Når familien rammes af kronisk sygdom

FAMILIEN Du Toits glæde virker smittende. Det er en fornøjelse at se hvor glade alle i familien er for hinanden. Når man møder dem, kan man slet ikke forestille sig al den modgang de har haft.

Det begyndte da Braam og Anns første barn, Michelle, var to år og de fik at vide at hun havde en arvelig kronisk sygdom der forårsager invaliderende muskelsvækkelse.

„Pludselig må man lære at leve med en invaliderende kronisk sygdom, og man bliver klar over at familielivet aldrig vil blive det samme igen,“ forklarer Ann.

Men efter at de havde fået endnu en datter og en søn, blev familien igen ramt af en tragedie. En dag da de tre børn legede udenfor, kom pigerne styrtende ind i huset. „Mor! Mor!“ skreg de. „Skynd dig at komme! Der er noget galt med Neil!“

Da Ann skyndte sig ud, så hun sin treårige dreng hjælpeløs med hovedet hængende til den ene side. Han kunne ikke holde hovedet oprejst.

Ann fortæller: „Chokket var forfærdeligt, og jeg var straks klar over hvad han fejlede. Jeg var dybt bedrøvet over at den raske lille gut nu skulle leve med den samme invaliderende muskelsygdom som hans ældste søster.“

„Glæden ved at stifte en sund og rask familie blev snart overskygget af en af de største prøvelser vi nogen sinde havde været ude for,“ fortæller Braam.

Selv om Michelle modtog den bedst mulige behandling på sygehuset, døde hun til sidst, kun 14 år gammel, som følge af de komplikationer hendes sygdom medførte. Neil kæmper fortsat mod sygdommens følgevirkninger.

Det rejser spørgsmålet: Hvordan klarer familier som Du Toits de udfordringer der er forbundet med at have en kronisk syg i familien? Svaret får vi i de efterfølgende artikler.

Kronisk sygdom — et familieanliggende

HVAD er kronisk sygdom? Enkelt sagt er det sygdom der varer ved i længere tid. En professor beskriver kronisk sygdom som „en ændret helbredstilstand der ikke kan kureres med et enkelt kirurgisk indgreb eller en kortvarig medicinsk behandling“. Det der gør kronisk sygdom eller dens følgevirkninger til noget af en udfordring, er ikke blot sygdommens beskaffenhed og behandlingen, men at man skal døje med den i lang tid.

Desuden er patienten sjældent alene om at mærke følgevirkningerne. „De fleste hører til en familie, og det chok og de bekymringer du [patienten] får, vil dine nærmeste dele med dig,“ hedder det i bogen Motor Neurone Disease — A Family Affair. Det bekræftes af en mor hvis datter havde cancer. „Hvert eneste familiemedlem er berørt — uanset om de viser det eller er sig det bevidst,“ siger hun.

Det vil naturligvis ikke være alle der berøres på samme måde. Men hvis familiens medlemmer forstår hvordan kronisk sygdom indvirker på folk i almindelighed, vil de sandsynligvis være bedre rustede til at klare netop den situation de befinder sig i. Og hvis ens omgangskreds — kolleger, skolekammerater, naboer, venner — forstår hvordan kronisk sygdom påvirker folk, vil de være bedre i stand til at yde den rette hjælp og støtte. Lad os med det i tanke se nærmere på hvordan familier kan berøres af kronisk sygdom.

En rejse gennem et fremmed land

De erfaringer en familie må gøre når den rammes af kronisk sygdom, kan sammenlignes med at de tager på en rejse gennem et fremmed land. Mens noget vil ligne det familien kender fra sit hjemland, vil andet være uvant eller fuldstændig anderledes. Når en i familien rammes af kronisk sygdom, vil meget i familiens tilværelse stort set forblive uændret. Men visse ting vil blive meget anderledes.

Til at begynde med indvirker sygdommen måske på familiens daglige rytme, og alle i familien må tilpasse sig for at tackle situationen. Det bekræfter Helen på 14 år, hvis mor lider af en alvorlig kronisk depression. „Vi planlægger hver dag efter hvad mor kan klare,“ fortæller hun.

