Fra slutningen af maj og til slutningen af august blev de internationale stævner „Guds vej — den bedste livsform“ holdt i forskellige byer i De Forenede Stater, Canada og Storbritannien, og senere blev der afholdt flere stævner i Tyskland og i Grækenland. Ved hvert af disse stævner holdt medlemmer af Det Styrende Råd foredrag, som i mange tilfælde blev tolket. Samtidig blev i hundredvis af områdestævner afholdt i Nordamerika og Europa.

Da det første af de internationale stævner begyndte i San Diego i Californien den 22. maj, opdagede stævnedeltagerne til deres glæde at der var 45 missionærer fra 14 lande iblandt dem. To uger senere mødtes spansktalende forkyndere på det samme stadion. Over 3100 af de 25.181 der overværede dette stævne, var delegerede fra andre lande. Talere fra Argentina, Chile, Costa Rico, El Salvador, Mexico, Peru, Spanien og Uruguay havde indlæg på programmet, så de glade og begejstrede tilhørere kom til at høre mange forskellige spanske dialekter.

Ugen efter kom tilhørertallet ved stævnet i Pontiac i Michigan op på 42.763, og mindst 44 lande var repræsenteret ved stævnet. Storbritannien, Tjekkiet og Sydafrika havde hver sendt delegationer på over 300 stævnedeltagere. Stævnedeltagerne var kommet fra 14 lande i Europa, 8 i Afrika, 20 i Nord- og Sydamerika og 2 i Asien. I nogle tilfælde havde hele familier, eller endda hele menigheder, hjulpet med at dække udgifterne så i det mindste én i familien eller i menigheden kunne komme af sted. Det virkede meget opildnende på tilhørerskaren at der var så mange delegerede til stede fra udlandet. Og de foredrag der blev holdt af medlemmer af Det Styrende Råd — broder Schroeder, broder Barr og broder Sydlik — rørte deres hjerte. Som en forkynder sagde, var dette stævne ’noget de ville fortælle de kommende generationer om, og sikkert også de foregående generationer, efterhånden som de bliver oprejst!’ — Jævnfør Salme 48:1, 12-14.

Samtidig med stævnet i Pontiac blev der holdt fire andre stævner i Montreal, i staten Quebec i Canada, på fransk, portugisisk, græsk og arabisk. Det gjorde et dybt indtryk på brødrene at medlemmer af Det Styrende Råd, hvoraf nogle var højt oppe i årene, gjorde så meget for at betjene dem. Tilhørertallet nåede op på 33.242 med 4071 delegerede fra andre lande. Store delegationer kom fra Frankrig og Brasilien, og mange andre kom fra Belgien, Guadeloupe og Martinique. Tretten afrikanske lande var repræsenteret. Blandt de delegerede var en søster fra Mali i Vestafrika der havde været pioner i mange år. En forretningskvinde som hun regelmæssigt leverer bladene til, havde været så venlig at betale hendes rejse. Et brasiliansk par der havde solgt deres bil for at skaffe penge til turen, sagde: „Det er den bedste investering vi nogen sinde har foretaget.“

I De Forenede Stater blev der fra 3. til 5. juli holdt syv samtidige stævner nær Stillehavskysten i Long Beach, Californien. Programmet foregik på kinesisk (både kantonesisk og mandarin), engelsk, italiensk, japansk, koreansk, tagalog og vietnamesisk, og alle stævnerne blev holdt i forskellige faciliteter i det store Long Beach Convention Center. Tilhørertallet varierede fra 552 i den vietnamesiske afdeling til 12.659 i den engelske. Store delegationer fra Østen og Italien nød fællesskabet med dem der var kommet fra Nord- og Sydamerika, Østeuropa og Afrika. Nogle havde gjort en helt ekstraordinær indsats for at overvære stævnet. I pauserne gik stævnedeltagere iført deres hjemlands dragter fra den ene sproggruppe til den anden og gav hånd, omfavnede hinanden, udvekslede adresser og fotograferede. En broder der var med til at organisere dette stævne, skrev: „Alle stævner er dejlige; deres virkning breder sig som ringe i vandet og kan mærkes i flere måneder efter. Men dette stævne var ikke bare et lille bølgeskvulp; det var snarere en flodbølge. Det havde en enorm indvirkning på de delegerede.“

Stævnerne i Long Beach blev fulgt af endnu et spansk stævne — denne gang i Houston i Texas. Blandt de 34.257 tilhørere var der 2820 delegerede fra 14 fremmede lande, som fik logi i 1217 hjem hos gæstfri lokale forkyndere hvor der både var hjerterum og husrum.

Noget af det der gjorde størst indtryk på stævnedeltagerne, var den varme modtagelse de fik — den broderkærlighed som blev vist dem af trosfæller de aldrig før havde mødt. De havde læst om det internationale brodersamfund. De vidste at Jehova lærer sit folk at vise en sådan kærlighed. (Hebr. 13:1, 2; 3 Joh. 5-8) Men nu mærkede de selv broderkærligheden på helt nye måder. I lufthavnene fik de delegerede en hjertelig velkomst af brødre og søstre, unge såvel som gamle. Det var også blevet arrangeret at gæsterne fra udlandet skulle indlogeres hos lokale forkyndere, og det resulterede i mange gode oplevelser.

I Texas blev flere hundrede busser med delegerede dirigeret til Rosenberg-stævnehallen, hvor de skulle møde deres værter. Her stod en flok på cirka 500 forkyndere som klappede og råbte velkommen når de delegerede ankom. I Belleville i Michigan var der døgnet rundt flere hundrede forkyndere til at tage imod busserne med trætte delegerede. Da de delegerede kom ind i stævnehallen, blev de budt velkommen af et kor af stemmer der sang „Brødre i tusindtal“ og „Vidner for den sande Gud“. I stævnehallen i Mira Loma i Californien var der mange tosprogede til stede, så de sang „Vi takker dig, Jehova!“ på skiftevis engelsk og spansk, ét vers ad gangen. Det var så smukt og rørende at mange måtte finde lommetørklæderne frem.

I Michigan var der dobbelt så mange sengepladser til rådighed som der var brug for; mange havde nemlig ringet og bedt om at få den forret at have nogle af de besøgende venner boende. De der ikke kunne tilbyde gæsterne logi, hjalp med mad og transport. Nogle af stævnedeltagerne opdagede at værterne ikke bare åbnede deres hjem for dem, men også gav dem deres egne senge for selv at sove på gulvet. Om aftenen når dagens program var forbi, samledes flere familier eller endda hele menigheder for at spise sammen med de delegerede, enten i hjemmene eller ude i naturen. De sang, dansede folkedanse og fortalte oplevelser. Det var virkelig en fiesta! Selv om mange af de delegerede ikke talte samme sprog som værtsfamilien — eller i bedste fald kun kunne sige et par enkelte ord på deres sprog — var der ingen kommunikationsproblemer. Da tiden var inde til at tage afsked, var det ikke kun sprogvanskeligheder der gjorde det svært at sige noget. De var også overvældet af følelser. Der var blevet lagt en god grundvold for at knytte livslange venskaber.