Missionærtjenesten

„En af de opmuntrende ting ved missionærtjenesten er at se hvordan Jehova bruger mange forskellige mænd og kvinder i forbindelse med opfyldelsen af sin hensigt. Det er også en glæde at opleve den værdsættelse som de der får åndelig hjælp, giver udtryk for,“ udtalte Ian (John) Fergusson, der i mange år tjente i Zambia. Missionærer fra andre trossamfund beskæftiger sig ofte hovedsagelig med sociale og økonomiske problemer, hvorimod Jehovas Vidners missionærer koncentrerer sig om at gøre folk til Kristi disciple. Ved at udføre denne gudgivne opgave har missionærerne vist at de har „kærlighed uden hykleri“. — 2 Kor. 6:6.

Blandt dem der var selve indbegrebet af en missionær, var William Johnston. Få år før den første verdenskrig brød ud, ankom han til den sydlige del af Afrika og rejste vidt omkring i området. Piet de Jager, Parry Williams og andre var i begyndelsen af 1921 nået op til Salisbury (nu Harare), hovedstaden i en af Zambias nabolande, Sydrhodesia (nu Zimbabwe). I midten af 1920’erne koncentrerede George Phillips, Thomas Walder og William Dawson sig om forkyndelsesarbejdet i Nordrhodesia. Nogle der var født i Nordrhodesia, men som var kommet i kontakt med bibelstudenterne mens de arbejdede i andre lande, vendte tilbage for at forkynde „godt nyt om gode ting“. (Rom. 10:15) Manasse Nkhoma og Oliver Kabungo havde i denne første tid en stor andel i arbejdet. Joseph Mulemwa, der var født i Zambia, blev kontaktet af Jehovas Vidner ved en kulmine der hed Wankie (nu Hwange), i den nordlige del af Sydrhodesia. Senere tjente han trofast i det vestlige Zambia. Fred Kabombo var den første rejsende tilsynsmand i det område. Alle disse brødre udførte et banebrydende arbejde. De nåede ud til egne hvor der så godt som ikke havde været forkyndt før, og her lagde de en solid grundvold for fremtidig vækst.

Da den anden verdenskrig nærmede sig sin afslutning, tog Charles Holliday fra Sydafrika imod en opfordring fra George Phillips på afdelingskontoret i Cape Town til at besøge grupper af interesserede i Western Province. Sammen med en lokal broder der virkede som tolk, rejste broder Holliday med godstog, i kano og endda på skinnecykel. Da de nåede Senanga, en lille by cirka 250 kilometer nord for Victoria Falls, blev de budt velkommen af en stor skare mennesker. Nogle i denne velkomstkomité havde rejst i adskillige dage og var meget interesseret i at høre den nyankomne forklare bibelske sandheder for dem.

Gileadmissionærer ankommer

I 1948 ankom to missionærer, Harry Arnott og Ian Fergusson, til Zambia. Nu begyndte man at henvende sig til de tusinder af europæere som var flyttet dertil i forbindelse med kobberminedriften. Det gav gode resultater. Antallet af aktive forkyndere steg med 61 procent det år.

Mange steder var det ikke usædvanligt at folk som ønskede at studere Bibelen, måtte skrives på missionærernes venteliste. Afdelingskontoret købte en ti år gammel varevogn som to missionærer der virkede i rejsetjenesten, brugte for at nå ud til områder der lå uden for industricentrene. „Vognen gjorde god fyldest, men nogle gange havde den kun tre hjul tilbage når vi kom hjem med den, eller også slæbte den halvdelen af karrosseriet efter sig,“ lød det i en rapport fra afdelingskontoret.

I 1951 var der seks missionærer i landet. I december 1953 fik de forstærkning af seks nye missionærer. Iblandt dem var Valora og John Miles, som tjente i Zambia i seks år før de blev sendt til Zimbabwe og dernæst til Lesotho. I årene der fulgte, ankom der flere missionærer: Joseph Hawryluk, John og Ian Renton, Eugene Kinaschuk, Paul Ondejko, Peter og Vera Palliser, Avis Morgan og andre, som alle ydede en god indsats. Denne særlige form for tjeneste krævede selvfølgelig offervilje og tilpasning.