Selv behandlingen — der har til formål at lindre sygdommens symptomer — kan medføre yderligere forstyrrelser i familiens nye hverdag. Det var også tilfældet for Braam og Ann, som blev nævnt i den foregående artikel. „Vi var nødt til at foretage væsentlige justeringer i vores dagligdag på grund af den behandling børnene fik,“ siger Braam. Ann forklarer: „Vi var i fast rutefart til og fra sygehuset hver dag. Desuden måtte vi på lægens anbefaling give børnene seks små måltider om dagen for at kompensere for at de havde svært ved at optage næring. Det var for mig en helt ny form for madlavning.“ Det var en endnu større udfordring at hjælpe børnene til at foretage den nødvendige styrketræning. „Det var en daglig kamp om hvem der kunne sætte sin vilje igennem,“ siger Ann.

Efterhånden som patienten vænner sig til generne — og nogle gange smerterne — ved lægebehandlingen og undersøgelserne, bliver han mere og mere afhængig af familien med hensyn til praktisk hjælp og følelsesmæssig støtte. Derfor er det ikke nok at familiens medlemmer lærer nye færdigheder for at kunne tage sig af den fysiske pleje af patienten; de er også tvunget til at justere deres holdninger, følelser, livsstil og daglige gøremål.

Alle disse krav kan forståeligt nok i stigende grad sætte familiens udholdenhed på prøve. En mor hvis datter modtog kræftbehandling på sygehuset, siger samstemmende at det kan „være mere udmattende end nogen kan forestille sig“.

Vedvarende uvished

„Sygdommens bestandige op- og nedture giver en foruroligende følelse af uvished,“ skriver bogen Coping With Chronic Illness — Overcoming Powerlessness. Netop som familiens medlemmer er ved at vænne sig til bestemte forhold, ændres omstændighederne måske pludselig så de bliver endnu vanskeligere at klare. Patientens symptomer er måske uberegnelige eller kan pludselig blive værre, og behandlingen medfører måske ikke den bedring man havde regnet med. Det kan være at behandlingen i en periode må ændres, eller at den resulterer i uforudsete komplikationer. Efterhånden som patienten bliver mere afhængig af den støtte som den rådvilde familie bestræber sig på at yde, kan man pludselig give los for nogle følelser man før har holdt tilbage.

Mange sygdomme er af uforudsigelig karakter, hvilket uundgåeligt leder til spørgsmål som: Hvor længe vil det vare ved? Hvor meget værre vil sygdommen blive? Hvor meget mere af den slags kan vi bære? Dødelig sygdom fører ofte til at man overvældes af uvished om hvornår døden rammer.

Sygdommen, behandlingen, udmattelsen og uvisheden har i forening en anden uventet konsekvens.

Indvirkningen på ens sociale liv

„Jeg var nødt til at overvinde den stærke følelse af isolation og fornemmelsen af at være fanget i en fælde,“ forklarer Kathleen, hvis mand havde en kronisk depression. „Situationen var ulidelig fordi vi aldrig kunne invitere eller selv tage imod en indbydelse og være sammen med andre. Det endte med at vi praktisk talt intet samvær havde med nogen.“ Mange må til sidst ligesom Kathleen slås med skyldfølelser fordi de virker ugæstfri og afslår invitationer. Hvorfor sker dette?

Selve sygdommen eller behandlingens bivirkninger kan gøre det vanskeligt, om ikke umuligt, at deltage i sociale aktiviteter. Familien og patienten skammer sig måske lidt over sygdommen eller frygter at den kunne give anledning til pinlige situationer. Patientens nedtrykthed kan få ham til at føle at han ikke længere er god nok for sine gamle venner, eller også kan familien simpelt hen ikke overkomme selskabelighed. Af forskellige grunde kan kronisk sygdom let resultere i isolation og ensomhed for hele familien.

Det er heller ikke alle der ved hvad de skal sige, eller hvordan de skal reagere når de er sammen med en der har et handicap. (Se rammen „Hvordan man kan hjælpe og støtte“, side 11.) „Når ens barn adskiller sig fra andre børn, er mange tilbøjelige til at stirre på det og komme med tankeløse bemærkninger,“ siger Ann. „Faktisk giver man mange gange sig selv skylden for børnenes sygdom, og andres kommentarer øger blot ens skyldfølelse.“ Det Ann siger, berører noget andet som familier sandsynligvis vil opleve.

Destruktive følelser

„Når diagnosen stilles, reagerer de fleste familier med chok og vantro og benægter kendsgerningerne,“ udtaler en forsker. „Det er mere end de kan klare.“ Ja, man kan blive knust når man får at vide at en man holder af, har en livstruende eller invaliderende sygdom. Familien føler måske at dens drømme og forhåbninger er bristet, og at den går en usikker fremtid i møde. Alle er derfor både rådvilde og ulykkelige.

