• Tsunamien som ramte Japan i 2011 — Overlevende fortæller deres historie
    Vågn op! – 2011 | December

    • Forskellige organisationer ydede hjælp til deres medlemmer. Blandt dem var Jehovas Vidner. Samme eftermiddag som jordskælvet og tsunamien ramte, begyndte Jehovas Vidner at undersøge hvordan det stod til med dem der regelmæssigt kom til deres møder. Men mange steder kunne vejene ikke passeres, og elforsyningen og telefonlinjerne var afbrudt. Det var meget vanskeligt at søge efter mennesker i det store katastroferamte område.

      Den frygtelige fredag eftermiddag lykkedes det kun Takayuki, en af de ældste i Jehovas Vidners menighed i Soma, Fukushima-præfekturet, at få kontakt med et par familier. „Jeg besluttede at lede efter de andre den følgende dag,“ siger han. „Ved morgengry begav jeg mig af sted i bil og senere til fods for at finde dem og fortsatte til det blev aften. Jeg søgte efter menighedens medlemmer tyve forskellige steder. Når jeg fandt frem til dem, læste jeg nogle skriftsteder for dem og bad sammen med dem.“

      Shunji i Ishinomaki fortæller: „Vi dannede nogle hold der skulle lede efter trosfæller. Det syn der mødte os da vi nåede frem til katastrofeområdet, var ubeskriveligt. Der hang biler i elmaster, huse lå stablet oven på hinanden, og bunker af brokker tårnede sig højere op end husene. På taget af en bil så vi et lig. Det var sandsynligvis en der ikke havde kunnet overleve den kolde nat. Mellem nogle huse hang der endnu en bil med taget nedad. Der lå et lig derinde.“

      Shunji var lettet over at finde trosfæller på forskellige tilflugtssteder. „Da jeg fandt dem,“ siger han, „forstod jeg hvor dyrebare de var for mig.“

      „I kom så hurtigt!“

      To unge kvinder, der er Jehovas Vidner, Yui og Mizuki, boede i nærheden af hinanden i Minamisanriku i Miyagi. Da de første rystelser var stilnet af, skyndte de sig udenfor og fik øje på hinanden. De løb sammen op til et højereliggende sted. Mindre end ti minutter senere var de vidne til at hele byen, deriblandt deres eget hjem, blev skyllet væk af den ene bølge efter den anden.

      Da Yui og Mizuki mødte andre Jehovas Vidner på et tilflugtssted, bad de sammen. Den næste morgen gik nogle fra deres egen menighed samt nogle fra en nabomenighed over bjerget med mad og andre forsyninger. Yui og Mizuki udbrød: „Vi vidste at I ville komme, men ikke at I kom så hurtigt!“

      Hideharu, der er et af Jehovas Vidner og tilsynsmand i Tome-menigheden, besøgte stedet. Han fortæller: „Jeg havde hele natten forsøgt at lokalisere mine trosfæller der boede langs kysten. Endelig, klokken fire om morgenen, fik jeg besked om at nogle havde søgt tilflugt på en skole. Klokken syv var vi ti der mødtes for at lave risboller, og tre af os kørte ud med maden. De fleste veje var ufremkommelige. Efter stort besvær nåede vi frem til skolen. Selv de der havde mistet deres hjem, hjalp os med at yde andre støtte.“

      Det åndelige behov dækkes

      Jehovas Vidner mødes regelmæssigt for at studere Bibelen, og nogle menigheder gør det fredag aften. Det var også tilfældet i Rikuzentakata, men rigssalen, som Jehovas Vidner kalder de mødesale hvor de tilbeder Gud, var netop skyllet bort af tsunamien. „Lad os alligevel holde et møde,“ foreslog en. Man valgte derfor et hjem der ikke var blevet alvorligt beskadiget, og menighedens medlemmer blev underrettet.

      Elforsyningen var afbrudt, men en generator sørgede for lys. Der var 16 til stede. „Vi græd af glæde,“ mindes Yasuyuki der havde mistet sin lejlighed som følge af tsunamien. „Det var det bedste sted vi kunne finde tilflugt.“ En kvinde ved navn Hideko siger: „Mødet blev gentagne gange afbrudt af stærke efterskælv, men mens vi var sammen, glemte jeg min frygt og bekymring.“

      Menigheden er ikke gået glip af et eneste møde. To dage senere, om søndagen, blev der holdt et foredrag med titlen „Et verdensomfattende brodersamfund frelses fra en katastrofe“.

      Nødhjælpsarbejdet organiseres

      Forskellige myndighedsinstanser begyndte hurtigt at yde nødhjælp, og det samme gjorde Jehovas Vidners afdelingskontor, som ligger i Ebina i nærheden af Tokyo. Om lørdagen, dagen efter jordskælvet, havde afdelingskontoret inddelt det store katastrofeområde i tre sektioner. Om mandagen, tre dage efter skælvet, besøgte repræsentanter fra afdelingskontoret disse områder.

      I de følgende uger og måneder blev der ved med at komme nødhjælp. Jehovas Vidner har sendt og uddelt mange tons forsyninger. På et tidspunkt blev der uddelt nødhjælp fra tre nødhjælpscentre, 21 forsyningslagre og flere andre steder. I løbet af de første to måneder uddelte hundredvis af frivillige over 250 tons mad, tøj og andre fornødenheder. Mange Jehovas Vidner har delt disse forsyninger med deres naboer.

      Medlemmer af Rikuzentakata-menigheden og den nærliggende Ofunato menighed benytter deres genopbyggede rigssal til at styrke folk åndeligt. Det vil hjælpe folk lokalt til at klare de vanskeligheder der er forbundet med at reetablere deres tilværelse og komme sig efter de traumatiske oplevelser som jordskælvet og tsunamien forårsagede. Ud af de mere end 14.000 Jehovas Vidner i katastrofeområdet er 12 bekræftet døde, og to savnes stadig.

      Mange af de Jehovas Vidner som var ofre for denne forfærdelige katastrofe, kan tilslutte sig det en familie har sagt: „Da vi flygtede, havde vi hver især kun én taske med os. Men vores trosfæller har dækket alle vores behov.“ Hvor er det storslået at den sande Guds tjenere kan nyde godt af det verdensomspændende brodersamfund som Jesus og hans apostle talte om! Hverken tsunamier eller andre naturkatastrofer kan bryde dette bånd. — Johannes 13:34, 35; Hebræerne 10:24, 25; 1 Peter 5:9.