Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Jehovas Vidner — Årbogsrapport 1997
    Jehovas Vidners Årbog 1997
    • Stævnet „Sendebud med fred fra Gud“

      I alle dele af verden ser Jehovas tjenere frem til deres årlige områdestævner. Hvis det ikke er muligt at samles lokalt, bestræber de sig for at rejse til et andet land for at kunne overvære denne årlige åndelige fest. Den række stævner der begyndte sidste år, havde temaet „Sendebud med fred fra Gud“. Følgende ord af salmisten har vist sig at være sande: „Stor fred har de der elsker din lov.“ — Sl. 119:165.

      I mange lande er det nok at holde to eller tre stævner for at alle kan overvære programmet. Men både i USA og i Brasilien var det nødvendigt at holde op mod 190 stævner for at skaffe plads til alle. I Mexico havde man tilrettelagt 181 stævner.

      I juli måned blev der holdt et internationalt stævne i Prag i Tjekkiet. Tre medlemmer af Det Styrende Råd talte til de mere end 21.000 tilstedeværende. De fleste kom fra Tjekkiet, men der var også adskillige tusind fra Canada, Japan, Polen, Schweiz, Slovakiet, Tyskland, USA og Østrig. Der blev desuden holdt to internationale stævner i Polen — ét i Łódź og et andet i Warszawa — og de tilstedeværende kunne tydeligt mærke at Jehovas ånd var til stede. I august blev der også holdt to internationale stævner i Tallinn i Estland. De blev overværet af estere, letter, litauere, russere og andre. Der var delegerede fra i alt 15 lande. En lokal avis skrev: „Tallinn er bogstavelig talt fyldt med Jehovas vidners gudsdyrkelse.“ En af stævnedeltagerne sagde: „Det var en lille forsmag på hvordan det vil være i den nye verden.“

      Der var også planlagt et internationalt stævne i Bukarest i Rumænien. Men det var den rumænske ortodokse kirke stærkt imod. Overalt i Bukarest kunne man se provokerende plakater. Aviser, tv og radio blev brugt til at puste til ilden. Hoteldirektører blev overtalt til at opsige deres kontrakter. Både myndigheder og stadionledelse gav efter, og kontrakten på stadion blev opsagt. Gennem alt dette blev brødrene holdt oppe af de inspirerede løfter i Esajas 51:7 og Jeremias 50:34. Men ville det blive muligt at nyde godt af stævneprogrammet?

      Da man flere måneder før dette traf forberedelse til at holde et områdestævne i Budapest i Ungarn, havde brødrene ikke planer om at leje det store stadion som de havde benyttet i 1991 da der kom delegerede fra 35 lande. De mente at dette stadion ville være alt for stort denne gang. Ikke desto mindre gav direktøren dem et tilbud der var så fordelagtigt at brødrene alligevel lejede det i den hensigt kun at bruge en del af det. Men da vanskelighederne tog til i Rumænien, gav man afdelingskontoret i Ungarn besked om at planlægge et internationalt stævne i Budapest. Det var derfor meget „heldigt“ at de allerede havde lejet et stadion der kunne rumme så mange. En overskrift i den største aftenavis i Budapest lød: „BUKAREST: NEJ — BUDAPEST: JA. Jehovas Vidner på Nép-stadion.“ Stævnet i Budapest blev overværet af 23.893 fra 12 lande. Med to andre stævner i Ungarn kom det samlede tilhørertal op på 36.326.

      I mellemtiden skete der noget i Rumænien. Theodore Jaracz, der er medlem af Det Styrende Råd, fortæller: „Vi kan kun sige at Jehovas himmelvogn var i bevægelse. Den kan til hver en tid ændre hastighed og retning. Problemet er at den jordiske organisation nogle gange har svært ved at holde trit!“ (Ez. 1:4-28) Blot en uge før stævnet ifølge planen skulle afholdes, lykkedes det brødrene at tegne en kontrakt med et stadion i Cluj-Napoca i det nordvestlige Rumænien. Tusinder af delegerede måtte ændre rejseplaner. Der skulle findes logi til 6000. Der var kun få dage at forberede det hele i. Da der blot var to dage til stævnet, fik man lejet endnu en stævneplads, nemlig i Brasov i den østlige del af landet. Det var kun med Jehovas ånds hjælp at det lykkedes at få det hele klar. Hvad blev resultatet? Stævnet i Cluj-Napoca blev overværet af 22.004; i Brasov kom der 12.862, heriblandt 1056 fra Bulgarien. Der blev i alt døbt 1631.

      Inde i Bukarest opfordrede kirken til en protestdemonstration den dag stævnet skulle begynde, men de eneste der dukkede op, var politiet og en ældre mand. Nogle brødre gav dem publikationer og aflagde et godt vidnesbyrd. Som der siges i Jeremias 1:19: „De skal kæmpe imod dig, men de vil ikke kunne klare sig imod dig, for ’jeg er med dig,’ lyder Jehovas udsagn, ’for at udfri dig.’“

  • Jehovas Vidner — Årbogsrapport 1997
    Jehovas Vidners Årbog 1997
    • 1. Stævnedeltagere i Cluj-Napoca i Rumænien

      2, 3. Nogle af de 1631 der blev døbt i Cluj-Napoca og Brasov i Rumænien

      4. Begejstrede stævnedeltagere på Nép-stadion i Ungarn

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del