-
ZambiaJehovas Vidners Årbog 2006
-
-
Feliya nægtes skolegang
Tiden var kommet til at efterprøve lovligheden af disse bestemmelser, og Jehovas Vidner valgte en prøvesag. Feliya Kachasu gik på Buyantanshi-skolen i Kobberbæltet. Selvom hun var kendt som en mønsterelev, var hun blevet bortvist. Frank Lewis fortæller hvordan sagen kom for retten: „En advokat ved navn Richmond Smith førte vores sag, og den var ikke nem eftersom den var mod regeringen. Dét der havde fået ham til at tage sagen, var Feliyas forklaring på hvorfor hun ikke ville hilse flaget.“
Dailes Musonda, som på det tidspunkt gik i skole i Lusaka, siger: „Da Feliyas sag blev bragt for retten, havde vi store forventninger om at den ville få et gunstigt udfald. Brødrene rejste fra Mufulira for at overvære retsmøderne. Min søster og jeg var inviteret. Jeg husker at Feliya havde en hvid hat og en pastelfarvet kjole på i retssalen. Sagen varede tre dage. Vi havde stadig nogle missionærer i landet, og broder Phillips og broder Fergusson kom for at lytte. Vi troede at deres tilstedeværelse ville hjælpe.“
Dommerens afgørelse lød: „Intet i denne sag tyder på at Jehovas Vidner gennem deres handlinger bevidst har vist manglende respekt for nationalsangen eller flaget.“ Alligevel afsagde han den kendelse at ceremonierne var ikkereligiøse, og at Feliya trods sin oprigtige overbevisning ikke kunne blive fritaget for dem under henvisning til undervisningsloven. Ifølge hans mening var ceremonierne påkrævede af hensyn til den nationale sikkerhed. Hvordan dét at dømme en mindreårig til at overholde et sådant påbud skulle kunne tjene folkets interesser, kom aldrig frem. Ingen skolegang for Feliya så længe hun holdt fast ved sin kristne overbevisning!
Dailes fortæller: „Vi var meget skuffede, men vi lagde alt i Jehovas hånd.“ Da modstanden tog til, gik Dailes og hendes søster ud af skolen i 1967. I slutningen af 1968 var næsten 6000 børn af Jehovas Vidner blevet bortvist fra skolen.
-
-
ZambiaJehovas Vidners Årbog 2006
-
-
[Illustration på side 235]
Richmond Smith med Feliya Kachasu og hendes far, Paul
-