Flittige pionerer forkynder i nye områder

I 1992 var der stadig områder i Georgien hvor Jehovas folk endnu ikke havde forkyndt. Hvordan kunne man nå ud til disse områder i en tid hvor landet var mærket af en dyb økonomisk krise?

Tamazi Biblaia, der på det tidspunkt boede i det vestlige Georgien, siger: “Der var en rejsende tilsynsmand der mødtes med nogle af os for at drøfte hvad der kunne gøres. Vi vidste ikke så meget om hvordan ordningen med specialpionerer fungerede. Men vi vidste at det hastede med at forkynde den gode nyhed.” (2 Tim. 4:2) Man udvalgte 16 pionerer og sendte dem forskellige steder hen i landet for at forkynde i en periode. – Se kortet på side 117.

I maj 1992 blev der holdt et tre timer langt møde i Tbilisi for at opmuntre de pionerer der skulle forkynde i disse områder i fem måneder. Hver måned fik de besøg af ældstebrødre der støttede dem åndeligt og hjalp dem materielt når der var behov for det.

To pionersøstre, Manea Aduashvili og Nazy Zhvania, fik til opgave at forkynde i byen Ozurgeti. Manea, der var 60 år dengang, fortæller: “Vi vidste at der boede en interesseret kvinde i nærheden af Ozurgeti. Så snart vi ankom, lavede vi derfor en aftale med hende. Da vi kom for at besøge hende, ventede hun os, og det gjorde 30 som hun havde inviteret, også. Vi startede flere studier den dag.”

I månederne der fulgte, opnåede de to søstre flere gode resultater. Efter kun fem måneder var 12 bibelstudieelever klar til at lade sig døbe.

Deres selvopofrende ånd blev belønnet

To pionerbrødre, Pavle Abdushelishvili og Paata Morbedadze, blev sendt til Tsageri. Byen ligger i et område hvor en blanding af gamle religiøse traditioner og kristenhedens læresætninger er dybt forankret i folk.

I takt med at den strenge vinter nærmede sig, var den tildelte opgave på fem måneder ved at være afsluttet. Paata blev bedt om at hjælpe til med oversættelsesarbejdet og skulle forlade Tsageri. Derfor måtte Pavle finde ud af hvad han ville gøre. Han siger: “Jeg var klar over at det ville være hårdt at tilbringe vinteren i Tsageri. Men vores bibelstudieelever havde brug for mere hjælp, så jeg besluttede mig for at blive.”

“Jeg boede hos en lokal familie,” fortæller Pavle. “Jeg var ude at forkynde det meste af dagen. Og om aftenen var jeg sammen med familien i stuen omkring brændeovnen. Når jeg gik op på mit værelse for at sove, tog jeg en varm hat på og lagde mig under et tykt tæppe.”

Da nogle ældstebrødre fik mulighed for at besøge Pavle om foråret, var der 11 der var klar til at blive udøbte forkyndere. Kort tid efter lod de sig alle døbe.