Dommer Oliver Wendell Holmes junior fra USA’s Højesteret forsvarede talefriheden i et antal retskendelser. I en beskrivelse af talefrihedens kendetegn siger han: „Hvis der er en lov i forfatningen der kræver større opmærksomhed end andre, er det loven om frihed til at offentliggøre sine tanker — en frihed der ikke blot gælder dem som er enige med os, men også dem hvis tanker vi afskyr.“ — United States v. Schwimmer, 1928.

De færreste af dem der kræver ubegrænset ytringsfrihed, er uenige med højesteretsdommer Oliver Wendell Holmes, jun., som for mere end et halvt århundrede siden skrev i en skelsættende kendelse angående talefrihed: „Selv den strengeste skærpelse af talefriheden vil ikke beskytte en mand hvis han falskeligt råber ’Ildebrand!’ i et teater og skaber panik.“ Nej, konsekvenserne af en sådan handling er indlysende. Det er derfor ufornuftigt at forkæmperne for ubegrænset talefrihed tillægger en af kendelsens efterfølgende sætninger lidt eller slet ingen værdi og i trods handler selvrådigt mod den. Holmes fortsatte nemlig: „Spørgsmålet i enhver sag er om de ord der benyttes, bliver brugt under sådanne omstændigheder og er af en sådan art at de udgør en tydelig og aktuel fare og vil afstedkomme alvorlige onder som Kongressen har ret til at forhindre.“