Hvad tror folk om et liv efter døden?

„Hvis en våbenfør mand dør, kan han så leve igen?“ — JOB 14:14.

1, 2. Hvordan søger mange trøst når de mister en i døden?

I ET kapel i New York går venner og familie stille forbi en åben kiste med en 17-årig dreng der er død af kræft. Hans ulykkelige mor bliver grædende ved med at gentage det hun har lært at tro: „Tommy er lykkeligere nu. Gud har taget Tommy hjem til sig i himmelen.“

² Omkring 11.000 kilometer borte, i Jamnagar i Indien, antænder den ældste af tre sønner deres døde fars ligbål. Ildens knitren overdøves af brahmanens gentagne mantraer på sanskrit: „Måtte sjælen, der aldrig dør, fortsætte sine bestræbelser for at blive ét med Den Højeste Virkelighed.“

3. Hvilke spørgsmål har optaget folk i umindelige tider?

³ Vi bliver ustandselig mindet om at døden er en realitet. (Romerne 5:12) Det er naturligt at vi spekulerer på om døden er den definitive afslutning på alt. Da Job, en af Guds trofaste tjenere i fortiden, funderede over planternes livscyklus, gjorde han følgende iagttagelse: „Der er håb for et træ. Hvis det fældes, kan det dog skyde igen, og dets kviste vil ikke forsvinde.“ Hvordan ser det da ud for os mennesker? „Hvis en våbenfør mand dør, kan han så leve igen?“ spurgte Job. (Job 14:7, 14) I tidens løb har folk i alle kulturer grublet over spørgsmålene: Er der et liv efter døden? Hvis der er, hvordan former det sig da? Det afføder også spørgsmålene: Hvad tror forskellige folkegrupper? Og hvorfor?

Mange svar — et fælles tema

4. Hvad tror tilhængerne af forskellige religioner om et liv efter døden?

⁴ Mange der bekender sig til kristendommen, tror at et menneske efter døden kommer enten i himmelen eller i helvede. Hinduerne tror derimod på reinkarnation. Ifølge muslimernes tro bliver der efter døden en dommens dag hvor Allah vil vurdere det enkelte menneskes liv og give det adgang til Paradiset eller dømme det til et brændende helvede. I nogle lande er opfattelserne af de dødes tilstand en særpræget blanding af lokale traditioner og såkaldt kristendom. For eksempel lader både buddhister og katolikker i Sri Lanka døre og vinduer stå vidt åbne når der indtræffer et dødsfald i deres familie, og kisten anbringes sådan at den afdødes fødder vender hen imod hoveddøren. Man tror at den dødes ånd, eller sjæl, på den måde vil have lettere ved at forlade huset. Blandt mange katolikker og protestanter i Vestafrika er det skik og brug at tildække spejlene når nogen dør, for at ingen skal se den afdødes ånd i spejlet. Fyrre dage efter dødsfaldet fejrer familie og venner sjælens himmelfart.

5. Hvilken central lære findes i de fleste religioner?

⁵ Trods disse forskellige opfattelser lader det til at de fleste trosretninger stemmer overens på ét punkt: De lærer at der findes noget i mennesket — en sjæl, en ånd, et genfærd — som ikke kan dø, og som lever videre efter døden. Næsten alle kristenhedens hundreder af trossamfund og sekter lærer at sjælen er udødelig. Det er også en officiel lære inden for jødedommen. I hinduismen er denne opfattelse selve grundlaget for læren om reinkarnation. Muslimerne tror at sjælen lever videre efter legemets død. Den australske aboriginer, den afrikanske animist, shintoisten og buddhisten tror alle noget lignende.

6. Hvad mener nogle lærde om den tanke at sjælen skulle være udødelig?

⁶ Andre tror derimod at alt bevidst liv ophører ved døden. De finder det fornuftstridigt at tro at følelserne og tankerne lever videre i en upersonlig, overjordisk sjæl som er adskilt fra legemet. Den spanske forfatter og filosof Miguel de Unamuno fra det 20. århundrede siger: „At tro på sjælens udødelighed er det samme som at ønske at sjælen er udødelig, og at ønske det så stærkt at man bliver irrationel og fejer al fornuft til side.“ Af andre der har delt denne anskuelse, kan nævnes så forskellige personer som de kendte filosoffer Aristoteles og Epikur, lægen Hippokrates, den skotske filosof David Hume, den arabiske filosof Averroës og Indiens første premierminister efter landets selvstændighed, Jawaharlal Nehru.

