I maj begyndte der at blive afholdt områdestævner og internationale stævner. Delegerede fra 160 lande overværede de ni internationale stævner i Nordamerika. Gileadmissionærer, internationale medarbejdere, brødre der har gennemgået Skolen for Udnævnte Tjenere, betelmedarbejdere der tjener uden for deres hjemland, og andre med missionærstatus overværede stævnerne og var med på programmet. Mange af dem gav udtryk for værdsættelse af de gavmilde bidrag der var blevet ydet så de kunne overvære et stævne i deres hjemland.

Tusinder af besøgende delegerede fra hele kloden fik logi hos deres kristne brødre og var med i deres dagligdag. Det styrkede den inderlige kærlighed som forener Jehovas folks verdensomspændende brodersamfund. (1 Pet. 4:8; 5:9) I forbindelse med de internationale stævner blev der vist kærlighed og gæstfrihed i større omfang end nogen sinde før. I breve beskrev brødrene de rørende optrin da værter med glædestårer i øjnene og en klump i halsen blev præsenteret for deres gæster, der viste de samme følelser. En vært skrev: „Tak for den mest vidunderlige oplevelse i vores liv.“ Og en delegeret fra Sydafrika skrev: „Vi vil aldrig glemme . . . den velkomst vi fik. . . . Den har for altid givet os større værdsættelse af det verdensomspændende brodersamfund — en vidunderlig gave fra vor himmelske Fader, Jehova.“

De delegerede ved stævnerne i Storbritannien, Tyskland og Grækenland følte det på samme måde. De var begejstrede for stævneprogrammet, samværet med forkyndere fra andre lande og rundvisningen på Selskabets afdelingskontor. Mange sendte breve der udtrykte værdsættelse af og taknemmelighed for det de havde oplevet.

Stævnerne resulterede i at der blev aflagt et meget stort vidnesbyrd. Offentligheden indså at der lå noget ganske særligt bag temaet „Guds vej — den bedste livsform“, som kunne læses på forsiden af programmet og på de reversmærker som brødrene bar.

I den resolution der blev vedtaget ved disse stævner, gav vi udtryk for at vi er besluttede på at blive ved med at følge denne livsform i alt hvad vi gør — i vort privatliv, i familien, i den kristne menighed og i det verdensomspændende brodersamfund. — Tit. 2:11, 12; 1 Pet. 2:17.

De internationale stævner med temaet „Guds vej — den bedste livsform“ var blandt det forløbne års mest spændende begivenheder. De var et håndgribeligt bevis på at Jehovas tjenere virkelig er en del af „en stor skare . . . af alle nationer og stammer og folk og tungemål“ som Jehova nu forbereder til livet i den nye verden. (Åb. 7:9, 10) Efter at have overværet et af disse stævner sagde en forkynder fra Guadeloupe at han nu for første gang ’virkelig forstod’ at indsamlingen af den store skare er en realitet.

Aldrig før har så mange deltagere i internationale stævner været på farten. Titusinder af delegerede rejste til andre lande eller endda andre kontinenter for at overvære stævner. Og i den forbindelse kom det meget klart til udtryk at de udgør en international familie.

Fra slutningen af maj og til slutningen af august blev de internationale stævner „Guds vej — den bedste livsform“ holdt i forskellige byer i De Forenede Stater, Canada og Storbritannien, og senere blev der afholdt flere stævner i Tyskland og i Grækenland. Ved hvert af disse stævner holdt medlemmer af Det Styrende Råd foredrag, som i mange tilfælde blev tolket. Samtidig blev i hundredvis af områdestævner afholdt i Nordamerika og Europa.

Da det første af de internationale stævner begyndte i San Diego i Californien den 22. maj, opdagede stævnedeltagerne til deres glæde at der var 45 missionærer fra 14 lande iblandt dem. To uger senere mødtes spansktalende forkyndere på det samme stadion. Over 3100 af de 25.181 der overværede dette stævne, var delegerede fra andre lande. Talere fra Argentina, Chile, Costa Rico, El Salvador, Mexico, Peru, Spanien og Uruguay havde indlæg på programmet, så de glade og begejstrede tilhørere kom til at høre mange forskellige spanske dialekter.

