ENDNU EN STOR PRØVELSE

Arne, Gary og jeg var en lykkelig og glad familie. Der gik ikke lang tid før Arne byggede vores hus større, så vi kunne have mine aldrende forældre boende. Men da vi havde været gift i seks år, fik vi en uhyggelig besked — Arne havde fået en hjernesvulst. I en lang periode besøgte jeg ham hver dag på hospitalet mens han fik strålebehandling. En tid så det ud som om han fik det bedre, men så forværredes hans tilstand, og han fik et slagtilfælde. Jeg fik at vide at han kun havde nogle få uger tilbage at leve i. Men Arne overlevede og kom til sidst hjem, hvor jeg plejede ham, og langsomt fik han det bedre. Efter nogen tid var han i stand til at gå igen og kunne genoptage sit arbejde som ældste i menigheden. Hans positive indstilling og humoristiske sans hjalp ham til at komme sig og gjorde det lettere for mig at tage mig af ham.

Mange år senere, i 1986, blev Arne meget syg igen. På det tidspunkt var mine forældre døde, så vi flyttede fra Sydney ud til de smukke Blue Mountains, hvor vi var nærmere ved vores venner. Senere giftede Gary sig med Karin, en sød, åndeligsindet søster, og de foreslog at vi alle fire skulle bo sammen. I løbet af et par måneder flyttede vi alle ind i et hus der lå blot nogle få gader fra hvor Arne og jeg havde boet.

I de sidste 18 måneder Arne levede, var han bundet til sengen og havde behov for konstant pleje. Da jeg var nødt til at være hjemme det meste af tiden, brugte jeg hver dag to timer til at studere Bibelen og vores publikationer. Derigennem fik jeg mange gode råd om hvordan jeg skulle klare den situation jeg befandt mig i. Jeg fik også kærlige besøg af ældre fra menigheden. Nogle af dem havde været ude for lignende prøvelser, og deres besøg var til stor opmuntring for mig. I april 2003 døde Arne — med et sikkert håb om at der vil komme en opstandelse.

[Illustration på side 16]

Sammen med Arne da han var syg