7. Hvilke vigtige spørgsmål vedrørende læren om sjælens udødelighed må vi have svar på?

⁷ Stillet over for så modstridende opfattelser må vi spørge: Har vi en udødelig sjæl? Hvis sjælen i virkeligheden ikke er udødelig, hvordan er det da gået til at denne forkerte lære er blevet en uadskillelig del af de fleste af vore dages religioner? Hvorfra stammer denne idé? Det er vigtigt at vi finder sande og tilfredsstillende svar på disse spørgsmål, for det har afgørende indflydelse på vores fremtid. (1 Korinther 15:19) Men lad os først se på hvordan læren om den udødelige sjæl opstod.

Hvordan læren opstod

8. Hvordan var Sokrates og Platon med til at fremme læren om sjælens udødelighed?

⁸ De græske filosoffer Sokrates og Platon fra det femte århundrede før vor tidsregning tilskrives æren for at have været blandt de første der fremførte den tanke at sjælen er udødelig. Men de var ikke ophavsmænd til denne lære. De gav den blot en afpudsning og omformede den til en filosofisk lære så den blev mere tiltalende for samtidens og eftertidens dannede klasser. I oldtiden troede også de persiske Zarathustratilhængere, og ægypterne før dem, at sjælen var udødelig. Spørgsmålet er derfor: Hvor stammer denne lære fra?

9. Hvorfra hentede oldtidens ægyptiske, persiske og græske kulturer mange af deres begreber?

⁹ „I oldtidens verden . . . kunne den babyloniske religions påvirkning spores i Ægypten, Persien og Grækenland,“ hedder det i bogen The Religion of Babylonia and Assyria. Om ægypternes tro forklarer bogen videre: „I betragtning af den tidlige forbindelse som ifølge tavlerne fra Tell el-Amarna bestod mellem Ægypten og Babylonien, var der rig mulighed for at babyloniske tanker og skikke kunne trænge ind i de ægyptiske kulter.“a Det samme gælder i vid udstrækning den persiske og den græske kultur.

10. Hvad mente babylonierne om et liv efter døden?

¹⁰ Men troede oldtidens babyloniere på sjælens udødelighed? Herom skriver professor Morris Jastrow jun. fra University of Pennsylvania: „Hverken folket eller de religiøse ledere [i Babylonien] forestillede sig nogen sinde at der var mulighed for en fuldstændig tilintetgørelse af det der én gang var blevet til. Døden var [efter deres mening] en overgang til en anden form for liv, og det at man var nægtet udødelighed [i det nuværende liv] understregede blot hvor umuligt det var at undslippe den forandring i tilværelsesformen som døden medførte.“ Babylonierne mente altså at livet fortsatte i en eller anden form efter døden. Dette kom til udtryk i at de gav de døde forskellige genstande med i graven til brug i det hinsidige.

11, 12. Hvor opstod læren om sjælens udødelighed efter Vandfloden?

¹¹ Der er altså tydelige vidnesbyrd om at læren om sjælens udødelighed går helt tilbage til oldtidens Babylon. Er det bemærkelsesværdigt? Ja, for ifølge Bibelen blev byen Babel, eller Babylon, grundlagt af Noas oldesøn Nimrod. Efter den verdensomspændende vandflod på Noas tid fandtes der kun ét sprog og én religion. Nimrod var ikke blot „i opposition til Jehova“; han og hans tilhængere ønskede også at ’gøre deres navn berømt’. Da Nimrod grundlagde Babel og byggede et tårn i byen, påbegyndte han således en ny religion. — 1 Mosebog 10:1, 6, 8-10; 11:1-4.

¹² Ifølge overleveringen led Nimrod en voldsom død. Det er rimeligt at antage at babylonierne efter hans død ønskede at ære ham som deres bys grundlægger, bygherre og første konge. Eftersom guden Marduk (Merodak) blev betragtet som Babylons grundlægger og flere af de babyloniske konger endda blev opkaldt efter denne gud, har nogle forskere fremsat den formodning at Marduk er den guddommeliggjorte Nimrod. (2 Kongebog 25:27; Esajas 39:1; Jeremias 50:2) I så fald må forestillingen om at mennesket ejer en sjæl der lever videre efter døden, allerede have været udbredt da Nimrod døde. Under alle omstændigheder viser historien at læren om sjælens udødelighed opstod i Babel, eller Babylon, efter Vandfloden.

