I foråret 1972 flyttede Vladimir og hans familie længere vestpå, til Sukhumi, en by ved Sortehavets kyst. Vladimir siger: “Vi følte os åndeligt rige og var taknemmelige for at Jehova velsignede os. Menigheden dér voksede meget hurtigt.” Samme forår blev den første mindehøjtid i Sukhumi holdt, og der var 45 til stede.

“Jeg var helt opslugt af det jeg hørte”

Babutsa Jejelava, der nu er i halvfemserne, var hurtig til at tage sandheden til sig i begyndelsen af 1973, som en af de første i Sukhumi. Hun fortæller: “En dag bemærkede jeg fire kvinder der var i gang med en livlig samtale. To af dem var nonner, og jeg fandt senere ud af at de to andre var Jehovas Vidner.” Den ene af søstrene var Vladimir Gladjuks hustru, Lyuba, og den anden var Itta Sudarenko, en flittig pioner fra Ukraine.

Babutsa fortæller hvordan hun reagerede da hun overhørte samtalen: “Jeg var helt opslugt af det jeg hørte.” Da hun fandt ud af at Gud har et personligt navn, sluttede hun sig til drøftelsen og spurgte om hun måtte se det i Bibelen. Hun havde så mange spørgsmål at samtalen fortsatte i tre timer.

Babutsa, som var bange for at hun aldrig ville se søstrene igen, sagde: “Vil I bare gå jeres vej og efterlade mig her?”

Søstrene svarede hende: “Nej, vi forlader dig ikke. Vi kommer igen næste lørdag.”

Det blev lørdag, og til Babutsas store glæde kom de to søstre igen. De begyndte straks at studere Bibelen. Ved slutningen af studiet følte Babutsa endnu engang at hun måtte sikre sig at hun ikke mistede forbindelsen til Guds folk. Hun sagde til sig selv: ‘Nu hvor jeg har fundet dem, må jeg sørge for at jeg ikke mister dem igen.’

Babutsa fik en idé. Hun siger: “Jeg vidste at Lyuba var gift, så jeg spurgte Itta om hun også var det. Itta fortalte mig at hun ikke var gift. ‘Så flyt ind hos mig!’ udbrød jeg. ‘Jeg har to senge med en lampe imellem. Vi kan lægge Bibelen under lampen så vi også kan drøfte den om aftenen.’” Itta tog imod tilbuddet og flyttede ind i lejligheden.

Om den tid fortæller Babutsa: “Sommetider kunne jeg ikke sove om natten fordi jeg tænkte over alt det jeg havde lært. Pludselig kunne der dukke et spørgsmål op, og så vækkede jeg Itta og sagde: ‘Itta, tag Bibelen frem! Jeg har et spørgsmål.’ Mens Itta stadig gned sig i øjnene, sagde hun altid noget i retning af: ‘Selvfølgelig, kære ven.’ Og så viste hun mig svaret ud fra Bibelen.” Kun tre dage efter at Itta var flyttet ind, var Babutsa med ude at forkynde.

Babutsa havde en god ven, Natela Chargeishvili. “Jeg troede at hendes rigdom ville hindre hende i at tage imod sandheden, men jeg tog heldigvis fejl,” siger Babutsa. “Fra vores allerførste samtale begyndte sandheden at brænde i hendes hjerte.” Snart fortalte de begge ivrigt om deres håb til venner, kolleger og naboer.

Når en gruppe elever var klar til at lade sig døbe, blev der hemmeligt arrangeret særlige møder. I august 1973 arrangerede brødrene et sådant møde uden for Sukhumi, nær Sortehavets kyst. Men de 35 der skulle døbes, nåede ikke at blive det. Før mødet var slut, blev det afbrudt af politiet, der arresterede Vladimir Gladjuk og nogle andre brødre og søstre.

Så snart Vladimir og de andre var blevet løsladt, kontaktede de alle der skulle døbes. Og to dage efter det mislykkede forsøg blev de endelig døbt. Vladimir siger: “Vi følte at Jehova var med os. Efter dåben gav vi udtryk for vores taknemmelighed over for Jehova i bøn.”

Modstand er med til at udbrede den gode nyhed

To dage efter at dåben var blevet gennemført, blev Vladimir Gladjuk arresteret igen. Senere blev han, Itta Sudarenko og Natela Chargeishvili idømt fængselsstraffe på adskillige år. Det gjorde selvfølgelig de andre forkyndere kede af det, men de var fast besluttet på at fortsætte deres tjeneste, dog nu med større forsigtighed.