Kort efter blev vi sendt videre til Sydrhodesia (nu Zimbabwe).

Vi rejste med tog og fik det første glimt af det storslåede Victoria Falls før vi ankom til Bulawayo. I en periode boede vi hos familien McLuckie, der var nogle af de første Jehovas Vidner som havde bosat sig der. I de følgende 16 år fik vi den forret at lære dem godt at kende.

Nye udfordringer

Da jeg havde fået to ugers oplæring for at kunne begå mig i det afrikanske distrikt, blev jeg udnævnt til områdetilsynsmand. Når vi skulle forkynde i den afrikanske bush, måtte vi medbringe vand, mad, soveposer, tøj, filmfremviser og generator, et stort lærred og andre nødvendige ting. Alt dette var stoppet ind i en lastbil der var solid nok til at transportere os gennem det vanskelige terræn.

Jeg samarbejdede med de afrikanske kredstilsynsmænd mens Joyce med glæde hjalp deres koner og børn, der også var med. Det kan være hårdt at gå rundt på den afrikanske græsslette, især i dagens hede, men jeg opdagede snart at mine fysiske begrænsninger var lettere at klare i dette klima, og det var jeg taknemmelig for.

Folk var generelt fattige. Mange var forankret i traditioner og overtro og levede i polygami; men alligevel viste de dyb respekt for Bibelen. Nogle steder blev menighedsmøderne holdt i skyggen af store træer, og om aftenen fik vi lys fra ophængte olielamper. Det gav os altid en følelse af ærefrygt at studere Guds ord direkte under stjernehimmelen, der er en så storslået del af hans skaberværk.

Det var også en uforglemmelig oplevelse at vise Vagttårnsselskabets film i de afrikanske reservater. Der var måske 30 forkyndere i en menighed, men når vi skulle vise film, vidste vi at der kunne komme 1000 eller flere!

I troperne kan dårligt helbred naturligvis være et problem, men det er altid vigtigt at bevare et positivt syn på tingene. Joyce og jeg lærte at klare os ret godt — af og til fik jeg malariaanfald, og Joyce måtte leve med en sygdom forårsaget af amøber.

Vi blev senere sendt til afdelingskontoret i Salisbury (nu Harare), hvor vi fik den store forret at arbejde sammen med andre trofaste tjenere for Jehova, deriblandt Lester Davey og George og Ruby Bradley. Regeringen udnævnte mig til giftefoged så jeg kunne vie afrikanske brødre og søstre. Det var med til at styrke båndene i den kristne menighed. Nogle få år senere fik jeg endnu et privilegium. Jeg skulle besøge alle de menigheder i landet der ikke talte bantu. I mere end ti år kunne Joyce og jeg glæde os over at lære brødrene at kende på denne måde, og vi nød at se deres åndelige fremskridt. I samme periode besøgte vi også brødrene i Botswana og Mocambique.

[Illustrationer på side 27]

Vi besøger en isoleret gruppe (ovenfor) og en menighed (til venstre) i Sydrhodesia, nu Zimbabwe