Ugen efter kom tilhørertallet ved stævnet i Pontiac i Michigan op på 42.763, og mindst 44 lande var repræsenteret ved stævnet. Storbritannien, Tjekkiet og Sydafrika havde hver sendt delegationer på over 300 stævnedeltagere. Stævnedeltagerne var kommet fra 14 lande i Europa, 8 i Afrika, 20 i Nord- og Sydamerika og 2 i Asien. I nogle tilfælde havde hele familier, eller endda hele menigheder, hjulpet med at dække udgifterne så i det mindste én i familien eller i menigheden kunne komme af sted. Det virkede meget opildnende på tilhørerskaren at der var så mange delegerede til stede fra udlandet. Og de foredrag der blev holdt af medlemmer af Det Styrende Råd — broder Schroeder, broder Barr og broder Sydlik — rørte deres hjerte. Som en forkynder sagde, var dette stævne ’noget de ville fortælle de kommende generationer om, og sikkert også de foregående generationer, efterhånden som de bliver oprejst!’ — Jævnfør Salme 48:1, 12-14.

Samtidig med stævnet i Pontiac blev der holdt fire andre stævner i Montreal, i staten Quebec i Canada, på fransk, portugisisk, græsk og arabisk. Det gjorde et dybt indtryk på brødrene at medlemmer af Det Styrende Råd, hvoraf nogle var højt oppe i årene, gjorde så meget for at betjene dem. Tilhørertallet nåede op på 33.242 med 4071 delegerede fra andre lande. Store delegationer kom fra Frankrig og Brasilien, og mange andre kom fra Belgien, Guadeloupe og Martinique. Tretten afrikanske lande var repræsenteret. Blandt de delegerede var en søster fra Mali i Vestafrika der havde været pioner i mange år. En forretningskvinde som hun regelmæssigt leverer bladene til, havde været så venlig at betale hendes rejse. Et brasiliansk par der havde solgt deres bil for at skaffe penge til turen, sagde: „Det er den bedste investering vi nogen sinde har foretaget.“

De følgende to weekender i juni blev der holdt yderligere to stævner — i Vancouver på Canadas vestkyst. Den samlede tilhørerskare kom op på 22.273, og der var talrige delegerede fra steder så fjernt fra hinanden som Sydøstasien og Nordeuropa (deriblandt Danmark). Samtidig med det sidste stævne i Vancouver blev der holdt endnu et stævne — i Toronto i Ontario. Foruden canadiere var der delegerede fra Tyskland, Polen, Finland, Østrig og mange andre lande i Europa og i Afrika. Tilhørertallet kom op på 41.381. Stævnerne i Canada blev overværet af delegerede fra i alt 52 lande — det kan da kaldes en international skare!

I De Forenede Stater blev der fra 3. til 5. juli holdt syv samtidige stævner nær Stillehavskysten i Long Beach, Californien. Programmet foregik på kinesisk (både kantonesisk og mandarin), engelsk, italiensk, japansk, koreansk, tagalog og vietnamesisk, og alle stævnerne blev holdt i forskellige faciliteter i det store Long Beach Convention Center. Tilhørertallet varierede fra 552 i den vietnamesiske afdeling til 12.659 i den engelske. Store delegationer fra Østen og Italien nød fællesskabet med dem der var kommet fra Nord- og Sydamerika, Østeuropa og Afrika. Nogle havde gjort en helt ekstraordinær indsats for at overvære stævnet. I pauserne gik stævnedeltagere iført deres hjemlands dragter fra den ene sproggruppe til den anden og gav hånd, omfavnede hinanden, udvekslede adresser og fotograferede. En broder der var med til at organisere dette stævne, skrev: „Alle stævner er dejlige; deres virkning breder sig som ringe i vandet og kan mærkes i flere måneder efter. Men dette stævne var ikke bare et lille bølgeskvulp; det var snarere en flodbølge. Det havde en enorm indvirkning på de delegerede.“

Stævnerne i Long Beach blev fulgt af endnu et spansk stævne — denne gang i Houston i Texas. Blandt de 34.257 tilhørere var der 2820 delegerede fra 14 fremmede lande, som fik logi i 1217 hjem hos gæstfri lokale forkyndere hvor der både var hjerterum og husrum.

