• Katastrofen rammer Salomonøerne
    Vagttårnet – 2008 | 1. maj

    • Så kom tsunamien

      Patson Baea befandt sig i sit hjem på øen Sepo Hite, cirka 6 kilometer fra Gizo, da jordskælvet kom. Hvordan klarede Patson og hans familie sig igennem katastrofen?

      Patson beretter: „Jeg løb langs kysten hen mod min kone, Naomi, og vores fire børn. De var blevet kastet omkuld på jorden, men var ikke kommet noget til. Børnene rystede, og nogle af dem græd. Naomi og jeg skyndte os at berolige dem.

      Jeg lagde mærke til at havet bevægede sig på en usædvanlig måde. Det var helt tydeligt at der var en tsunami på vej. Vores lille ø ville sikkert blive oversvømmet. Min mor, Evalyn, der boede på en lille ø i nærheden, var også i fare. Jeg beordrede familien til at skynde sig ned i vores motordrevne kano, og vi sejlede af sted for at redde hende.

      Da vi havde sejlet et lille stykke, banede en kæmpestor bølge sig vej under kanoen. Havet skiftevis steg og sank. Da vi nåede frem til min mor, var hun chokeret og forvirret og så bange at hun ikke ville ud i vandet. Naomi og vores 15-årige søn, Jeremy, sprang ud i den stærke strøm og hjalp hende med at svømme ud til kanoen. Så snart hun var om bord, satte vi fuld kraft på motoren og sejlede ud på havet.

      Nu havde havet trukket sig længere tilbage end vi nogen sinde før havde oplevet; man kunne se koralrevene omkring øerne. Pludselig skyllede en enorm bølge ind og oversvømmede begge øer. Vores gæstehus på stranden blev revet løs fra sit fundament og fuldstændig smadret. Vandet strømmede ind gennem vores andet hus og ødelagde mange af vores ting. Da havet havde trukket sig tilbage, fik vi fat på vores bibler og sangbøger i det ramponerede hus og tog af sted til Gizo.“

      Kysten bar præg af død og ødelæggelse. Det var gået værst ud over den vestlige side af øen Ghizo. Mindst 13 landsbyer blev fejet bort af en bølge der efter sigende var 5 meter høj.

      Samme aften samledes 22 mennesker i Jehovas Vidners rigssal i Gizo for at afholde højtiden til minde om Jesu død. Heldigvis var ingen af dem kommet alvorligt til skade under katastrofen. „Der var ingen elektricitet, og vores petroleumslamper var gået i stykker,“ fortæller Ron, der er citeret tidligere. „Så broder Shaw holdt foredraget ved lyset af en lommelygte. I mørket sang vi takkesange til Jehova, højt og flerstemmigt.“