Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Tyskland
    Jehovas Vidners Årbog 1999
    • Had til sande kristne — ikke kun i fortiden

      Den sidste aften før sin død sagde Jesus Kristus til sine apostle: „Fordi I ikke er en del af verden, men jeg har valgt jer ud af verden, derfor hader verden jer. . . . Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer.“ (Joh. 15:19, 20) Derfor kunne man ikke forvente at al forfølgelse af Jehovas vidner i Tyskland ophørte efter at Hitlers Tredje Rige var faldet. I de lande hvor forbud indført af kommunistiske regeringer blev hævet, ophørte forfølgelsen af Jehovas vidner da heller ikke, selv om folk generelt set fik større frihed. Forfølgelsen ændrede blot karakter. — 2 Tim. 3:12.

      Nu blev de tidligere forfølgere erstattet af frafaldne der begyndte at „slå“ dem der før havde været deres kristne medarbejdere. (Matt. 24:48-51) I slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne blev de frafaldne mere højrøstede, og deres falske anklager lød hyppigere og blev mere ondskabsfulde. I nogle tv-programmer blev de frafaldne præsenteret som „eksperter“ i Jehovas Vidner. Oprigtige mennesker har dog sat spørgsmålstegn ved om det er klogt at bedømme Jehovas Vidner på grundlag af udtalelser fra utilfredse tidligere medlemmer. Efter en tv-udsendelse ringede en ung mand til Selskabets kontor i Selters og forklarede at den tidligere broder der var blevet interviewet, nogle år forinden havde studeret Bibelen med ham. Den unge mand var holdt op med at studere af personlige årsager. Men da han så tv-udsendelsen og genkendte sin tidligere lærer, blev han oprørt. Han spurgte: „Hvordan kan han sige sådan noget? Han ved at det han siger om Jehovas Vidner, ikke er sandt.“ Resultatet blev at den unge mand igen begyndte at studere, denne gang med en ældste i den lokale menighed.

      Mange tror ukritisk på alt hvad de ser i fjernsynet eller læser i avisen. På grund af de hyppige angreb på Jehovas vidner i medierne udarbejdede Selskabet en 32-siders brochure der specifikt skulle modvirke denne flod af vildledende propaganda. Den hedder Jehovas Zeugen, Menschen aus der Nachbarschaft — Wer sind sie? (Jehovas Vidner, dine naboer — Hvem er de?)a

      Denne brochure indeholder resultaterne af en undersøgelse der i 1994 blev foretaget blandt cirka 146.000 Jehovas vidner i Tyskland. Undersøgelsens resultater tilbageviste klart og tydeligt mange af de fejlagtige forestillinger folk havde om trossamfundet Jehovas Vidner. Et trossamfund bestående af gamle koner? Fire ud af ti forkyndere i Tyskland er mænd, og forkyndernes gennemsnitsalder er 44. Et trossamfund bestående af mennesker der er blevet hjernevasket fra barndommen? Tooghalvtreds procent af alle forkyndere er blevet Jehovas vidner som voksne. Et trossamfund der splitter familierne? Nitten procent er ugifte, 68 procent er gifte, 9 procent er enker eller enkemænd — kun 4 procent af forkynderne er fraskilte, og en hel del af disse var blevet skilt før de blev Jehovas vidner. Et trossamfund der fraråder at man får børn? Næsten fire femtedele af de gifte Jehovas vidner har børn. Et trossamfund bestående af mennesker der er dummere end gennemsnittet? En tredjedel af forkynderne taler mindst ét fremmedsprog, og 69 procent orienterer sig regelmæssigt om aktuelle begivenheder. Et trossamfund der forbyder sine medlemmer at nyde livet? Gennemsnitlig bruger hver forkynder 14,2 timer om ugen på forskellige former for adspredelse. Samtidig lader han eller hun det åndelige komme i første række ved gennemsnitlig at bruge 17,5 timer om ugen på religiøse aktiviteter.

      Et afsnit i brochuren som vakte særlig opmærksomhed, handlede om „lille Oliver“. Kort efter at Oliver blev født i 1991, opdagede lægerne et lille hul i hans hjerte. Hans mor sørgede senere for at han blev opereret, og i overensstemmelse med sin tro fandt hun nogle læger der var villige til at operere uden blod. Men modstandere fordrejede kendsgerningerne i et forsøg på at stille Jehovas vidner i et dårligt lys. Selv efter at operationen var overstået uden brug af blod, fandt en avis de store typer frem og skrev at Oliver, trods en „fanatisk“ mors modstand, nu var blevet reddet fordi han havde fået ’livreddende blod’. Denne direkte løgn blev gendrevet i brochuren.

      Oprindelig var brochuren kun beregnet for dem der stillede spørgsmål angående de falske anklager der blev rejst mod Jehovas Vidner, men i 1996 blev omslaget ændret, på bagsiden blev der bragt et tilbud om et gratis bibelstudium, og så blev 1.800.000 eksemplarer uddelt i hele Tyskland.

      Medierne forsynes med sandfærdige oplysninger

      Samme år blev der taget endnu et skridt til at modvirke de frafaldnes vedholdende bestræbelser for at give et fordrejet billede af Jehovas Vidner gennem medierne. Walter Köbe blev udnævnt til formand for et udvalg som skulle føre tilsyn med Informationstjenesten. Han forklarer: „Den massive kampagne fra vore modstandere har skabt behov for at vi på organiseret vis tager til genmæle og tilvejebringer lettilgængelig information.“ Selskabet fandt frem til brødre der kunne få en god kontakt med medierne, og der blev holdt seminarer for at oplære dem. Landet blev inddelt i 22 områder, som i 1998 blev dækket af flere hundrede oplærte informationsmedarbejdere. De er især opmærksomme på personlig kontakt med redaktører og journalister.

      I forbindelse med denne afdelings arbejde blev der også arrangeret en offentlig fremvisning af videofilmen Jehovas Vidner står fast trods nazismens terror. Den tyske udgave af filmen havde verdenspremiere den 6. november 1996 på museet ved koncentrationslejren Ravensbrück, hvor mange Jehovas vidner har været interneret. Filmen blev ved den lejlighed set af pressefolk og førende historikere.

      Den 1. september 1998 havde næsten 269.000 mennesker set videofilmen ved 331 offentlige fremvisninger. Det var ikke blot Jehovas vidner, men også repræsentanter for pressen, myndighederne og offentligheden. Flere hundrede aviser skrev om fremvisningen af filmen i artikler der var holdt i en positiv tone. I forbindelse med 176 af disse videofremvisninger var der arrangeret udstillinger om nazisternes forfølgelse af Jehovas vidner.

      Flere og flere mediefolk er enige med den journalist der i november 1993 skrev i Meissner Zeitung: „De der er af den opfattelse at Jehovas vidner blindt og godtroende følger en hvilken som helst livsfjern bibelsk lære, vil blive overraskede over at se hvor meget de ved om deres forbillede, Jesus Kristus, og hvordan de omsætter denne viden i et meningsfyldt liv.“

  • Tyskland
    Jehovas Vidners Årbog 1999
    • [Illustration på side 139]

      Redskaber der kan bremse en strøm af urigtige oplysninger

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del