„Han er stadig kun et barn!“

„Jeg var sikker på at der var sket en fejl,“ siger Wayne Johnson i forbindelse med hvordan han følte det da han fik tildelt distrikt i Zambia. Wayne, som er udgået fra den 36. gileadklasse, ankom til landet i begyndelsen af 1962 sammen med Earl Archibald. I dag er han og hans kone, Grace, i rejsetjenesten i Canada. Han fortæller: „Jeg var kun 24 år gammel og så endda yngre ud. Jeg var ved at lære sproget nyanja [også kaldt chewa] og kunne derfor forstå hvad søstrene hviskede til hinanden da de så mig for første gang: ’akali mwana’ — ’Han er stadig kun et barn’!“

Wayne fortsætter: „Jeg indså at jeg måtte støtte mig helt til Jehova og hans organisation. Jeg ville gerne have at alle skulle vide at jeg i overensstemmelse med tanken i Apostelgerninger 16:4 blot videregav vejledning og oplysninger fra Jehova og hans organisation. Jeg prøvede også at opføre mig på en sådan måde at jeg ikke voldte anstød. Når jeg ser tilbage, er jeg stadig forundret over at jeg fik så stor en forret.“

Udvist!

I 1960’erne og 70’erne skete der mange forandringer. Indimellem udbrød der forfølgelse i landet. Efter at Zambia blev selvstændigt i 1964, fik brødrene stadig flere problemer i forbindelse med flaghilsen og afsyngelsen af nationalsangen. I slutningen af 1960’erne betragtede nogle politikere missionærernes indflydelse som regeringsfjendtlig. En rapport fra afdelingskontoret fortæller hvad der skete: „Tidligt om morgenen den 20. januar 1968 blev vi ringet op af tilsynsmænd i næsten alle de engelsktalende menigheder. De fortalte os at alle tilsynsmænd i disse menigheder havde fået en udvisningsordre. Interessant nok var det ikke kun Jehovas Vidner fra udlandet som havde fået en sådan ordre, men også zambiske brødre, deriblandt George Morton og Isaac Chipungu.“

Begivenhederne tog fart. Klokken ti om formiddagen samme dag kom nogle embedsmænd fra immigrationsmyndighederne til afdelingskontoret for at give fem missionærægtepar en udvisningsordre. Missionæren Frank Lewis beretter: „Før vi vidste af det, stod de ved vores hoveddør. Det blev besluttet at missionærbrødrene på kontoret skulle forlade bygningen ad bagudgangen og tage hen til en broders hjem for at iværksætte de foranstaltninger vi havde truffet i tilfælde af et forbud. Men vi tøvede med at forlade grunden fordi en missionærsøster på første sal var alvorligt syg af malaria. De lokale brødre insisterede dog på at vi tog af sted, og lovede at de ville tage sig af søsteren, hvilket vi var helt trygge ved.

Det var en mærkelig oplevelse at læse i Times of Zambia at Vagttårnet, som de kaldte os, nu var forbudt, og at ’lederne’ var gået under jorden. Vores navne stod på forsiden af avisen, som tilføjede at myndighederne gik fra hus til hus i byen for at lede efter os! De lokale brødre der blev på afdelingskontoret, udførte deres opgave godt. De flyttede arkiverne og publikationerne andre steder hen. Da det var gjort, vendte vi tilbage til kontoret den næste dag og meldte os til myndighederne.“

En politibetjent blev posteret ved afdelingskontoret, og snart fik nogle af missionærerne og andre udlændinge ordre til at forlade landet. „Vi var blandt de sidste der rejste,“ fortæller broder Lewis. „Vi får stadig en klump i halsen når vi tænker på den gruppe af søstre der, selvom vi ikke kendte dem personligt, gik 25 kilometer fra Kalulushi sammen med deres børn blot for at sige farvel og trykke os i hånden!“

Den anden bølge af udvisninger

Tiden gik. En dag i 1975 fik vi pludselig besøg af politiet. Albert Musonda, som nu er medlem af afdelingskontorets udvalg i Zambia, var dengang 22 år og arbejdede i regnskabsafdelingen på Betel. Han fortæller: „Missionærerne fik mindre end to dage til at forlade landet.“

John Jason tilføjer: „I december 1975 fik vi et kort brev fra immigrationskontoret som meddelte at vi skulle forlade landet inden 36 timer.“ Gennem en lokal advokat prøvede man at få ændret denne afgørelse, og missionærerne fik udsættelse så de kunne nå at samle nogle af deres personlige ejendele sammen. „Derefter måtte vi rejse fra et folk vi var kommet til at holde meget af,“ fortæller broder Jason.

Alberts kone, Dailes, beretter: „Vi tog med brødrene til Southdown Airport for at sige farvel til dem. John Jason fløj til Kenya, og Ian Fergusson rejste til Spanien.“ Hvad var årsagen til denne anden bølge af udvisninger?

