En risikabel tilbagekomst

I Mombasa hentede vi vores bil og kørte sydpå ad den sandede kystvej. Da vi nåede Tanga, gik motoren i stå. Vores penge var næsten brugt op, men en slægtning og et andet Jehovas vidne hjalp os. Mens vi var i Mombasa, var der en broder som tilbød at understøtte os økonomisk hvis vi ville rejse nordpå til Somalia og forkynde. Jeg havde det dårligt, så vi ville bare gerne hjem til Sydrhodesia.

Vi rejste over Tanganyika ind i Nyasaland og drog ned langs vestsiden af Nyasasøen, der nu hedder Malawisøen. Jeg blev så syg at jeg bad Bertie om at sætte mig af i vejkanten og lade mig dø! Vi var tæt på byen Lilongwe, så han bragte mig på hospitalet der. Jeg fik nogle morfinindsprøjtninger som lindrede mine smerter. Jeg var ikke i stand til at fortsætte rejsen i bil, så Bertie og børnene kørte omkring 400 kilometer til Blantyre. En af vores slægtninge sørgede for at jeg kunne flyve dertil nogle få dage senere og slutte mig til dem. Fra Blantyre fløj jeg tilbage til Salisbury, og Bertie og børnene fortsatte hjemrejsen i bil.

Vi var alle meget lettede da vi nåede frem til vores datter Pauline og hendes mand, der boede i Salisbury. I 1963 blev vores sidste barn, Andrew, født. Hans ene lunge var klappet sammen, og man forventede ikke at han ville overleve, men det gjorde han heldigvis.

Familieliv i Afrika under ugunstige forhold

FORTALT AF CARMEN MCLUCKIE

Året var 1941. Den anden verdenskrig rasede. Jeg var en 23-årig mor fra Australien, men sad nu i fængsel sammen med mit barn på fem måneder i Gwelo i Sydrhodesia (nu Gweru, Zimbabwe). Min mand var i fængsel i Salisbury (nu Harare). Vores andre børn — der var henholdsvis to og tre år gamle — blev passet af mine to halvvoksne stedbørn. Lad mig forklare hvordan jeg var havnet i den situation.

Vi flytter til Sydrhodesia

På et tidspunkt indbød Berties bror Jack os til at medvirke i et guldmineprojekt nær Filabusi i Sydrhodesia. Bertie og jeg rejste dertil med Peter, der på det tidspunkt var et år gammel, mens min mor midlertidigt tog sig af Lyall og Donovan. Da vi kom til Mzingwanifloden, var der højvande, og vi måtte krydse floden i en kasse der blev trukket på et tov som var udspændt mellem de to flodbredder. Jeg var seks måneder henne med Pauline og måtte knuge Peter tæt ind til mig. Det var en skræmmende oplevelse, især da tovet næsten rørte vandet i midten af floden. Desuden var det midt om natten, og det styrtregnede. Efter at have krydset floden måtte vi gå et par kilometer for at nå frem til en slægtning hvor vi skulle bo.

Senere lejede vi et gammelt faldefærdigt stuehus til en gård. Vi havde meget få møbler, og nogle af dem vi havde, var lavet af kasser til dynamit og lunter. Pauline var ofte syg af strubehoste, og vi havde ikke råd til medicin. Jeg var fortvivlet, men vi var taknemmelige over at Pauline overlevede hver gang.

Bertie og jeg kommer i fængsel

En gang om måneden måtte vi rejse hen ved 80 kilometer til byen Bulawayo for at sælge vores guld i banken. Vi tog også til Gwanda, en lille by nærmere Filabusi, for at købe mad og være med i forkyndelsen. I 1940, ét år efter den anden verdenskrigs udbrud, blev forkyndelsesarbejdet forbudt i Sydrhodesia.

Kort tid efter blev jeg arresteret mens jeg forkyndte i Gwanda. På det tidspunkt ventede jeg mit tredje barn, Estrella. Mens man tog sig af min appelsag, blev Bertie arresteret for at forkynde og blev fængslet i Salisbury, over 300 kilometer fra hvor vi boede.

