Efterveerne af Pinatubos udbrud

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I FILIPPINERNE

OVERSVØMMEDE huse. Ødelagte forretninger. Væltede og bortrevne biler. Begravede bygninger. Tusinder af mennesker på flugt eller prisgivet, forhindret i at flygte. Hvad er årsagen? Jordskælv? Sneskred? Nej. Det er en fortsat række af laharer. Hvad er laharer? Det er strømme af vand blandet med vulkanske aflejringer, deriblandt aske, pimpsten og klippestykker fra igangværende og tidligere udbrud.

Det er meget sandsynligt at du indtil for få år siden aldrig havde hørt om Mount Pinatubo på Filippinerne. Men efter et voldsomt vulkanudbrud den 15. juni 1991 blev „Pinatubo“ et velkendt navn i mange dele af verden. Efter at have været uvirksom i næsten 500 år udspyede Mount Pinatubo sit vulkanske indhold i en af dette århundredes største paddehatteskyer. Aske, sand og klippestykker blev slynget ud fra vulkanen og regnede ned over omgivelserne i sjældent sete mængder.a

Vulkanen sendte gigantiske mængder materiale mere end 20 kilometer op i Jordens atmosfære. Noget af det faldt ned igen, men store mængder støv blev hængende i luften — og der var ikke kun tale om støv, men også om cirka 20 millioner tons svovldioxid!

Måske mindes du nogle af de globale følger: en periode med usædvanligt smukke solnedgange; en ualmindelig klar, total solformørkelse over Mexico og nabolandene i 1991; forandringer i vejrforholdene, deriblandt temperaturfald nogle steder på den nordlige halvkugle, samt en øget nedbrydning af Jordens ozonlag. Eller måske har du hørt om den forværrede fødevaremangel og de sygdomme der ramte folk som blev fordrevet på grund af udbruddet.

De langvarige efterveer

En af de alvorligste efterveer af Pinatubos udbrud — og en som måske har unddraget sig det meste af verdens opmærksomhed — er det fænomen der kaldes en lahar. Som nævnt i begyndelsen af denne artikel, har laharer været årsag til uhørte lidelser for titusinder af mennesker. Som følge af disse mudderstrømme er efterveerne af Pinatubos udbrud langtfra forbi. De er fortsat lige indtil nu. Du har måske ikke personligt mærket noget til dem, men i nærheden af Mount Pinatubo er der stadig forretninger, arbejdspladser, boliger og liv, ja endda hele byer som udslettes af laharer.

Mange laharer ligner mudderfloder med usædvanlig store mængder sediment; men når de indeholder mere end 60 procent aflejringer, begynder de at ligne flydende cement, og kan være særdeles ødelæggende. I bogen A Technical Primer on Pinatubo Lahars (En faglig grundbog om Pinatubos laharer) står der: „Disse mudderstrømme er så kompakte (har over dobbelt så stor rumvægt som vand) at store kampesten, sænkefaskiner fyldt med sten, biler, betonbygninger og selv broer bliver løftet op og ført med strømmen.“

Hvordan opstår laharer? Som nævnt udspyede Mount Pinatubo enorme mængder materiale under udbruddet. Noget af det kom ud i atmosfæren, men meget faldt ned og lagde sig på bjerget og det nærliggende område som pyroklastiske aflejringer. Hvor meget er der tale om? Ifølge en rapport fra Det Filippinske Institut for Vulkanologi og Seismologi drejer det sig om 6,65 milliarder kubikmeter. Den amerikanske vulkanolog C. G. Newhall siger at den mængde materiale der blev udspyet, er tilstrækkelig til „at anlægge en firsporet motorvej tværs over USA mindst ti gange“. Heraf består 3,45 milliarder kubikmeter af nedbrydeligt materiale — som blot venter på at regnen skal komme og skylle det længere ned, og undervejs danne laharer. På Filippinerne kan tropisk uvejr og tyfoner forværre situationen. Der kan falde store mængder regn på kort tid, hvilket medfører kraftige laharer.

Det er netop det der er sket i flere år. Gentagne gange har voldsomme regnskyl gennemvædet vulkanske aflejringer og sat dem i bevægelse. Laharer har omdannet frugtbar landbrugsjord til golde sletter. Hele byer er blevet begravet så kun hustagene stikker op over jorden, og det er i nogle tilfælde sket på en enkelt nat. I tusindvis af hjem er blevet ødelagt, og folk er blevet fordrevet fra deres hjemstavn og tvunget til at påbegynde en ny tilværelse et helt andet sted. Indtil begyndelsen af 1995 havde laharer flyttet 63 procent af det vulkanske materiale ned i lavlandet, men det betyder at der på bjerget stadig findes 37 procent som truer med at forvolde fremtidige ødelæggelser. Og en stor del af de 63 procent der allerede er skredet ned, udgør stadig en trussel. Store mængder regnvand danner render i det materiale der ligger aflejret længere oppe på skråningerne. Det sætter endnu en gang laharen i bevægelse, til fare for liv og ejendom længere nede. I juli 1995 skrev Manila Bulletin: „Enoghalvfems barangayer (landsbyer) . . . er blevet slettet af kortet over den centrale del af [øen] Luzon, begravet under flere tons vulkanske aflejringer.“