Noget af det der gjorde størst indtryk på stævnedeltagerne, var den varme modtagelse de fik — den broderkærlighed som blev vist dem af trosfæller de aldrig før havde mødt. De havde læst om det internationale brodersamfund. De vidste at Jehova lærer sit folk at vise en sådan kærlighed. (Hebr. 13:1, 2; 3 Joh. 5-8) Men nu mærkede de selv broderkærligheden på helt nye måder. I lufthavnene fik de delegerede en hjertelig velkomst af brødre og søstre, unge såvel som gamle. Det var også blevet arrangeret at gæsterne fra udlandet skulle indlogeres hos lokale forkyndere, og det resulterede i mange gode oplevelser.

I Texas blev flere hundrede busser med delegerede dirigeret til Rosenberg-stævnehallen, hvor de skulle møde deres værter. Her stod en flok på cirka 500 forkyndere som klappede og råbte velkommen når de delegerede ankom. I Belleville i Michigan var der døgnet rundt flere hundrede forkyndere til at tage imod busserne med trætte delegerede. Da de delegerede kom ind i stævnehallen, blev de budt velkommen af et kor af stemmer der sang „Brødre i tusindtal“ og „Vidner for den sande Gud“. I stævnehallen i Mira Loma i Californien var der mange tosprogede til stede, så de sang „Vi takker dig, Jehova!“ på skiftevis engelsk og spansk, ét vers ad gangen. Det var så smukt og rørende at mange måtte finde lommetørklæderne frem.

I Michigan var der dobbelt så mange sengepladser til rådighed som der var brug for; mange havde nemlig ringet og bedt om at få den forret at have nogle af de besøgende venner boende. De der ikke kunne tilbyde gæsterne logi, hjalp med mad og transport. Nogle af stævnedeltagerne opdagede at værterne ikke bare åbnede deres hjem for dem, men også gav dem deres egne senge for selv at sove på gulvet. Om aftenen når dagens program var forbi, samledes flere familier eller endda hele menigheder for at spise sammen med de delegerede, enten i hjemmene eller ude i naturen. De sang, dansede folkedanse og fortalte oplevelser. Det var virkelig en fiesta! Selv om mange af de delegerede ikke talte samme sprog som værtsfamilien — eller i bedste fald kun kunne sige et par enkelte ord på deres sprog — var der ingen kommunikationsproblemer. Da tiden var inde til at tage afsked, var det ikke kun sprogvanskeligheder der gjorde det svært at sige noget. De var også overvældet af følelser. Der var blevet lagt en god grundvold for at knytte livslange venskaber.

Det var ikke kun de delegerede der havde gavn af den private indlogeringsordning. Et par i Canada der havde åbnet deres hjem for nogle stævnedeltagere, skrev: „Vi spekulerede alle sammen på hvordan det mon ville være at have nogle som vi ikke kendte, boende hos os i en hel uge. Men vi opdagede at en uge var alt for kort tid!“ En enlig mor skrev: „Jeg havde den store forret at have et par fra Frankrig på besøg, og det var utrolig berigende både for mine børn og mig selv. Jeg kan kun sige at det var en vidunderlig, herlig og uforglemmelig oplevelse.“ En anden familie, der havde en gæst fra Togo, skrev: „Vi kan ikke beskrive den glæde vi følte, og den kærlighed der opstod imellem os . . . Det var en fantastisk oplevelse! Jehova har givet os alt hvad vi kunne ønske os.“

Delegerede fra 87 lande lagde også vejen ind omkring hovedkontoret for at besøge Jehovas synlige organisation, der nu har forskellige afdelinger i Brooklyn, New York, Wallkill (144 kilometer fra Brooklyn) og Patterson (112 kilometer fra Brooklyn). Fra den 28. maj til den 20. juli havde hovedkontoret over 14.500 på rundvisning! Mange gav udtryk for at det var „en drøm der var gået i opfyldelse“. En gruppe der havde været på rundvisning i Vagttårnets Uddannelsescenter i Patterson, udtrykte deres følelser ved at stille sig op i spisesalen efter middagsmåltidet og synge sang nr. 42, „Dette er vejen“, i smuk, firstemmig harmoni. Mange var så rørte over den kærlighed og gæstfrihed de mærkede, at de havde tårer i øjnene da de takkede de brødre og søstre der havde vist dem rundt. Men det var ikke kun gæsterne besøget havde gjort indtryk på. Betelfamiliens medlemmer siger også at det er en tid de aldrig vil glemme!