Ganske vist kan en diagnose føles som en lettelse for mange familier hvor én har haft langvarige og foruroligende symptomer uden at man har kendt årsagen. Men nogle familier reagerer måske anderledes på diagnosen. En mor i Sydafrika indrømmer: „Det var så smertefuldt til sidst at få meddelt hvad vores børn fejlede, at vi ærlig talt hellere ville have været fri for at høre diagnosen.“

Bogen A Special Child in the Family — Living With Your Sick or Disabled Child forklarer at „det er naturligt at man gennemgår en tid hvor ens følelser er i oprør . . . efterhånden som man tilpasser sig denne nye situation. Somme tider kan ens følelser være så stærke at man er bange for ikke at kunne styre dem.“ Bogens forfatter, Diana Kimpton, der havde to sønner med cystisk fibrose, beretter: „Jeg var bange for mine egne følelser, og jeg havde brug for at vide at det var i orden at have det så skidt.“

Det er ikke usædvanligt at familier oplever angst — angsten for det uvisse, angsten for sygdommen, angsten for behandlingen, angsten for smerten og angsten for døden. Især børn kan opleve en uudtalt frygt — specielt når de ikke har fået en fornuftig forklaring på det der sker.

Det er også meget almindeligt at føle vrede. Det sydafrikanske tidsskrift TLC forklarer: „Familien bliver ofte gjort til syndebuk for patientens vrede.“ På den anden side er familiemedlemmerne måske også vrede — på lægerne fordi de ikke har opdaget problemet noget før, på sig selv fordi de har videregivet en genetisk defekt, på den syge fordi han ikke har passet godt nok på sig selv, på Satan Djævelen fordi han er årsag til så mange lidelser, eller endog på Gud fordi de mener at det er ham der er skyld i sygdommen. Skyldfølelse er en anden almindelig reaktion på kronisk sygdom. „Praktisk talt alle forældre eller søskende til et kræftsygt barn føler skyld,“ skriver bogen Children With Cancer — A Comprehensive Reference Guide for Parents.

Følgen af en sådan hvirvelstrøm af følelser er ofte — i større eller mindre grad — depression. „Det er nok den mest almindelige reaktion,“ skriver en forsker. „Jeg har et helt arkivskab fuldt af breve som viser det.“

Familien kan godt klare skærene

Der er også en positiv side, nemlig at mange familier har fundet ud af at situationen ikke er nær så vanskelig at tackle som det først så ud til. „De forestillinger man gør sig, er langt værre end virkeligheden,“ forsikrer Diana Kimpton. Hun har af egen erfaring lært at „fremtiden sjældent er så dyster som man først troede“. Når andre familier er kommet helskindede gennem deres rejse i det ’fremmede land’ som kronisk sygdom er, kan du også. Bare det at vide at andre har klaret skærene, har givet mange lindring og håb.

Men det er klart at en familie spørger sig selv: „Hvordan skal vi klare det?“ Den næste artikel vil behandle nogle af de måder hvorpå familier har tacklet kronisk sygdom.

[Tekstcitat på side 5]

Familier må tage sig af patienten og samtidig justere deres holdninger, følelser og livsform

[Tekstcitat på side 6]

Både patient og familie vil opleve stærke følelser

[Tekstcitat på side 7]

Fortvivl ikke. Andre familier har klaret skærene. Det kan du også

[Ramme på side 7]

Nogle udfordringer ved kronisk sygdom

• At få at vide at man er syg, og at tackle sygdommen

• At rette sin livsstil og sine daglige gøremål ind efter sygdommen

• At leve med begrænsede muligheder for socialt samvær

• At bevare en nogenlunde normal tilværelse og have styr på tingene

• Sorgen over det man mister som følge af sygdommen

• At tackle vanskelige følelser

• At bevare et positivt livssyn

Hvordan familien kan lære at leve med kronisk sygdom

AT LÆRE at leve med kronisk sygdom indebærer at man tackler de problemer sygdommen medfører, på en sådan måde at man har en vis kontrol med situationen og fred i sindet. Da kronisk sygdom er et familieanliggende, er det også nødvendigt med kærlig og loyal støtte fra hver enkelt i familien. Lad os betragte nogle af de måder hvorpå en familie kan klare at leve med kronisk sygdom.

