Da det første af de internationale stævner begyndte i San Diego i Californien den 22. maj, opdagede stævnedeltagerne til deres glæde at der var 45 missionærer fra 14 lande iblandt dem. To uger senere mødtes spansktalende forkyndere på det samme stadion. Over 3100 af de 25.181 der overværede dette stævne, var delegerede fra andre lande. Talere fra Argentina, Chile, Costa Rico, El Salvador, Mexico, Peru, Spanien og Uruguay havde indlæg på programmet, så de glade og begejstrede tilhørere kom til at høre mange forskellige spanske dialekter.

Ugen efter kom tilhørertallet ved stævnet i Pontiac i Michigan op på 42.763, og mindst 44 lande var repræsenteret ved stævnet. Storbritannien, Tjekkiet og Sydafrika havde hver sendt delegationer på over 300 stævnedeltagere. Stævnedeltagerne var kommet fra 14 lande i Europa, 8 i Afrika, 20 i Nord- og Sydamerika og 2 i Asien. I nogle tilfælde havde hele familier, eller endda hele menigheder, hjulpet med at dække udgifterne så i det mindste én i familien eller i menigheden kunne komme af sted. Det virkede meget opildnende på tilhørerskaren at der var så mange delegerede til stede fra udlandet.

Tilhørertallet nåede op på 33.242 med 4071 delegerede fra andre lande. Store delegationer kom fra Frankrig og Brasilien, og mange andre kom fra Belgien, Guadeloupe og Martinique. Tretten afrikanske lande var repræsenteret. Blandt de delegerede var en søster fra Mali i Vestafrika der havde været pioner i mange år. En forretningskvinde som hun regelmæssigt leverer bladene til, havde været så venlig at betale hendes rejse. Et brasiliansk par der havde solgt deres bil for at skaffe penge til turen, sagde: „Det er den bedste investering vi nogen sinde har foretaget.“

De følgende to weekender i juni blev der holdt yderligere to stævner — i Vancouver på Canadas vestkyst. Den samlede tilhørerskare kom op på 22.273, og der var talrige delegerede fra steder så fjernt fra hinanden som Sydøstasien og Nordeuropa (deriblandt Danmark). Samtidig med det sidste stævne i Vancouver blev der holdt endnu et stævne — i Toronto i Ontario. Foruden canadiere var der delegerede fra Tyskland, Polen, Finland, Østrig og mange andre lande i Europa og i Afrika. Tilhørertallet kom op på 41.381. Stævnerne i Canada blev overværet af delegerede fra i alt 52 lande — det kan da kaldes en international skare!

Store delegationer fra Østen og Italien nød fællesskabet med dem der var kommet fra Nord- og Sydamerika, Østeuropa og Afrika. Nogle havde gjort en helt ekstraordinær indsats for at overvære stævnet. I pauserne gik stævnedeltagere iført deres hjemlands dragter fra den ene sproggruppe til den anden og gav hånd, omfavnede hinanden, udvekslede adresser og fotograferede.

Blandt de 34.257 tilhørere var der 2820 delegerede fra 14 fremmede lande, som fik logi i 1217 hjem hos gæstfri lokale forkyndere hvor der både var hjerterum og husrum.

Noget af det der gjorde størst indtryk på stævnedeltagerne, var den varme modtagelse de fik — den broderkærlighed som blev vist dem af trosfæller de aldrig før havde mødt. De havde læst om det internationale brodersamfund. De vidste at Jehova lærer sit folk at vise en sådan kærlighed. (Hebr. 13:1, 2; 3 Joh. 5-8) Men nu mærkede de selv broderkærligheden på helt nye måder. I lufthavnene fik de delegerede en hjertelig velkomst af brødre og søstre, unge såvel som gamle. Det var også blevet arrangeret at gæsterne fra udlandet skulle indlogeres hos lokale forkyndere, og det resulterede i mange gode oplevelser.

I Texas blev flere hundrede busser med delegerede dirigeret til Rosenberg-stævnehallen, hvor de skulle møde deres værter. Her stod en flok på cirka 500 forkyndere som klappede og råbte velkommen når de delegerede ankom. I Belleville i Michigan var der døgnet rundt flere hundrede forkyndere til at tage imod busserne med trætte delegerede. Da de delegerede kom ind i stævnehallen, blev de budt velkommen af et kor af stemmer der sang „Brødre i tusindtal“ og „Vidner for den sande Gud“. I stævnehallen i Mira Loma i Californien var der mange tosprogede til stede, så de sang „Vi takker dig, Jehova!“ på skiftevis engelsk og spansk, ét vers ad gangen. Det var så smukt og rørende at mange måtte finde lommetørklæderne frem.

