-
Internettet — på godt og ondtVagttårnet – 2011 | 15. august
-
-
Rigtige eller forkerte oplysninger?
Man kan ikke gå ud fra at alt hvad man finder på internettet, er godt og nyttigt. Internetsøgemaskiner kan sammenlignes med en skare svampesamlere der høster alle de svampe de kan finde, både spiselige og giftige, og som derefter smider dem i én stor beholder hvorfra folk kan hente dem og bruge dem som fødevare. Ville du begynde at spise sådanne svampe uden først at have undersøgt dem grundigt? Selvfølgelig ikke! Søgemaskinerne anvender et enormt antal computere til at indsamle oplysninger fra milliarder af websteder der indeholder alt fra det allerbedste til det allerværste. Det er vigtigt at vi skelner mellem hvad der er godt, og hvad der er dårligt, så vi ikke ’forgifter’ vores sind med forkerte oplysninger.
I 1993 var der i et kendt amerikansk ugeblad en vittighedstegning der viste to hunde foran en computer. Den ene hund siger til den anden: „På internettet er der ingen der aner at man er en hund.“ For længe siden skjulte Satan sin identitet ved at gøre brug af en slange så han kunne „chatte“ med Eva. Han fortalte hende at hun kunne blive lige som Gud. I dag kan alle der har en internetforbindelse, give sig ud for at være ekspert på et eller andet område, uden overhovedet at opgive sit navn. Og der er ingen regler for hvem der må lægge idéer, oplysninger, billeder eller forslag på nettet.
Bliv ikke en slags „internet-Eva“. Forhold dig kritisk til de oplysninger du finder. Spørg dig selv: (1) Hvem står bag materialet? Hvilke forudsætninger har vedkommende for at udtale sig om emnet? (2) Hvorfor er det blevet lagt på nettet og med hvilket motiv? Er der tale om ensidige informationer? (3) Hvor har skribenten fået sine oplysninger fra? Har vedkommende opgivet sine kilder så man kan få oplysningerne bekræftet? (4) Er informationerne opdaterede? I det første århundrede gav apostelen Paulus Timoteus et godt råd som gælder i lige så høj grad i dag. Paulus skrev: „Vogt det som er blevet dig betroet, idet du vender dig bort fra den tomme snak som krænker det der er helligt, og fra modsigelserne i den ’kundskab’ der falskeligt kaldes således.“ — 1 Tim. 6:20.
-
-
Internettet — på godt og ondtVagttårnet – 2011 | 15. august
-
-
Hvad ser du på internettet?
I Første Thessalonikerbrev 5:21, 22 læser vi: „Forvis jer om alt; hold fast ved det gode. Afhold jer fra enhver form for ondskab.“ Når vi finder noget på internettet, er det vigtigt at vi tænker over hvordan Jehova betragter det. Er det moralsk acceptabelt og passende for en kristen at beskæftige sig med? Internetpornografi er blevet meget almindeligt, og vi kan let blive fanget af det hvis ikke vi passer på.
Spørg dig selv: ’Er dét jeg ser på internettet, noget som jeg hurtigt ville skjule for min ægtefælle, mine forældre eller mine kristne trosfæller hvis de kom ind i lokalet?’ Hvis svaret er ja, vil det være klogest kun at gå på nettet når andre er til stede. Internettet har virkelig ændret den måde vi shopper på og kommunikerer med andre på. Men det har også åbnet helt nye muligheder for at ’begå ægteskabsbrud i sit hjerte’. — Matt. 5:27, 28.
-