En ny katastrofe

Lørdag aften den 30. september 1995 blev Luzon ramt af den voldsomme tropiske storm Mameng (internationalt kendt som Sybil). Der faldt store mængder regn over Mount Pinatubo, og katastrofen var en kendsgerning. Mudderstrømmene var igen på vej. De rev alt med sig. I et område brød et tværgående dige sammen, så hidtil skånede områder blev ramt af laharer der var op til 6 meter høje. Etplanshuse blev fuldstændig begravet. Folk søgte at redde livet ved at klatre op på hustagene. Dér hvor mudderstrømmen var særlig tyktflydende, rev den kampesten, biler og endda huse med sig.

Oversvømmelser er endnu en følge af laharer, eftersom disse ændrer floders og afvandingssystemers løb. Tusinder af hjem stod under vand, deriblandt mange som tilhørte familier af Jehovas vidner, og ligeledes flere rigssale.

Andre var mere uheldige. Hvis man befinder sig i en lahar der er i bevægelse, eller i det mudder den lige har efterladt, vil man hurtigt synke, og det er meget svært at komme fri. Der går flere timer eller dage inden materialet er hårdt nok til at man kan gå på det. Hvordan kom folk i sikkerhed? Nogle opholdt sig på hustage eller i træer der ragede op af mudderet indtil de kunne gå på det. Andre hagede sig fast i eller gik på telefonledninger, dér hvor laharen havde nået den højde. Nogle kravlede på det halvt stivnede mudder som laharen havde efterladt. Adskillige mistede livet. Myndighederne sendte helikoptere til de hårdest ramte områder og hentede folk fra hustagene. — Alt dette er nærmere beskrevet i den efterfølgende artikel „Vi blev reddet fra en lahar!“

Kærlighed tilskynder andre til at hjælpe

Mange af Jehovas vidner havde mistet eller fået beskadiget deres huse og flere rigssale, men de var glade for at konstatere at alle deres kristne brødre og søstre havde overlevet. Der var dog tydeligvis hårdt brug for hjælp til dem der var blevet ramt af laharer eller oversvømmelser. Nogle Jehovas vidner havde kun det tøj de stod og gik i, og det var gennemblødt af mudder. Hvordan kom deres medkristne dem til undsætning?

Ældstebrødrene fra selve området gjorde hvad de kunne for at finde ud af om deres kristne brødre var i sikkerhed eller skulle evakueres. Det voldte store vanskeligheder, eftersom lahar-aflejringerne stadig var bløde mange steder. Guillermo Tungol, en ældste fra Bacolor menighed, fortæller: „Vi tog ud for at hjælpe. Vi gik på telefonledningerne for at nå frem til brødrene.“ Wilson Uy, en heltidstjener fra samme menighed, tilføjer: „Det var næsten umuligt at nå frem fordi vi skulle igennem voldsomt strømmende vand der gik os til op over livet.“ Med forsigtighed lykkedes det dog at finde ud af hvordan menighedens medlemmer havde det og at hjælpe hvor det var muligt.

Mandag morgen den 2. oktober var Vagttårnsselskabets afdelingskontor godt orienteret om hvad der var brug for. Var de 345 frivillige medarbejdere på afdelingskontoret i stand til at hjælpe? Ja, og det endda omgående! Klokken ti om formiddagen havde disse medarbejdere alene skænket hen ved en ton tøj til deres nødstedte kristne brødre. Sammen med nogle fødevarer og penge blev det sendt af sted med en lastbil der nåede frem samme dag.

I løbet af få dage blev menighederne i storbyområdet Manila gjort opmærksomme på behovet. Der blev snart fremsendt yderligere fem tons tøj samt andre nødvendige forsyninger. Et Jehovas vidne fra Japan var på besøg i Filippinerne da katastrofen indtraf. Hun var lige kommet fra Hongkong, hvor hun havde købt en del tøj til sig selv. Da hun fandt ud af hvordan det stod til med hendes kristne trosfæller i nærheden af Mount Pinatubo, gav hun dem sit nyindkøbte tøj inden hun rejste tilbage til Japan. Hvor er det velgørende når sande kristne viser kærlighed mod dem der er i nød — ikke blot ved at ønske det bedste for dem, men ved at ’give dem det fornødne til legemet’. — Jakob 2:16.