Værdien af kundskab

Det er måske umuligt at behandle selve handicappet, men når man ved hvordan man kan leve med belastningen, kan man minimere de negative mentale og følelsesmæssige følger sygdommen har. Dette er i overensstemmelse med et gammelt ordsprog der lyder: „En mand der har kundskab, styrker sin magt.“ (Ordsprogene 24:5) Hvor kan familier få oplysninger der kan hjælpe dem til at klare situationen?

Først må man finde en hjælpsom læge som man kommunikerer godt med, og som tager sig tid til omhyggeligt at uddybe tingene for patienten og de pårørende. „Den ideelle læge har ikke bare den nødvendige faglige kunnen, men også omsorg for den øvrige familie,“ skriver bogen A Special Child in the Family.

Dernæst må man blive ved med at stille specifikke spørgsmål indtil man kan danne sig et begreb om den syges tilstand. Men husk at man nemt kan blive nervøs og forvirret når man er hos lægen, så man glemmer hvad man ville spørge om. Derfor er det godt at skrive spørgsmålene ned i forvejen. Man er måske især interesseret i at vide hvilket sygdomsforløb man må være forberedt på, hvilken behandling sygdommen kræver, og hvad man selv kan gøre. — Se rammen „Spørgsmål som familien kan stille lægen“.

Det er særlig vigtigt at søskende til et kronisk sygt barn får tilstrækkeligt med oplysninger. „Forklar fra første færd hvad der er galt,“ siger en mor. „De kan let komme til at føle sig udenfor hvis ikke de forstår hvad der foregår.“

Nogle familier har også kunnet finde nyttige oplysninger ved at søge på det lokale bibliotek, i en boghandel eller på Internet. Ofte har de fået detaljerede oplysninger om specifikke sygdomme.

Hvordan man bevarer en rimelig livskvalitet

Det er kun naturligt at familien ønsker at den syge fortsat skal have en rimelig livskvalitet. Tag for eksempel Neil du Toit, der er nævnt i den første artikel. Han kan stadig blive frustreret over den svækkelse hans sygdom medfører. Alligevel bruger han omkring 70 timer om måneden på at gøre det han bedst kan lide, nemlig at tale med folk i området om sit bibelske håb. „Det giver mig også en indre tilfredshed at undervise i menigheden,“ siger han.

Livskvalitet indebærer også at man kan give udtryk for og modtage kærlighed, deltage i aktiviteter som gør en glad, og bevare håbet. De syge har som regel stadig lyst til at nyde livet i den udstrækning deres sygdom og behandling tillader det. Faderen til en familie der nu har levet med sygdom i 25 år, forklarer: „Vi elsker den fri natur, men på grund af min søns begrænsninger kan vi ikke tage på vandreture. Derfor har vi fundet på noget andet: vi tager ud til steder i naturen hvor man ikke behøver at anstrenge sig så meget fysisk.“

Ja, de syge har stadig nogle evner der sætter dem i stand til at få noget ud af livet. Afhængigt af sygdommens beskaffenhed forstår mange fortsat at værdsætte alt det smukke de ser eller hører. Jo mere de føler at de kan magte, des større er sandsynligheden for at de har en rimelig livskvalitet.

Hvordan man håndterer vanskelige følelser

Noget der er væsentligt for at kunne leve med kronisk sygdom, er at lære at beherske skadelige følelser. En sådan følelse kan være vrede. Bibelen erkender at en person kan have grund til at være oprørt. Men den råder os også til at være ’sene til vrede’ (Ordsprogene 14:29) Hvorfor er det klogt? Ifølge et opslagsværk kan vrede „tære på en og gøre en bitter eller få en til at sige ting som man senere fortryder“. Et enkelt vredesudbrud kan volde skade som det kan tage mange år at rette op på.

Bibelen anbefaler: „Lad ikke solen gå ned mens I stadig er opbragte.“ (Efeserne 4:26) Vi kan selvfølgelig intet gøre for at hindre solen i at gå ned. Men vi kan gøre noget for hurtigt at komme ud af vores opbragte sindstilstand sådan at vi ikke bliver ved med at tilføje os selv og andre skade. Desuden er man som regel langt bedre til at håndtere en situation når først man er faldet lidt til ro.

