Hjælp til flygtninge

Mange i Afrika lever et lykkeligt og fredfyldt liv, men sørgeligt nok bliver flere og flere berørt af krig. Fra den ene dag til den anden bliver naboer til fjender, uskyldige mennesker må flygte fra deres hjem, og samfund bryder sammen. Med deres få ejendele prøver flygtningene at finde et sted hvor de kan være i sikkerhed. Sådan er situationen for millioner af mennesker i dag.

I marts 1999 flygtede tusindvis af mennesker fra stridighederne i Den Demokratiske Republik Congo og strømmede ind i Zambia. Som i så mange andre krige foretog de fremrykkende styrker plyndringer, tvang mænd til at bære tunge byrder og mishandlede kvinder og børn. Eftersom Jehovas Vidner ikke ville bære på våben, blev mange af forkynderne ydmyget og slået brutalt. Katatu Songa, en nidkær pioner midt i halvtredserne, fortæller: „I overværelse af kvinder og børn tvang de mig til jorden og piskede mig indtil jeg mistede bevidstheden.“

Mange familier flygtede for at undgå en sådan mishandling. Under flugten gennem bushen kom Mapengo Kitambo væk fra sine sønner. Han beretter: „Vi havde ikke tid til at lede efter nogen. Vi måtte bare videre, selvom vi var frygtelig bekymrede for vores kære.“ Mange flygtede flere hundrede kilometer til fods eller på cykel for at komme i sikkerhed.

Den lille by Kaputa blev oversvømmet af flygtninge, deriblandt næsten 5000 brødre med deres familier, som var udmattede efter en lang og barsk rejse. Selvom de 200 forkyndere der boede i byen, var uforberedte på at modtage flygtningene, viste de deres brødre og søstre stor gæstfrihed. En af flygtningene, Manda Ntompa, fortæller: „Den kærlighed og gæstfrihed der blev vist os, gjorde et dybt indtryk på os. Da de lokale brødre fandt ud af at vi var Jehovas Vidner, åbnede de deres hjem for os. Ligesom enken fra Zarepta var de villige til at dele den smule mad de havde, med os.“

En lille gruppe Jehovas Vidner der boede ved Lake Mweru, en sø som ligger i den nordlige del af landet, tog sig af hundreder af flygtninge. På organiseret vis gav de dem mad og husly. Nærliggende menigheder sørgede for kassava og fisk. Efter tre måneder blev forkynderne fra Congo registreret og overført til en flygtningelejr.

Folk der flygter fra voldelige konflikter, tager sjældent deres bøger og blade med sig. I deres desperate flugt mod sikkerhed må de ofte efterlade deres mest skattede ejendele. Men det stod anderledes til blandt de Jehovas Vidner som var flygtet. Selvom de måtte flygte over hals og hoved, lykkedes det nogle af dem at få publikationer med sig. Alligevel var der knapt med bibler og bibelsk læsestof. Ofte var det sådan ved møderne at der kun var fem bøger til 150 mennesker. Hvordan kunne alle da deltage i mødet? En broder forklarer: „De der havde en bibel, slog skriftstederne op, og de der ikke havde en, hørte opmærksomt efter. På den måde var det muligt for alle at lovprise Jehova og opmuntre hinanden gennem deres kommentarer.“

Materielle behov dækkes

De fleste flygtninge er kvinder og børn. Når de ankommer, er de ofte syge og har ingenting at spise. Hvordan har Jehovas Vidner hjulpet dem? Avisen Times of Zambia beretter: „Det er glædeligt at Jehovas Vidners Forening i Zambia har sendt nødhjælpsarbejdere og frivillige til det tidligere Zaire for at hjælpe flygtninge i Great Lakes-regionen.“ Artiklen fortæller at Jehovas Vidner fra Belgien, Frankrig og Schweiz „forærede flygtningene 500 kilo medicin, 10 tons vitaminprodukter, 20 tons fødemidler, over 90 tons tøj samt 18.500 par sko og 1000 tæpper — til et samlet beløb på næsten 7 millioner kroner“.

Broder Ntompa siger: „Det var en meget spændende og trosstyrkende dag for os alle da forsyningerne kom. Sikken en kærlig organisation vi tilhører! Denne store manifestation af kærlighed blev et vendepunkt for mange af brødrenes udenforstående familiemedlemmer. Siden da har nogle af dem sluttet sig til os, og de gør gode fremskridt som Guds tjenere.“ Nødhjælpsforsyningerne blev delt ud til alle flygtninge uden forskel.

I slutningen af 1999 var antallet af flygtninge i landet steget til over 200.000. En lokalavis skrev: „Zambia er blevet et af de største asyllande for afrikanere der flygter fra stridigheder i deres eget land.“ Trods myndighedernes bestræbelser for at dække flygtningenes behov førte frustration og utilfredshed blandt de sidstnævnte til voldelige protester. Engang efter at der havde været optøjer, henvendte lejrmyndighederne sig til kredstilsynsmanden og beskyldte ham for ikke at have hjulpet dem i forbindelse med at opretholde ro og orden, selvom Jehovas Vidner ikke havde været involveret i urolighederne. Kredstilsynsmanden svarede venligt, men bestemt: „Jeg har hjulpet jer! Kan I forestille jer hvor meget værre situationen ville have været hvis 5000 flere havde sluttet sig til hoben? I kan være taknemmelige for at mindst 5000 flygtninge undlod at deltage i urolighederne fordi de er Jehovas Vidner. De er mine brødre!“

Jehovas Vidner er kendt for at øve en stabiliserende indflydelse i flygtningelejrene. En embedsmand har sagt: „Vi havde hørt at Jehovas Vidner er meget troende, så vi udnævnte mange af dem til opsynsmænd. Siden da har der været ro i lejren fordi de hjælper os, og alle koncentrerer sig om at læse i Bibelen. Jeg takker Gud for at vi har sådanne mennesker iblandt os, og at der hersker fred i lejren.“

[Illustration på side 193]

Til højre: Manda Ntompa og hans familie i Mwange-flygtningelejren, 2001

[Illustration på side 193]

Herunder: En typisk flygtningelejr