13. Hvordan blev læren om sjælens udødelighed udbredt over hele jorden, og hvad medførte det?

¹³ Bibelen beretter videre at Gud forvirrede sproget blandt Babels indbyggere for at hindre dem i at fuldføre deres hensigt. Da de ikke længere kunne forstå hinanden, opgav de deres forehavende og spredtes „over hele jordens flade“. (1 Mosebog 11:5-9) Vi må imidlertid huske at det kun var tårnbyggernes sprog, ikke deres tankegang og begrebsverden, der var blevet forandret. Følgen var at de tog deres religiøse opfattelser med sig hvor de kom hen. På den måde blev læresætninger fra Babylons religion — deriblandt læren om at sjælen er udødelig — udbredt over hele jorden og blev grundlaget for verdens store religioner. Derved blev der grundlagt et verdensimperium af falsk religion som i Bibelen meget betegnende kaldes „Babylon den Store, moderen til jordens skøger og afskyeligheder“. — Åbenbaringen 17:5.

Den falske religions verdensimperium udvides mod øst

14. Hvordan bredte Babylons religiøse læresætninger sig til det meste af Indien?

¹⁴ Nogle historikere siger at en folkevandring for over 3500 år siden bragte et lyshudet arisk folkeslag fra nordvest ned i Indusdalen i det nuværende Pakistan og Nordvestindien. Derfra bredte indvandrerne sig til Gangessletten og det meste af Indien. Ifølge nogle eksperter var de religiøse forestillinger de bragte med sig, grundlagt på gamle iranske og babyloniske lærdomme, som bar kimen til hinduismen.

15. Hvordan påvirkede læren om sjælens udødelighed hinduismen?

¹⁵ I Indien kom forestillingen om en udødelig sjæl til udtryk i læren om reinkarnation. Hinduvismænd søgte at finde svaret på det universelle spørgsmål om hvorfor der findes ondskab og lidelse blandt menneskene, og de nåede frem til loven om karma, loven om årsag og virkning. De forenede denne lov med læren om sjælens udødelighed og nåede frem til læren om reinkarnation, der blandt andet går ud på at velgerninger bliver belønnet og slette handlinger straffet i ens næste liv. Ifølge denne lære er målet at opnå moksha, det vil sige at blive frigjort fra sjælevandringens cyklus og forenet med Den Højeste Virkelighed, eller nirvana. I århundredernes løb blev denne lære udbredt sammen med hinduismen, og læren om reinkarnation er blevet grundpillen i vore dages hinduisme.

16. Hvilken tro vedrørende det hinsidige kom til at beherske de religiøse opfattelser og skikke hos langt de fleste indbyggere i Østasien?

¹⁶ Buddhismen, jainismen og sikhismen blev udløbere af hinduismen, og disse religioner har bibeholdt læren om reinkarnation. Efterhånden som buddhismen vandt udbredelse i det meste af Østasien — i Kina, Korea, Japan og andre steder — fik den en gennemgribende indflydelse på hele dette områdes kultur og religion. Det medførte at der opstod religioner som var en blanding af mange forskellige trosopfattelser, med elementer fra buddhisme, spiritisme og forfædredyrkelse. De mest indflydelsesrige af dem er taoismen, kungfutsianismen og shintoismen. På denne måde er troen på at livet fortsætter efter legemets død, kommet til at beherske de religiøse opfattelser og skikke hos langt de fleste indbyggere i denne del af verden.

Hvad lærer jødedommen, kristendommen og islam?

17. Hvad troede oldtidens jøder om muligheden for et liv efter døden?

¹⁷ Hvad tror tilhængerne af jødedommen, kristendommen og islam om et liv efter døden? Af de tre store religioner er jødedommen langt den ældste. Den går tilbage til Abraham, det vil sige cirka 4000 år. Det var længe før Sokrates og Platon fremsatte teorien om sjælens udødelighed. Oldtidens jøder troede på de dødes opstandelse, ikke på en iboende udødelighed. (Mattæus 22:31, 32; Hebræerne 11:19) Hvordan blev læren om sjælens udødelighed da en del af jødedommen? Historien giver os svaret.

18, 19. Hvordan fandt læren om sjælens udødelighed vej ind i jødedommen?

¹⁸ I 332 f.v.t. erobrede Alexander den Store Mellemøsten, også byen Jerusalem. Med den hellenisering Alexanders efterfølgere videreførte, skete der en sammenblanding af de to kulturer — den græske og den jødiske. Med tiden blev jøderne fortrolige med græsk tænkning, og nogle blev endog filosoffer.