Familier til kronisk syge vil som alle andre familier sikkert komme ud for op- og nedture. Mange synes at de klarer skærene bedre hvis de kan betro sig til hinanden eller til en der har medfølelse. Det har Kathleen erfaret. Først plejede hun sin kræftsyge mor og senere sin mand, der havde en kronisk depression og siden Alzheimers sygdom. Hun fortæller: „Det var en lettelse og trøst at kunne tale med forstående venner.“ Rosemary, der tog sig af sin mor i to år, siger samstemmende: „At tale med en god ven hjalp mig til at bevare ligevægten.“

Man skal ikke blive overrasket hvis man ikke kan holde tårerne tilbage mens man taler. „Gråd frigør spænding og smerte og hjælper en til at overvinde sin sorg,“ oplyser bogen A Special Child in the Family.a

Bevar en positiv indstilling

„Viljen til at leve kan holde en oppe når man er syg,“ skrev den vise kong Salomon. (Ordsprogene 18:14, Today’s English Version) Den nyere forskning har vist at patienters forventninger — hvad enten de er negative eller positive — ofte indvirker på resultatet af behandlingen. Men hvordan kan en familie forblive optimistisk når en i familien bliver ramt af langvarig sygdom?

Familien skal ikke ignorere sygdommen, men den vil klare sig bedre når medlemmerne fokuserer på det de stadig kan gøre. „Situationen kan gøre én fuldstændig negativ, men man må gøre sig klart at man stadig har meget tilbage at glæde sig over,“ siger en far. „Man har stadig livet, hinanden og sine venner.“

Kronisk sygdom er selvfølgelig ikke noget man kan tage let på, men en sund sans for humor er med til at forebygge en pessimistisk indstilling. Familien Du Toits spontane sans for humor er et godt eksempel. Neil Du Toits yngste søster, Colette, forklarer: „Vi har lært at håndtere visse situationer og kan derfor le af ting vi kommer ud for, hvor andre måske ville blive kede af det. Men det hjælper os virkelig til at løse op for spændingen.“ Bibelen giver følgende forsikring: „Et hjerte der fryder sig er god medicin.“ — Ordsprogene 17:22.

Behovet for åndelige værdier

For at sande kristne kan trives åndeligt, er det vigtigt at de ’lader deres anmodninger blive gjort kendt for Gud ved bøn og anråbelse’. Bibelen lover os dette resultat: „Guds fred, som overgår al forstand, vil . . . beskytte jeres hjerter og jeres sind.“ (Filipperne 4:6, 7) En mor der har plejet to kronisk syge børn i næsten 30 år, siger: „Vi har lært at Jehova hjælper os med at klare det. Han holder os virkelig oppe.“

Mange finder også styrke i Bibelens løfter om en paradisisk jord uden sorg og smerte. (Åbenbaringen 21:3, 4) „På grund af de tilfælde af kronisk sygdom som vores familie har oplevet, bliver Guds løfte om at ’den halte springer som hjorten, og den stummes tunge råber af glæde’ endnu mere meningsfyldt,“ siger Braam. Som så mange andre længes familien Du Toit inderligt efter Paradiset, hvor „ingen indbygger siger: ’Jeg er syg.’“ — Esajas 33:24; 35:6.

Fat mod. Sorgen og lidelserne der tynger menneskene, er en del af beviset på at der meget snart vil komme bedre forhold. (Lukas 21:7, 10, 11) Indtil da kan masser af patienter ligesom deres plejere bevidne at Jehova er „den inderlige barmhjertigheds Fader og al trøsts Gud, som trøster os i al vor trængsel“. — 2 Korinther 1:3, 4.

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 8]

Spørgsmål som familien kan stille lægen

• Hvordan vil sygdommen forløbe, og hvad vil udfaldet blive?

• Hvilke symptomer vil optræde, og hvordan kan man få kontrol med dem?

• Hvilke alternative behandlingsmuligheder er der?

• Hvilke mulige bivirkninger, risici og fordele er der ved de forskellige behandlingstyper?

• Hvad kan man gøre for at forbedre patientens tilstand, og hvad bør man undgå?

[Ramme/illustration på side 11]

Hvordan man kan hjælpe og støtte

Nogle undgår at aflægge besøg eller tilbyde hjælp fordi de ikke ved hvad de skal sige, eller hvordan de skal tackle situationen. Andre har en tendens til at være anmassende og kan ved at forsøge at gennemtvinge deres forslag i den tro at de er en hjælp, i virkeligheden øge presset på familien. Hvordan kan man hjælpe og støtte dem der har en i familien der er kronisk syg, uden at forstyrre deres privatliv?