Mange mener at stævnet i 1975 var dråben der fik bægeret til at flyde over. „Det var et af de største stævner der blev afholdt i hele den stormfulde periode. Tilhørerskaren nåede op på over 40.000,“ siger John Jason. Tilfældigvis blev der afholdt et politisk møde i nærheden hvor nogle af de tilstedeværende havde talt for at man skred hårdt ind over for Jehovas Vidner på grund af deres neutrale standpunkt i politiske anliggender. Broder Jason fortæller at man gav Jehovas Vidners stævne skylden for den ringe deltagelse ved det politiske møde.

Der kommer igen missionærer til landet

Først ti år senere kunne der igen komme missionærer ind i Zambia. I 1980’erne var der større politisk stabilitet og færre restriktioner. I 1986 ankom Edward Finch og hans hustru, Linda, fra Gambia. Der kom også flere, deriblandt Alfred og Helen Kyhe og Dietmar og Sabine Schmidt.

I september 1987 ankom Dayrell og Susanne Sharp via Sydafrika fra Zaire, nu Den Demokratiske Republik Congo. De havde gennemgået Gileadskolen i 1969 og været i rejsetjenesten mange forskellige steder i Congo. De var allerede vant til livet i det centrale Afrika. Dayrell, som er robust af natur, har nu været i særlig heltidstjeneste i over 40 år. Han siger: „Vores missionærhjem i mange år lå lige ved grænsen, i Lubumbashi, og vi rejste jævnlig til Zambia.“

Susanne husker den tid ganske tydeligt. „På grund af fødevaremangel i Congo i begyndelsen af 1970’erne måtte vi med nogle måneders mellemrum rejse til Zambia for at købe forsyninger,“ fortæller hun. „I begyndelsen af 1987 bad Det Styrende Råd os om at forlade Congo, og vi fik tildelt et nyt distrikt — Zambia!“ Forkyndelsesarbejdet var blevet pålagt flere og flere restriktioner i Congo, så Susanne og Dayrell var glade for at flytte til et land hvor brødrene nød stadig større religionsfrihed.

Der var dog brug for at man foretog nogle justeringer på afdelingskontoret og i forbindelse med forkyndelsesarbejdet. Eftersom den offentlige forkyndelse var delvis forbudt, nøjedes de fleste brødre med at lede bibelstudier. Mange af brødrene og søstrene var uvant med — og ikke særlig begejstrede for — tanken om at skulle forkynde fra hus til hus, noget der ellers er en grundlæggende del af Jehovas Vidners offentlige forkyndelse. Brødrene blev derfor tilskyndet til at være mere frimodige i hus til hus-forkyndelsen, især fordi situationen i landet var blevet bedre og politiet ikke viste vores aktiviteter nogen større opmærksomhed.

Fremskridt, ikke tilbagegang

Afdelingskontorets udvalg var bekymret over den tydelige tilbagegang der var i 1970’erne. Lokale skikke gjorde det svært for brødrene at studere med deres egne børn. Og eftersom hus til hus-forkyndelsen var under forbud, var det blevet almindeligt at fædrene lod andre fra menigheden studere med deres børn, mens de selv havde studium med børn der ikke var deres egne. Nu var tiden inde til at der skulle træffes nogle modige beslutninger. I årene der fulgte, blev forkynderne tilskyndet til at ophøre med at følge ubibelske traditioner og skikke. Menighederne blev velsignet når de rettede sig efter vejledningen, og brødrene gjorde sig store anstrengelser for at bringe deres liv i overensstemmelse med Bibelens principper og det verdensomspændende brodersamfund.

I de fem år der fulgte udvisningerne i 1975, skete der en næsten 11 procents nedgang i antallet af forkyndere. Men fem år efter at missionærerne var vendt tilbage i 1986, var antallet af forkyndere steget med over 50 procent. Siden det år er antallet af forkyndere mere end fordoblet.

I et brev til afdelingskontoret skrev Silas Chivweka, en tidligere rejsende tilsynsmand: „Fra 1950’erne og frem hjalp gileadoplærte missionærer andre til at blive åndeligt modne. Missionærerne var meget tålmodige, forstående og venlige. Ved at få et nært forhold til forkynderne blev de opmærksomme på hvilke ting der trængte til at blive rettet op på.“ En sådan uforstilt, kærlig hjælp fra missionærerne er stadig med til at øge væksten i dag.

1948: De første gileadmissionærer ankommer.

1975: Missionærer udvises.

1986: Missionærer får igen lov til at komme ind i landet.