¹⁹ En af disse jødiske filosoffer var Filon fra Alexandria, der levede i det første århundrede efter vor tidsregning. Han agtede Platon højt og søgte at forklare jødedommen med udtryk hentet fra græsk filosofi, hvorved han beredte vejen for de jødiske tænkere der kom efter ham. Talmud, som bestod af skrevne kommentarer til rabbinernes mundtlige love, blev også påvirket af græsk tankegang. „Talmuds rabbinere troede på sjælens fortsatte eksistens efter døden,“ siges der i Encyclopaedia Judaica. Den senere jødiske mysterielitteratur, som for eksempel Kabbala, går endog så vidt som til at fremholde læren om reinkarnation. Læren om sjælens udødelighed kom altså ind i jødedommen ad bagdøren under indflydelse af græsk filosofi. Hvordan er læren blevet en del af kristenhedens dogmer?

20, 21. (a) Hvordan så de kristne i det første århundrede på Platons græske filosofi? (b) Hvordan blev Platons tanker smeltet sammen med den kristne lære?

²⁰ Den sande kristendom begyndte med Jesus Kristus. Om ham har førnævnte Miguel de Unamuno skrevet følgende: „Han troede på kødets opstandelse i overensstemmelse med den jødiske tænkemåde, ikke på sjælens udødelighed i overensstemmelse med den [græske] platoniske tænkemåde.“ Han når derfor til følgende slutning: „Sjælens udødelighed . . . er et hedensk filosofisk dogme.“ Det er således let at se hvorfor apostelen Paulus indtrængende advarede sin tids kristne mod „den filosofi og det tomme bedrag der er i overensstemmelse med menneskers overlevering, i overensstemmelse med verdens elementære ting og ikke i overensstemmelse med Kristus“. — Kolossenserne 2:8.

²¹ Hvornår og hvordan vandt dette ’hedenske filosofiske dogme’ indpas i kristendommen? The New Encyclopædia Britannica forklarer: „Fra midten af det 2. århundrede efter Kristi fødsel begyndte kristne der havde modtaget oplæring i græsk filosofi, at føle et behov for at udtrykke deres tro i vendinger hentet herfra, både for at tilfredsstille deres eget intellekt og for at omvende lærde hedninger. Den filosofi der tiltalte dem mest, var platonismen.“ To af de filosoffer der øvede stor indflydelse på kristenhedens lære, var Origenes fra Alexandria og Augustin fra Hippo. De var begge stærkt påvirket af Platons tanker og var medvirkende til at disse tanker blev sammensmeltet med kristne læresætninger.

22. Hvordan er læren om sjælens udødelighed blevet fast forankret i islam?

²² Læren om sjælens udødelighed kom altså ind i jødedommen og kristendommen som følge af platonismen, hvorimod den i islam fandtes lige fra religionens begyndelse. Islams hellige bog, Koranen, lærer at mennesket har en sjæl der lever videre efter døden. Den siger at sjælens endelige skæbne enten vil være liv i en paradisisk himmelsk have eller straf i et brændende helvede. Dermed være ikke sagt at arabiske lærde ikke har forsøgt at forene islamisk lære med græsk filosofi. Den arabiske verden blev faktisk i nogen udstrækning påvirket af Aristoteles’ værk. Under alle omstændigheder er læren om sjælens udødelighed stadig en del af muslimernes tro.

23. Hvilke betydningsfulde spørgsmål angående livet efter døden vil blive behandlet i den følgende artikel?

²³ Det er tydeligt at verdens mange forskellige religioner har udviklet en forvirrende række opfattelser af det hinsidige, opfattelser der skyldes den forestilling at sjælen er udødelig. Disse opfattelser har berørt, eller ligefrem behersket og trælbundet, milliarder af mennesker. Vi kan derfor ikke lade være med at spørge: Er det muligt at finde ud af hvad der sker med os når vi dør? Er der et liv efter døden? Hvad siger Bibelen om emnet? Det vil vi se nærmere på i den følgende artikel.

[Fodnote]

Hvad siger Bibelen om et liv efter døden?

„Støv er du, og til støv vil du vende tilbage.“ — 1 MOSEBOG 3:19.

1, 2. (a) Nævn nogle eksempler på hvordan man opfatter livet efter døden. (b) Hvad må vi undersøge for at forstå hvad Bibelen lærer om sjælen?