Lyt med empati. ’Vær hurtig til at høre,’ står der i Jakob 1:19. Vis interesse ved at lytte opmærksomt og lade familiens medlemmer lette deres hjerte hvis de har lyst til at snakke. Det er der størst sandsynlighed for at de gør hvis de fornemmer at du har „medfølelse“. (1 Peter 3:8) Men husk at ikke to reagerer ens på kronisk sygdom — hvad enten det er enkeltpersoner eller familier. Derfor bør du „afholde dig fra at give råd medmindre du virkelig ved alt om sygdommen eller tilstanden,“ siger Kathleen, der har passet sin mor og senere sin kronisk syge mand. (Ordsprogene 10:19) Og husk: Selv om du har et vist kendskab til emnet, kan det være at patienten og de pårørende beslutter sig for ikke at søge eller tage imod dine råd.

Tilbyd praktisk hjælp. Alt imens du taktfuldt respekterer familiens behov for privatliv, må du stå til rådighed for dem når de virkelig har brug for dig. (1 Korinther 10:24) Braam, der er blevet citeret flere gange, siger: „Den hjælp vi fik af vores kristne venner, var enorm. Når vi for eksempel tilbragte natten på sygehuset på grund af Michelles kritiske tilstand, var der altid mellem fire og seks af vores venner der sad sammen med os natten igennem. Hver gang vi havde brug for hjælp, fik vi den.“ Braams kone, Ann, tilføjer: „Det var en bidende kold vinter, og i to uger forsynede de os med en ny slags suppe hver dag. Vi levede af varm suppe og masser af kærlighed.“

Bed sammen med dem. Til tider er der måske ikke megen praktisk hjælp at yde. Men der er intet så opmuntrende som at drøfte en bibelsk tanke eller at bede en inderlig bøn sammen med de syge og deres pårørende. (Jakob 5:16) „Man må aldrig undervurdere virkningen af at bede for — og med — de kronisk syge og deres familie,“ siger Nicolas på 18, hvis mor lider af en kronisk depression.

Den rette form for støtte kan i høj grad hjælpe familier til at klare de belastninger kronisk sygdom forårsager. Bibelen siger det på denne måde: „En ven står altid kærligt ved ens side, og en broder er født til at dele ens modgang.“ — Ordsprogene 17:17, The New English Bible.

[Ramme/illustration på side 12]

Når sygdommen har dødelig udgang

Nogle familier bryder sig ikke om at tale om deres kæres forestående død. Men bogen Caring — How to Cope skriver: „Hvis man har en idé om hvad man skal regne med, og hvad man bør gøre, er man mindre panikslagen.“ Visse forberedelser varierer afhængigt af lokale love og skikke. Men her er nogle forslag som eventuelt kan bruges når familien selv plejer et døende familiemedlem.

Inden døden indtræffer

1. Spørg lægen hvad du skal være forberedt på i de sidste dage og timer, og hvad man bør gøre hvis døden indtræder om natten.

2. Lav en liste over de personer der skal underrettes om dødsfaldet.

3. Overvej hvordan begravelsen skal foregå:

• Hvad er patientens ønsker?

• Vil han/hun begraves eller kremeres? Sammenlign priser og serviceydelser.

• Hvornår skal begravelsen finde sted? Giv familie og venner tid til at nå frem.

• Hvem skal forestå begravelsen eller mindehøjtideligheden?

• Hvor skal den holdes?

4. Selv om patienten får beroligende midler, kan han måske følge med i alt hvad der foregår omkring ham. Sig ikke noget i hans nærværelse som du ikke ønsker at han skal høre. Du kan eventuelt berolige ham ved at tale stille og blidt til ham og holde ham i hånden.

Når den syge er død

Noget andre kan gøre for at hjælpe familien:

1. Giv familien tilstrækkelig tid til at være alene med den afdøde sådan at de kan begynde at forlige sig med situationen.

2. Bed sammen med familien.

3. Når de pårørende er parate til det, vil de måske sætte pris på at følgende personer bliver underrettet:

• Lægen — for at han kan bekræfte dødsfaldet og udstede en dødsattest.

• En bedemandsforretning, som kan hente den afdøde og udfylde en dødsanmeldelse.b

• Familie og venner. (Man kan for eksempel taktfuldt sige: „Jeg ringer i forbindelse med [patientens navn]. Jeg må desværre sige at jeg har en dårlig nyhed. Som du ved, har han i et stykke tid kæmpet med [sygdommen], og nu han er død [tid og sted].“)

• En avis — for eventuelt at indrykke en dødsannonce.

4. Familien kunne måske tænke sig at én hjalp dem med at træffe de endelige afgørelser vedrørende begravelsen.