VI BEGYNDER AT OVERSÆTTE

I 1980 gav Afdelingskontoret os til opgave at oversætte til tuvaluansk – noget vi slet ikke følte os kvalificerede til. (1 Kor. 1:28, 29) I begyndelsen brugte vi en gammel duplikator som vi havde købt af regeringen, til at trykke materiale til vores møder. Vi oversatte endda bogen Sandheden der fører til evigt liv og trykte den på vores maskine. Jeg husker stadig den stærke lugt af tryksværte og hvor hårdt det var at trykke alle disse publikationer manuelt i den tropiske hede. På det tidspunkt havde vi ikke engang elektricitet.

Det var vanskeligt at oversætte til tuvaluansk fordi der næsten ikke var nogen bøger på sproget. Nogle gange kom hjælpen dog fra en uventet kant. En formiddag kom jeg ved en fejl til at besøge en ældre mand der var modstander af sandheden. Manden, der havde været lærer, var hurtig til at minde mig om at vi ikke skulle besøge ham. Men så tilføjede han: “Jeg vil bare lige nævne én ting. I bruger den passive form alt for meget i jeres oversættelse. På tuvaluansk bliver den slet ikke brugt så ofte.” Jeg forhørte mig hos nogle andre, og det viste sig at han havde ret, så vi justerede vores oversættelse for at gøre den mere naturlig. Det var fantastisk at opleve at Jehova hjalp os gennem en modstander, der tydeligvis havde læst vores publikationer.

Den første publikation på tuvaluansk som blev delt ud til folk, var en invitation til mindehøjtiden. Derefter blev Rigets Nyheder nr. 30 udgivet, endda samtidigt med den engelske. Sikke en glæde det var at kunne give tuvaluanerne noget på deres eget sprog! Efterhånden blev flere brochurer og endda nogle bøger oversat til tuvaluansk. I 1983 begyndte Afdelingskontoret i Australien at trykke en 24-siders kvartalsudgave af Vagttårnet, og det gav os omkring syv paragraffer at studere hver uge. Folk i Tuvalu elsker at læse, så vores publikationer blev meget populære. Hver gang der kom en ny publikation, blev det annonceret i et nyhedsindslag på landets officielle radiostation, ja, nogle gange var det endda forsidestof!a

Hvordan foregik oversættelsesarbejdet? Selve oversættelsen blev udarbejdet i hånden. Herefter blev teksten skrevet på maskine flere gange indtil den var klar til at blive sendt til Afdelingskontoret i Australien. Dér tastede to søstre, som ikke forstod tuvaluansk, hver for sig teksten ind på computer og sammenlignede så teksterne – en metode der resulterede i bemærkelsesværdigt få fejl. Senere fik vi layoutet tilbage via luftpost for at det kunne blive tjekket igennem, og til sidst sendte vi den færdige udgave til trykning på Afdelingskontoret.

Tingene har virkelig ændret sig! I dag kan oversætterholdene selv taste teksten ind på computer. Som regel bliver det færdige layout lavet lokalt, og filerne sendes til trykning via internettet. Man behøver ikke længere at spæne til posthuset i sidste øjeblik for at få teksterne sendt af sted.

NYE OPGAVER

Gennem årene fik Jenny og jeg tildelt mange forskellige opgaver på øerne i Stillehavet. I 1985 blev vi sendt fra Tuvalu til Afdelingskontoret i Samoa. Der hjalp vi til i forbindelse med oversættelse til samoansk, tongansk og tokelauansk og oversatte også fortsat til tuvaluansk.b I 1996 fik vi en lignende opgave på Afdelingskontoret i Fiji, hvor vi havde mulighed for at støtte arbejdet med at oversætte til fiji, kiribati, nauruansk, rotumansk og tuvaluansk.

For eksempel blev der på et tidspunkt rejst spørgsmål om hvorvidt det virkelig var umagen værd at fremstille læsestof på tuvaluansk. Jeg blev meget opmuntret over at læse svaret fra Det Styrende Råd: “Vi ser absolut ingen grund til at I skulle stoppe arbejdet med at oversætte til tuvaluansk. Distriktet i Tuvalu er måske ikke så stort i forhold til andre sproggrupper, men folk dér har stadig brug for at høre den gode nyhed på deres modersmål.”