„TEORIEN om evig pine harmonerer ikke med troen på at Gud nærer kærlighed til sine skabninger. . . . At tro på at sjælen vil blive straffet for evigt som følge af nogle få års fejltrin, uden at den får en chance for at forbedre sig, strider mod al sund fornuft,“ har hindufilosoffen Nikhilananda skrevet.

² I dag føler mange, ligesom Nikhilananda, sig ilde til mode ved læren om evig pine. Andre har svært ved at forstå begrebet nirvana og det at blive ét med naturen. Selv blandt dem der hævder at deres tro bygger på Bibelen, er der forskellige forestillinger om hvad sjælen er, og hvad der sker med den når vi dør. Men hvad lærer Bibelen egentlig om sjælen? For at finde svaret må vi undersøge betydningen af de hebraiske og græske ord der i Bibelen oversættes med „sjæl“.

Hvad sjælen er ifølge Bibelen

3. (a) Hvilket ord i De Hebraiske Skrifter er oversat med „sjæl“, og hvad er ordets grundbetydning? (b) Hvordan underbygger Første Mosebog 2:7 at ordet „sjæl“ kan betegne hele mennesket?

³ Det hebraiske ord der oversættes med „sjæl“, er næʹfæsj, og det forekommer 754 gange i De Hebraiske Skrifter. Hvad betyder næʹfæsj? Ifølge bibelordbogen The Dictionary of Bible and Religion sigter det „som regel til hele den levende skabning, til hele individet“. Det fremgår for eksempel af den måde sjælen omtales på i Første Mosebog 2:7: „Så dannede Jehova Gud mennesket af støv fra jorden og blæste livsånde ind i hans næsebor, og mennesket blev en levende sjæl.“ Læg mærke til at det første menneske „blev“ en sjæl. Det vil sige at Adam ikke havde en sjæl; han var en sjæl — ligesom den der bliver læge, er læge. Ordet „sjæl“ betegner i dette tilfælde derfor hele personen.

4. Hvilket ord i De Kristne Græske Skrifter er oversat med „sjæl“, og hvad er ordets grundbetydning?

⁴ Det græske ord som oversættes med „sjæl“ (psychēʹ), forekommer over hundrede gange i De Kristne Græske Skrifter. Ligesom næʹfæsj sigter dette ord ofte til hele personen, for eksempel i følgende udtalelser: „Min sjæl [er] stærkt foruroliget.“ (Johannes 12:27) „Frygt greb hver sjæl.“ (Apostelgerninger 2:43) „Lad enhver sjæl underordne sig de højere myndigheder.“ (Romerne 13:1) „Trøst de modfaldne sjæle.“ (1 Thessaloniker 5:14) „Nogle få, det vil sige otte sjæle, [blev] bragt sikkert igennem vandet.“ (1 Peter 3:20) Psychēʹ sigter tydeligvis, ligesom næʹfæsj, til hele personen. Ifølge ordbogsforfatteren Nigel Turner betyder ordet „det der er betegnende for mennesket, personen, det fysiske legeme der har fået Guds rûah [ånd] indåndet i sig. . . . Vægten lægges på hele personen.“

5. Er dyr sjæle? Forklar nærmere.

⁵ I Bibelen anvendes ordet „sjæl“ interessant nok ikke blot om mennesker, men også om dyr. I Første Mosebog 1:20 beskrives det for eksempel hvordan havdyrene blev skabt. Gud bød: „Lad vandene vrimle med en vrimmel af levende sjæle.“ På den næste skabelsesdag sagde Gud: „Lad jorden få levende sjæle til at fremkomme efter deres arter, husdyr og myldrende smådyr og jordens vilde dyr efter deres arter.“ — 1 Mosebog 1:24; jævnfør Fjerde Mosebog 31:28.

6. Hvad kan der siges om den måde hvorpå Bibelen bruger ordet „sjæl“?

⁶ Når Bibelen bruger ordet „sjæl“, sigter det altså til et menneske eller et dyr eller til livet som et menneske eller et dyr. (Se rammen ovenfor.) Bibelens definition af hvad sjælen er, er enkel, konsekvent og ikke påvirket af menneskers indviklede filosofi og overtro. Derfor trænger følgende spørgsmål sig på: Hvad sker der ifølge Bibelen med sjælen når vi dør?

De døde er uden bevidsthed

7, 8. (a) Hvad siger Bibelen om de dødes tilstand? (b) Hvilke eksempler fra Bibelen viser at sjælen kan dø?

