske anklage. Joseph blev arresteret og med håndjern lænket til en mentalt forstyrret mand. Nogle håbede at manden ville overfalde Joseph, men Joseph havde en beroligende virkning på ham. Efter sin løsladelse fortsatte Joseph med at forkynde og at besøge menighederne. Han døde trofast i midten af 1980’erne.

I 1960’erne blev Jehovas Vidner udsat for voldsom forfølgelse mange steder i landet, og boliger og rigssale blev ødelagt. Myndighederne reagerede dog prisværdigt ved at fængsle mange af forfølgerne.

[Ramme/illustration på side 232, 233]

Jeg måtte løbe for livet

Darlington Sefuka

Født: 1945

Døbt: 1963

Profil: Har tjent som specialpioner, rejsende tilsynsmand og betelmedarbejder på afdelingskontoret i Zambia.

Året var 1963, og det var en turbulent tid. Det skete ofte når vi var ude i forkyndelsen, at bander af politisk engagerede unge løb i forvejen for at advare folk mod at lytte til os. De truede med at nogen ville komme og knuse deres vinduer og døre hvis de lyttede til os.

En aften blot to dage efter min dåb blev jeg gennembanket af en gruppe på 15 unge. Blodet strømmede fra min mund og næse. En anden aften blev en broder og jeg overfaldet af en gruppe på 40 som havde fulgt efter os hen til hvor jeg boede. Jeg blev styrket af at genkalde mig det som Jesus blev udsat for. Det foredrag som John Jason havde holdt ved min dåb, havde gjort det klart at en kristens liv ikke ville være problemfrit. Når disse ting skete, kom de, ikke som en overraskelse, men som en opmuntring.

På det tidspunkt ønskede politikerne støtte til deres kamp for national selvstændighed, og vores neutrale standpunkt blev opfattet som om vi stillede os på europæernes og amerikanernes side. Religiøse ledere der støttede politiske grupper, gjorde hvad de kunne for at intensivere den negative omtale af os. Tiden før landet blev selvstændigt, var vanskelig, men det var heller ikke let efter den tid. Mange brødre mistede deres forretning fordi de ikke ville købe partikort. Nogle der boede i byen, flyttede tilbage til deres landsby og fik et lavtlønnet job for at undgå indsamlinger til støtte for politiske aktiviteter.

Da jeg var teenager, tog min fætter, som ikke var et Jehovas vidne, sig af mig. På grund af mit neutrale standpunkt blev hans familie udsat for chikane og trusler, og det gjorde dem bange. En dag før jeg tog på arbejde, sagde min fætter til mig: „Når jeg kommer tilbage i aften, skal du være ude af mit hus.“ Først troede jeg at han lavede sjov med mig, for jeg havde ingen andre slægtninge i byen. Jeg havde ingen steder at tage hen. Men jeg fandt snart ud af at han mente det alvorligt. Da han kom hjem og så at jeg stadig var der, blev han rasende. Han samlede sten op og begyndte at løbe efter mig. „Tag hen til dine medhunde!“ råbte han. Jeg måtte løbe for livet.

Min far hørte om situationen og sendte mig denne besked: „Hvis du holder fast ved dit neutrale standpunkt, skal du ikke komme til mig.“ Det var svært. Jeg var 18. Hvem ville åbne deres hjem for mig? Det gjorde menigheden. Jeg tænker tit på kong Davids ord: „Om så min fader og min moder forlod mig, da ville Jehova tage mig til sig.“ (Sl. 27:10) Jeg kan virkelig sige at Jehova holder hvad han lover.