Det er også prisværdigt at Jehovas vidner ikke lod sådanne hændelser dæmpe deres nidkærhed for det åndelige. De kristne møder fortsatte — i ét tilfælde endda mens vandet stod i ankelhøjde inde i selve rigssalen. I erkendelse af hvor vigtigt det er at bringe Bibelens budskab ud til andre, fortsatte disse kristne også med at forkynde fra hus til hus. Nogle måtte vade gennem vand for at komme til det område hvor de skulle forkynde — et sted hvor der ikke var helt så store oversvømmelser. De medbragte skiftetøj og klædte om da de nåede til et mere tørt sted. Til trods for at disse kristne selv havde det svært, undlod de altså ikke at vise omsorg for andre.

Ja, efterveerne af Pinatubos udbrud er mere omfattende end mange havde troet, og de vil vare nogle år endnu. Der er gjort forsøg på at dæmme op for mudderstrømmene, men til tider lader det sig ikke gøre. Hvor er det opmuntrende at se når sande kristne i sådanne situationer finder anledning til at vise deres kærlighed til Gud og næsten!

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 21]

Den indflydelse Mount Pinatubo har haft på verdensplan

NÅR først et så voldsomt vulkanudbrud som det fra Mount Pinatubo ophører, er alle dets virkninger også overstået. Er det rigtigt? Nej, langtfra. Læg mærke til nogle af de langvarige globale følger.

■ Måske var du en af dem der bemærkede de usædvanligt smukke solnedgange i en periode efter udbruddet?

■ Videnskabsfolk i Mexico var overraskede over den ualmindelig klare korona ved den totale solformørkelse der kunne ses den 11. juli 1991. Hvad var årsagen? Pinatubos udbrud. Støvpartikler fra vulkanen spredte koronaens lys mere end normalt.

■ Også vejret blev påvirket. Cirka tre måneder efter udbruddet forlød det at Tokyo fik omkring 10 procent mindre direkte sollys end normalt. Vulkansk aske udelukkede en del af sollyset. Tidsskriftet Science News anførte at gennemsnitstemperaturen visse steder på den nordlige halvkugle faldt med 1 grad celsius.

■ Endnu en følge var en forøget nedbrydning af jordens ozonlag. Svovlsyre dannet i atmosfæren som følge af udbruddet, kombineret med klor fra menneskeskabte forureningskilder, nedbrød en del ozon. Ozonlaget danner normalt et atmosfærisk skjold som bidrager til at beskytte mennesker mod at udvikle kræft. Kort tid efter udbruddet faldt ozonniveauet over Antarktis til næsten nul, og ved ækvator med 20 procent.

■ Andre negative følger var sult og sygdomme. De der blev fordrevet på grund af vulkanudbruddet, var tvunget til at bo midlertidigt i evakueringscentre, hvor sygdomme hurtigt bredte sig. Særlig hårdt ramt var aetaerne, et stammefolk som var nødt til at forlade deres område og flygte til et for dem uvant miljø.

Vi blev reddet fra en lahar!

DEN 1. oktober 1995 skulle blive en uforglemmelig dag for familien Garcia. Denne familie, der består af aktive Jehovas vidner, boede i et boligkvarter i byen Cabalantian i kommunen Bacolor i den filippinske provins Pampanga. Selv om deres hus lå i nærheden af de områder der var blevet ramt af laharer fra Mount Pinatubo, var det ikke blevet direkte berørt af dem. Cabalantian var blevet skånet fordi myndighederne havde lavet nogle tværgående diger til at dæmme op for mudderstrømmen. Men situationen skulle snart ændre sig.

Under et voldsomt tropisk uvejr var der faldet 216 millimeter regn på Mount Pinatubo. Tidligt om morgenen ringede telefonen hos familien Garcia. Det var en der havde fået forkert nummer, men vedkommende sagde at et dige var brudt sammen og at familien skulle regne med at der ville komme oversvømmelse.

Ildprøven begynder

Nonato Garcia, faderen i familien og samtidig præsiderende tilsynsmand i Villa Rosemarie-menigheden, fortæller: „Søndag morgen inden klokken fem begyndte vandet at stige omkring vores hus.

Jeg troede der blot var tale om en almindelig oversvømmelse, så vi begyndte at bære vores ting op ovenpå. Men da klokken havde passeret 10 om formiddagen, opdagede jeg at vandet var blandet med lahar-mudder. Mudderstrømmen blev fortsat større og voldsommere indtil den var så massiv at den rev kampesten med sig. Vi klatrede op på taget.