⁷ De dødes tilstand fremgår tydeligt af Prædikeren 9:5, 10, hvor vi læser: „De døde ved ingenting . . . Der er ingen stræben, ingen planlægning, ingen kundskab eller visdom i graven.“ (Moffatt) Døden er altså en tilstand af ikkeeksistens. Salmisten skrev at når et menneske dør, „vender [han] tilbage til den jord han er kommet fra; samme dag går hans tanker til grunde“. (Salme 146:4) De døde er uden bevidsthed og uvirksomme.

⁸ Da Gud udtalte dommen over Adam, sagde han: „Støv er du, og til støv vil du vende tilbage.“ (1 Mosebog 3:19) Før Gud dannede Adam af jordens støv og gav ham liv, eksisterede Adam ikke. Da han døde, vendte han tilbage til denne tilstand. Hans straf bestod i at han skulle dø, ikke overføres til en anden verden. Hvad skete der med hans sjæl da han døde? Når Bibelen bruger ordet „sjæl“, betyder det ofte blot et menneske. Når vi siger at Adam døde, betyder det derfor at den sjæl der bar navnet Adam, døde. Det lyder måske usædvanligt for dem der tror på sjælens udødelighed. Bibelen siger imidlertid: „Den sjæl der synder, den skal dø.“ (Ezekiel 18:4) Tredje Mosebog 21:1 taler om „en afdød sjæl“ („lig“, da. aut. 1931). En nasiræer fik påbud om ikke at komme i nærheden af „nogen død sjæl“ („lig“, da. aut. 1992). — 4 Mosebog 6:6.

9. Hvad menes der når der i Bibelen siges at Rakels sjæl „var ved at gå ud“?

⁹ I Første Mosebog 35:18 læser vi om Rakels tragiske død da hun fødte sin anden søn. Der står: „Da hendes sjæl var ved at gå ud — for hun døde — gav hun ham navnet Ben-Oni; men hans fader kaldte ham Benjamin.“ Viser dette skriftsted at Rakel havde noget inden i sig der forlod hende da hun døde? Nej. Vi skal huske at ordet „sjæl“ også kan betyde det liv et menneske ejer. I dette tilfælde betyder ordet „sjæl“ derfor blot Rakels liv. Derfor gengiver andre bibeloversættelser udtrykket „da hendes sjæl var ved at gå ud“ med „lige før Rakel udåndede“ (da. aut.), „da hendes liv ebbede ud“ (Knox) og „da hendes liv forlod hende“ (Bible in Basic English). Der er intet der viser at en mystisk del af Rakel levede videre efter hendes død.

10. I hvilken forstand vendte sjælen tilbage til den enkes søn der blev oprejst fra de døde?

¹⁰ Det forholder sig på samme måde med den enkes søn vi læser om i Første Kongebog, kapitel 17. I vers 22 læser vi at da Elias bad over den lille dreng, „hørte Jehova på Elias’ røst, og barnets sjæl vendte tilbage til ham og han kom til live“. Også her betyder ordet „sjæl“ „liv“. Derfor gengiver den danske autoriserede oversættelse det på denne måde: „Og livet vendte tilbage i drengen, så han blev levende.“ Det var altså livet og ikke et eller andet udefinerligt der vendte tilbage til drengen. Det stemmer med det Elias sagde til drengens mor: „Se, din søn [hele personen] lever.“ — 1 Kongebog 17:23.

Hvad er ånden?

11. Hvorfor kan ordet „ånd“ ikke sigte til en ulegemlig del af mennesket der lever videre når man dør?

¹¹ Bibelen siger at når et menneske dør, ’går hans ånd bort; han vender tilbage til den jord han er kommet fra’. (Salme 146:4) Betyder det at en ulegemlig ånd bogstaveligt forlader legemet og lever videre efter et menneskes død? Det kan ikke være tilfældet, for salmisten siger dernæst: „Samme dag går hans tanker til grunde“ („ophører alle hans tanker“, The New English Bible). Hvad er da ånden, og hvordan ’går den bort’ når et menneske dør?