De der overværede de internationale stævner i Europa, erfarede noget lignende. I juli begyndte de delegerede at ankomme til Storbritannien. Fra 24. til 26. juli blev der holdt stævne samtidig i ni byer. Programmet var det samme skønt det blev afviklet på engelsk, fransk, spansk og punjabi. Når medlemmer af Det Styrende Råd holdt foredrag, blev stævnepladserne forbundet via telefonnettet. Delegerede fra over 60 lande var samlet til stævnerne her.

Et af programmets højdepunkter var interview med missionærer og internationale medarbejdere som var kommet fra 45 lande. De fortalte tilhørerne om de glæder og udfordringer der er forbundet med at tjene i et andet land. Susan Snaith fra Vestafrika erkendte: „Man kan have stærk hjemve, især i det første par måneder efter at man er flyttet til et nyt distrikt, men bevidstheden om at ens forældre støtter og opmuntrer en, hjælper en til at blive i distriktet.“ Doreen Kilgour, der gennem mange år har virket som missionær i Sydafrika, sagde: „Det vigtigste er at man holder af mennesker. Hvis man virkelig gør det og hjælper dem til at elske Jehova og til at vandre ad Jehovas vej, hjælper det også en selv til at blive ude i distriktet.“ Myrna Simms fra Ecuador tilføjede: „Tænk ikke så meget på det du har ladt bag dig. Koncentrér dig om det arbejde der skal gøres. Fokusér ikke på de negative ting. Se ud over dem, og husk at vi har et stykke arbejde der skal gøres!“ Og Anne Crudass fra det krigshærgede Liberia sagde: „Det er meningen at vi skal opmuntre de lokale brødre og søstre, men det er faktisk os der er blevet opmuntret af dem. Vi har set deres nidkærhed, deres tro og deres mod under krigen; vi har set hvordan de tager sig af hinanden og sætter livet på spil for hinanden. . . . Vi har selv mærket brødrenes kærlighed og omsorg. Vi er nu blevet evakueret fra vores distrikt fire gange, . . . og når vi har været flygtninge, har brødrene været så bekymrede for os og for vores åndelige sundhed at de har skrevet smukke opbyggende breve til os. . . . Alt dette har gjort det let for os at vende tilbage til Liberia selv når situationen i landet har været ustabil.“

Få dage efter at stævnerne i Storbritannien var slut, begyndte andre stævner i Tyskland. Forkynderne i værtsbyerne uddelte invitationer til offentligheden. Det gav dem lejlighed til at forklare folk at internationale stævner, hvoraf der skulle holdes fem i Tyskland, er en del af vort verdensomspændende program for undervisning i Bibelen. Hele programmet blev afviklet på 13 sprog. Under særlige programafsnit var alle fem stævnebyer (Berlin, Nürnberg, München, Dortmund og Stuttgart) forbundet via telefon. Det højeste antal tilhørere var 217.472, hvoraf cirka 45.000 var kommet fra andre lande. Mange stævnedeltagere var kommet fra Østeuropa. Mindst 150 missionærer, internationale medarbejdere og betelmedarbejdere der tjener i andre lande, var blandt stævnedeltagerne.

Fra 21. til 23. august, ved tjenesteårets slutning, blev der holdt endnu et epokegørende internationalt stævne, denne gang i Athen. Trods vrede og modstand fra de græsk-ortodokse præsters side samledes 39.324 stævnedeltagere fra 21 lande. Uanset hvor de delegerede tog hen, i Athen og andre steder i Grækenland, aflagde de et enestående vidnesbyrd gennem deres opførsel, påklædning og fremtoning, og gennem deres forkyndelse og det læsestof de uddelte. De græske forkynderes gæstfrihed var så stor og rørende at selv om Jehovas folk er vant til at mærke den kristne kærlighed, måtte mange give glædestårerne frit løb. Og når man så grækere og tyrkere omfavne og kysse hinanden med tårer i øjnene og vise eller modtage gæstfrihed, måtte man erkende at det var et mirakel som kun Jehova kunne stå bag!

Vi er nu kommet ind i et nyt tjenesteår, og der afholdes flere internationale stævner, nemlig i Afrika, Latinamerika, Korea og Australien.