I Michigan var der dobbelt så mange sengepladser til rådighed som der var brug for; mange havde nemlig ringet og bedt om at få den forret at have nogle af de besøgende venner boende. De der ikke kunne tilbyde gæsterne logi, hjalp med mad og transport. Nogle af stævnedeltagerne opdagede at værterne ikke bare åbnede deres hjem for dem, men også gav dem deres egne senge for selv at sove på gulvet. Om aftenen når dagens program var forbi, samledes flere familier eller endda hele menigheder for at spise sammen med de delegerede, enten i hjemmene eller ude i naturen. De sang, dansede folkedanse og fortalte oplevelser. Det var virkelig en fiesta! Selv om mange af de delegerede ikke talte samme sprog som værtsfamilien — eller i bedste fald kun kunne sige et par enkelte ord på deres sprog — var der ingen kommunikationsproblemer. Da tiden var inde til at tage afsked, var det ikke kun sprogvanskeligheder der gjorde det svært at sige noget. De var også overvældet af følelser. Der var blevet lagt en god grundvold for at knytte livslange venskaber.

Det var ikke kun de delegerede der havde gavn af den private indlogeringsordning. Et par i Canada der havde åbnet deres hjem for nogle stævnedeltagere, skrev: „Vi spekulerede alle sammen på hvordan det mon ville være at have nogle som vi ikke kendte, boende hos os i en hel uge. Men vi opdagede at en uge var alt for kort tid!“ En enlig mor skrev: „Jeg havde den store forret at have et par fra Frankrig på besøg, og det var utrolig berigende både for mine børn og mig selv. Jeg kan kun sige at det var en vidunderlig, herlig og uforglemmelig oplevelse.“ En anden familie, der havde en gæst fra Togo, skrev: „Vi kan ikke beskrive den glæde vi følte, og den kærlighed der opstod imellem os . . . Det var en fantastisk oplevelse! Jehova har givet os alt hvad vi kunne ønske os.“

Delegerede fra 87 lande lagde også vejen ind omkring hovedkontoret for at besøge Jehovas synlige organisation, der nu har forskellige afdelinger i Brooklyn, New York, Wallkill (144 kilometer fra Brooklyn) og Patterson (112 kilometer fra Brooklyn). Fra den 28. maj til den 20. juli havde hovedkontoret over 14.500 på rundvisning! Mange gav udtryk for at det var „en drøm der var gået i opfyldelse“. En gruppe der havde været på rundvisning i Vagttårnets Uddannelsescenter i Patterson, udtrykte deres følelser ved at stille sig op i spisesalen efter middagsmåltidet og synge sang nr. 42, „Dette er vejen“, i smuk, firstemmig harmoni. Mange var så rørte over den kærlighed og gæstfrihed de mærkede, at de havde tårer i øjnene da de takkede de brødre og søstre der havde vist dem rundt. Men det var ikke kun gæsterne besøget havde gjort indtryk på. Betelfamiliens medlemmer siger også at det er en tid de aldrig vil glemme!

De der overværede de internationale stævner i Europa, erfarede noget lignende. I juli begyndte de delegerede at ankomme til Storbritannien. Fra 24. til 26. juli blev der holdt stævne samtidig i ni byer. Programmet var det samme skønt det blev afviklet på engelsk, fransk, spansk og punjabi. Når medlemmer af Det Styrende Råd holdt foredrag, blev stævnepladserne forbundet via telefonnettet. Delegerede fra over 60 lande var samlet til stævnerne her.

Hele programmet blev afviklet på 13 sprog. Under særlige programafsnit var alle fem stævnebyer (Berlin, Nürnberg, München, Dortmund og Stuttgart) forbundet via telefon. Det højeste antal tilhørere var 217.472, hvoraf cirka 45.000 var kommet fra andre lande. Mange stævnedeltagere var kommet fra Østeuropa. Mindst 150 missionærer, internationale medarbejdere og betelmedarbejdere der tjener i andre lande, var blandt stævnedeltagerne.

Fra 21. til 23. august, ved tjenesteårets slutning, blev der holdt endnu et epokegørende internationalt stævne, denne gang i Athen. Trods vrede og modstand fra de græsk-ortodokse præsters side samledes 39.324 stævnedeltagere fra 21 lande. Uanset hvor de delegerede tog hen, i Athen og andre steder i Grækenland, aflagde de et enestående vidnesbyrd gennem deres opførsel, påklædning og fremtoning, og gennem deres forkyndelse og det læsestof de uddelte. De græske forkynderes gæstfrihed var så stor og rørende at selv om Jehovas folk er vant til at mærke den kristne kærlighed, måtte mange give glædestårerne frit løb. Og når man så grækere og tyrkere omfavne og kysse hinanden med tårer i øjnene og vise eller modtage gæstfrihed, måtte man erkende at det var et mirakel som kun Jehova kunne stå bag!