12. Hvad betyder de hebraiske og græske ord der i Bibelen oversættes med „ånd“?

¹² De ord der i Bibelen oversættes med „ånd“ (hebraisk: ruʹach; græsk: pneuʹma), er afledt af et verbum der betyder „at ånde“. I stedet for at sige at „hans ånd går bort“, siger en oversættelse af R. A. Knox at „hans ånde forlader hans legeme“. (Salme 145:4) Men ordet „ånd“ har et langt større betydningsindhold end „ånde“. I Første Mosebog 7:22 læser vi for eksempel følgende om hvad der skete dengang de fleste mennesker og dyr blev udslettet i en verdensomspændende vandflod: „Alt hvad der havde livets krafts [eller: ånds; hebraisk: ruʹach] ånde i sine næsebor, nemlig alt hvad der var på den tørre grund, døde.“ Ordet „ånd“ kan altså betyde den livskraft der virker i alle levende skabninger, både i mennesker og dyr, og som opretholdes ved åndedrættet.

13. Hvordan vender ånden tilbage til Gud når et menneske dør?

¹³ Hvad betyder det så når der i Prædikeren 12:7 siges at når et menneske dør, ’vender ånden tilbage til den sande Gud, som gav den’? Betyder det at ånden rent bogstaveligt bevæger sig gennem rummet hen i Guds nærhed? Nej, slet ikke. Eftersom ånden er livskraften, ’vender den tilbage til den sande Gud’ i den forstand at menneskets mulighed for engang i fremtiden at få livet igen nu fuldstændig ligger i Guds hånd. Det er kun Gud der kan give et menneske ånden eller livskraften tilbage så vedkommende vender tilbage til livet. (Salme 104:30) Men er det Guds hensigt?

„Han skal opstå“

14. Hvad sagde og gjorde Jesus for at trøste den døde Lazarus’ søstre?

¹⁴ I den lille by Betania, omkring tre kilometer øst for Jerusalem, sørgede Maria og Marta over deres broder Lazarus’ alt for tidlige død. Jesus sørgede med dem, for han holdt meget af de tre. Hvordan kunne Jesus trøste søstrene? Ikke ved at komme med en eller anden indviklet „forklaring“, men ved at fortælle sandheden. Han sagde ganske enkelt til Marta: „Din broder skal opstå.“ Jesus gik derpå til graven og oprejste Lazarus. Han gav en mand der havde været død i fire dage, livet igen! — Johannes 11:18-23, 38-44.

15. Hvordan reagerede Marta på det Jesus sagde og gjorde?

¹⁵ Blev Marta overrasket over Jesu ord om at Lazarus ’skulle opstå’? Åbenbart ikke, for hun svarede: „Jeg ved han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag.“ Hun troede allerede på løftet om en opstandelse. Jesus fortsatte: „Jeg er opstandelsen og livet. Den der tror på mig, skal komme til live selv om han dør.“ (Johannes 11:23-25) At Lazarus ved et mirakel fik livet igen, styrkede hende i troen, og det bevirkede også at andre fik tro. (Johannes 11:45) Men hvad betyder udtrykket „opstandelse“ helt præcist?

16. Hvad betyder ordet „opstandelse“?

¹⁶ Ordet „opstandelse“ er oversat fra det græske ord anaʹstasis, der ordret betyder „genopståen“. De der oversatte fra græsk til hebraisk, har gengivet anaʹstasis med et udtryk der betyder „genoplivelse af de døde“ (hebraisk: techījathʹ hammethīmʹ).a En opstandelse indebærer således at personen oprejses fra dødens livløse tilstand, og at vedkommendes livsmønster gendannes og reaktiveres.

17. (a) Hvorfor vil det ikke være noget problem for Jehova Gud og Jesus Kristus at oprejse mennesker? (b) Hvad lovede Jesus vedrørende dem der er i mindegravene?

¹⁷ Eftersom Jehova Gud ejer ubegrænset visdom og en fuldkommen hukommelse, kan han let oprejse et menneske. Det er ikke noget problem for ham at huske de dødes livsmønster — deres personlige træk, deres livshistorie og alle detaljerne i deres identitet. (Job 12:13; jævnfør Esajas 40:26.) Som eksemplet med Lazarus viser, er Jesus Kristus også i stand til og villig til at oprejse de døde. (Jævnfør Lukas 7:11-17; 8:40-56.) Jesus Kristus sagde også: „Den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans [Jesu] røst og komme ud.“ (Johannes 5:28, 29) Han lovede med andre ord at alle der findes i Jehovas erindring, alle som han mindes, vil få en opstandelse. Ifølge Bibelen er det således tydeligt at sjælen dør, og at det eneste der kan ophæve døden, er opstandelsen. Men milliarder har levet og er døde. Hvem af disse befinder sig i Guds erindring med udsigt til en opstandelse?