På netop det tidspunkt så vores situation sådan ud: Peter var på hospitalet i Bulawayo med difteritis, og det var tvivlsomt om han ville overleve. Jeg havde lige født Estrella, og en af mine venner havde hentet mig på hospitalet og kørt mig til fængselet for at vise Bertie hans lille datter. Senere, da min appel blev afvist, var en velhavende indisk købmand så venlig at betale for min kaution. Med tiden kom der tre politibetjente til minen og varetægtsfængslede mig. De gav mig et valg. Jeg kunne enten tage mit fem måneder gamle spædbarn med mig i fængsel, eller jeg kunne lade hende blive passet af vores teenagebørn, Lyall og Donovan. Jeg besluttede at tage hende med mig.

Jeg fik til opgave at reparere tøj og gøre rent. Der blev også sørget for en barnepige som kunne hjælpe til med at pleje Estrella. Det var en ung fange der hed Matossi, som afsonede livsvarigt fængsel for at have myrdet sin mand. Matossi græd da jeg blev løsladt, fordi hun så ikke længere kunne tage sig af Estrella. Den kvindelige fængselsbetjent tog mig med hjem til frokost og satte mig på toget så jeg kunne besøge Bertie i fængselet i Salisbury.

Mens Bertie og jeg var i fængsel, blev vores små børn, Peter og Pauline, passet af Lyall og Donovan. Selv om Donovan kun var 16, fortsatte han med vores minedrift. Da Bertie blev løsladt fra fængselet, besluttede vi at flytte til Bulawayo, da det ikke gik så godt med minen. Bertie fik arbejde ved jernbanerne, og jeg supplerede vores indkomst ved at anvende mine nyligt tillærte færdigheder som syerske.

Berties arbejde som nitter ved jernbanerne blev regnet for at være meget vigtigt, så han blev fritaget fra militærtjeneste. I disse krigsår var der omkring en halv snes hvide Jehovas vidner i Bulawayo der samledes til møder i vores lillebitte hus, og et andet sted i byen samledes nogle få af vores sorte brødre og søstre. Men nu er der over 46 menigheder af Jehovas Vidner i Bulawayo som består af både sorte og hvide.

Tjeneste efter krigen

Efter krigen bad Bertie jernbaneselskabet om at blive forflyttet til Umtali (nu Mutare), en smuk by ved grænsen til Mocambique. Vi ønskede at tjene hvor behovet for forkyndere var større, og Umtali lod til at være det perfekte sted eftersom der ikke var nogen Jehovas vidner i byen. Under vores korte ophold blev familien Holtshauzen, som havde fem sønner, Jehovas vidner. Nu er der 13 menigheder i byen!

I 1947 talte vi i familien om muligheden for at Bertie kunne genoptage pionertjenesten. Lyall, som var vendt tilbage fra sin pionertjeneste i Sydafrika, støttede idéen. Donovan var dengang pioner i Sydafrika. Da afdelingskontoret i Cape Town fandt ud af at Bertie ønskede at begynde i pionertjenesten igen, bad de ham i stedet om at åbne et litteraturdepot i Bulawayo. Han tog derfor sin afsked ved jernbanen, og vi flyttede tilbage til Bulawayo. Kort tid efter ankom de første missionærer i Sydrhodesia til Bulawayo, deriblandt Eric Cooke, George og Ruby Bradley, Phyllis Kite og Myrtle Taylor.

I 1948 besøgte Nathan H. Knorr, Vagttårnsselskabets tredje præsident, og hans sekretær, Milton G. Henschel, Bulawayo og sørgede for at depotet blev et afdelingskontor, med broder Cooke som den tilsynsførende. Året efter blev vores datter Lindsay født. I 1950 blev afdelingskontoret flyttet til Salisbury, hovedstaden i Sydrhodesia, og vi flyttede med. Vi købte et stort hus, hvor vi boede i mange år. Vi havde altid pionerer og andre til at bo hos os, så vores hjem blev kendt som hotel McLuckie!

I 1953 overværede Bertie og jeg Jehovas Vidners internationale stævne på Yankee Stadium i New York. Det var en mindeværdig begivenhed. Fem år senere, i 1958, var Lyall, Estrella, Lindsay og Jeremy på kun 16 måneder med os til det enormt store internationale stævne på Yankee Stadium og det nærliggende Polo Grounds. En rekordstor tilhørerskare på over en kvart million overværede det offentlige foredrag den sidste dag.