Senere blev også biler og endda huse ført med af strømmen. Et hus der var blevet ramt af en stor kampesten faldt sammen og flød væk. Dets tag blev af strømmen ført hen i nærheden af vores hus. Der var folk på taget. Jeg kaldte på dem og opfordrede dem til at komme over på taget af vores hus. Vi kastede et tov over til dem som de kunne gribe fat i. Jeg havde tovet om livet og trak dem en efter en over til os. Efterhånden kom der flere til fra andre tage som blev overskyllet. Alt imens fortsatte det med at regne.

Om eftermiddagen begyndte helikoptere at flyve hen over området. Men ingen af dem kom ned for at redde os, selv om vi vinkede alt hvad vi kunne. Vi tænkte at der nok var nogle som havde mere brug for hjælp end os, og at de tog dem først. Jeg indstillede mig på at der kunne gå nogen tid inden vi ville blive hentet, for der var mange som var strandet på hustage.

I en sådan situation har bønnen stor betydning. Selv når man befinder sig i stor fare, forsvinder frygten hvis man beder. Vi bad ikke om at Jehova måtte udføre et mirakel, men om at hans vilje måtte ske, i erkendelse af at alle kan blive ramt af en ulykke. Jeg bad også om styrke, mod og visdom. Alt dette hjalp os til at klare den situation vi var i.“

Nonatos kone, Carmen, siger: „Det min mand siger om bøn, er virkelig rigtigt. Jeg bliver helt ude af mig selv når nogle af mine nærmeste er i livsfare. Da jeg så at taget blev fyldt med lahar-mudder og ramt af kampesten, sagde jeg til min mand: ’Det ser ud til at alt håb er ude nu.’ Men han opmuntrede mig ved at sige: ’Lad os bede sammen.’“

Nonato fortsætter: „Klokken fire om eftermiddagen var mudderstrømmen stadig meget voldsom. Huset blev ramt af store klippestykker. Lahar-aflejringer havde dækket hen ved halvdelen af taget. Jeg begyndte at tænke på hvor svært det ville være at komme derfra når mørket inden længe faldt på. Vi besluttede derfor at tage af sted mens det endnu var lyst.

Jeg kastede en stol ud i mudderet for at se om den ville synke, og prøvede endda om den kunne bære mig, og den sank ikke. Så fik jeg fat i en lang træstang til at prikke i mudderet med. Den brugte jeg til at finde de områder der var hårde nok til at kunne bære os. På den måde begyndte vi, sammen med nogle af vore naboer, at begive os gennem mudderet. Vi var 26 i alt.

Vi søgte hen mod et meget højere tag et stykke borte. Med træstangen prikkede vi hele tiden i mudderet for at finde ud af hvor vi kunne gå. De steder hvor det stadig var meget blødt, kravlede vi.“

Med tårer i øjnene fortæller Carmen: „Nogle steder var vi lige ved siden af lahar-strømmen og måtte gå sidelæns ad meget smalle passager. På et tidspunkt sank jeg i til livet og sagde til min mand: ’Jeg kan ikke mere. Jeg dør.’ Men han sagde: ’Nej, du kan godt. Kom op.’ Med Jehovas hjælp fortsatte vi vores vandring.“

Nora Mengullo, en af familiens slægtninge, tilføjer: „Nogle steder var mudderet for blødt til at man kunne kravle. Så lagde vi os på ryggen og skubbede os fremad med fødderne. Nogle gange sank vi for langt ned, men så hjalp vi med at trække hinanden af sted, først og fremmest børnene.“

Reddet til sidst!

Nonato fortsætter: „Mens vi møjsommeligt kravlede langs udkanten af mudderstrømmen, fløj en helikopter ind over os, og besætningen så hvilken stor knibe vi befandt os i — vi var ikke på et tag, men befandt os midt i nogle lahar-aflejringer. En af vore ledsagere holdt sit otte måneder gamle barn højt op, i håb om at redningsfolkene ville lægge mærke til vores nød. De kom ned til os. Vi lod dem først tage børnene og kvinderne, eftersom de ikke kunne have os alle.

Til sidst blev vi også samlet op og bragt til et evakueringscenter. Her havde man ikke noget tøj at give os, så vi kunne ikke få skiftet vores muddertilsølede tøj. Jeg sagde til personalet at jeg selv og min familie ville finde en rigssal i stedet for at gå med de andre ind på evakueringsområdet. Da vi kom hen til rigssalen, fik vi omgående tøj, mad og anden form for hjælp. Der ankom flere brødre fra menigheden, og de hjalp os også.“

Carmen siger: „Nu hvor vi ikke kunne få hjælp fra anden side, følte vi hvor stor en velsignelse vort kristne brodersamfund er.“

Familien Garcias hus blev begravet af mudderstrømmen, men det er glædeligt at forældrene og deres tre børn, Lovely, Charmy og Charly, overlevede ildprøven sammen med alle de andre Jehovas vidner i området.