18. Hvem vil få en opstandelse?

¹⁸ Det gør de som har været Jehovas tjenere, og som har fulgt retfærdighedens vej. Men der findes også millioner som er døde uden at have vist om de ville følge Guds retfærdige normer. De har enten været uvidende om Jehovas krav eller har ikke haft tilstrækkelig tid til at gøre de nødvendige forandringer. Sådanne mennesker findes også i Guds erindring og vil derfor få en opstandelse, for Bibelen lover: „Der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ — Apostelgerninger 24:15.

19. (a) Hvilket syn af opstandelsen fik apostelen Johannes? (b) Hvad bliver „kastet i ildsøen“, og hvad betyder dette udtryk?

¹⁹ Apostelen Johannes fik et betagende syn af nogle der havde fået en opstandelse, og som stod foran Guds trone. Han har beskrevet det han så, med ordene: „Havet gav de døde der var i det, tilbage, og døden og Hades gav de døde der var i dem, tilbage, og de blev dømt hver især efter deres gerninger. Og døden og Hades blev kastet i ildsøen. Dette er den anden død, ildsøen.“ (Åbenbaringen 20:12-14) Tænk på hvad det vil sige! Alle de døde som findes i Guds erindring, vil blive udfriet fra Hades, eller Sheol, menneskehedens fælles grav. (Salme 16:10; Apostelgerninger 2:31) Derpå vil „døden og Hades“ blive kastet i det der kaldes „ildsøen“, et symbol på fuldstændig tilintetgørelse. Menneskehedens fælles grav vil ophøre med at eksistere.

Storslåede fremtidsudsigter

20. Hvordan vil omgivelserne være for de millioner der vil få en opstandelse fra de døde?

²⁰ Når millioner får en opstandelse, bliver de ikke ført tilbage til livet på en øde og tom jord. (Esajas 45:18) De vil vågne i smukke omgivelser, hvor der vil være sørget for boliger, tøj og rigeligt med føde til dem. (Salme 67:6; 72:16; Esajas 65:21, 22) Hvem har sørget for alt dette? Det har de der allerede befinder sig i den nye verden, før opstandelsen til liv på jorden begynder. Men hvem er de?

21, 22. Hvilke storslåede fremtidsudsigter venter dem der lever i „de sidste dage“?

²¹ Opfyldelsen af Bibelens profetier viser at vi lever i „de sidste dage“ for denne tingenes ordning.b (2 Timoteus 3:1) Inden længe vil Jehova Gud gribe ind i forholdene og fjerne ondskaben fra jorden. (Salme 37:10, 11; Ordsprogene 2:21, 22) Hvad vil der til den tid ske med dem der trofast tjener Gud?

²² Jehova vil ikke udslette de retfærdige sammen med de ugudelige. (Salme 145:20) Det har han aldrig tidligere gjort, og det vil han heller ikke gøre når han renser jorden for al ondskab. (Jævnfør Første Mosebog 18:22, 23, 26.) Faktisk taler den sidste bog i Bibelen om „en stor skare, som ingen [er] i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål“ som kommer ud af „den store trængsel“. (Åbenbaringen 7:9-14) En stor skare mennesker vil altså overleve den store trængsel der vil bringe den nuværende ugudelige verden til ophør, og de vil få adgang til Guds nye verden. Her kan de der ønsker at adlyde Gud, til fulde drage nytte af det Gud har gjort for at befri menneskene for synd og død. (Åbenbaringen 22:1, 2) ’Den store skare’ behøver derfor aldrig at dø. Er det ikke storslåede fremtidsudsigter?

Et liv uden død

23, 24. Hvad må vi gøre hvis vi ønsker at leve evigt i et paradis på jorden?

²³ Kan vi stole på at dette fantastiske håb vil blive til virkelighed? Ja, for Jesus Kristus lod selv forstå at der ville komme en tid hvor de der levede, slet ikke skulle dø. Umiddelbart før Jesus oprejste sin ven Lazarus, sagde han til Marta: „Enhver som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.“ — Johannes 11:26.

²⁴ Kunne du tænke dig at leve evigt i et paradis på jorden? Længes du efter at møde din familie og dine venner igen når de bliver oprejst fra de døde? „Verden forsvinder, og det gør dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt,“ skrev apostelen Johannes. (1 Johannes 2:17) Det er nu du må lære hvad der er Guds vilje, og være besluttet på at rette dig efter den. Så vil du sammen med millioner af andre som allerede gør Guds vilje, komme til at leve evigt i et paradis på jorden.

[Fodnoter]