• Underfuldt dannet til at leve
    Vågn op! – 1988 | 8. august

    • Den indre ’livets flod’

      Ifølge et forsigtigt skøn består menneskelegemet af 75 billioner celler — et antal der ganske overstiger vor fatteevne og som er femten tusind gange større end antallet af mennesker på jorden. At forsyne hver eneste af disse celler med ilt kræver et transportsystem der er langt mere kompliceret og effektivt end i nogen moderne storby.

      Denne opgave tager blodkredsløbet sig af. Blodet strømmer gennem hjertet, arterierne, venerne og et net af mindre blodkar. Det er „et lukket kredsløb med en samlet længde på omkring 160.000 kilometer,“ oplyser bogen The Human Body. Ifølge denne beregning ville blodkarrene kunne nå fire gange rundt om jorden, hvis de blev lagt i forlængelse af hinanden.

      Gennem dette vældige net af blodkar foregår også transporten af næringsstoffer som blodet optager gennem tarmvæggen. På denne måde bliver hele legemet, endog de tilsyneladende ubetydelige dele, forsynet med næring og ilt. For eksempel fører et net af fine blodkar ud til roden af hvert eneste af de omkring fem millioner hår der vokser i huden. Denne omsorg for selv det mindste hår vækker til eftertanke. „Vær ikke bange,“ sagde Jesus til sine disciple, „på jer er endog alle hovedhår talt.“ — Mattæus 10:28, 30.

      Ved hjælp af forsyningerne fra blodet er legemet i stand til løseligt anslået at danne tre milliarder nye celler i minuttet. Når håret vokser skyldes det at cellerne i hårroden formerer sig. Når gammel hud skaller af dannes der nye hudceller nedenunder. Efterhånden som cellerne i tarmvæggene slides af bliver de erstattet af nye. Og hvert sekund dannes der millioner af røde blodlegemer i knoglemarven!

      Naturligvis dannes der en mængde affaldsstoffer ved alle disse processer. Men også her kommer blodstrømmen til hjælp, idet den fjerner kuldioxid og andre opløselige affaldsstoffer. Større partikler, som døde celler, bliver fortæret af hvide blodlegemer der trænger ind i vævet fra blodet. Hvis der opstår en infektion samles disse sanitetstropper på det inficerede sted for at rense ud. Længe før lægevidenskaben opdagede alt dette, oplyste Bibelen med få ord: „Kødets sjæl [eller liv] er i blodet.“ — 3 Mosebog 17:11, 14.

      Nødsystemer der beskytter mod blodtab

      Har du været udsat for en alvorlig blødning? I en sådan situation kunne man snart miste så meget blod at man døde af det. Men i de fleste tilfælde bliver dette forhindret af nogle helt enestående nødsystemer som videnskaben endnu ikke er i stand til at forklare fuldt ud.

      Hvis et blodkar beskadiges trækker det sig sammen, hvorved blodstrømmen reduceres. Hurtigt træder endnu en mekanisme i funktion. Blodpladerne i nærheden af såret bliver klæbrige og klumper sig sammen. Derefter dannes der tråde af fibrinogen, der sammen med blodpladerne danner en prop som lukker såret.

      Men hvad sker der hvis disse mekanismer er utilstrækkelige? Ved stærke blødninger vil sanseorganer i arterierne omgående registrere et fald i blodtrykket. Derfra går impulser til hjernen, der reagerer ved at få blodkarrene til at snøre sig sammen. Samtidig får hjertet ordre til at slå hårdere. Hvis blødningen fortsætter sådan at hjernen bliver direkte berørt af virkningerne, reagerer den ved at forstærke disse nervereflekser. Hjertefrekvensen kan da øges fra de normale 72 slag i minuttet op til omkring 200. Hvor effektive er disse mekanismer?

      Når blodkarrene snører sig sammen reduceres blodstrømmen til størstedelen af legemet. Da hjertefrekvensen samtidig øges, kan blodtrykket opretholdes. „Men takket være en vidunderlig indretning er arterierne til hjernen undtaget den almindelige sammentrækning,“ bemærker dr. A. Rendle Short i sin bog Wonderfully Made. Dette gælder også de arterier der forsyner hjertemuskulaturen. Blodforsyningen til disse livsvigtige organer holdes således i alt væsentligt uændret. Ifølge professor Arthur Guytons Textbook of Medical Physiology bevirker de ovennævnte reflekser at „vi kan tåle et blodtab der er omtrent dobbelt så stort som hvis de ikke var der“.

      Samtidig søger andre mekanismer at øge blodets volumen. Som dr. Miller forklarer i sin bog The Body in Question: „Det vigtigste er at væskemængden opretholdes. Hvis [blod]tabet foregår tilstrækkelig langsomt, kan legemet selv klare dette ved at fortynde blodet. Dette sker ved at der trækkes væske fra vævet og ved en automatisk reduktion i urinudskillelsen, samt ved en forøget indtagelse af vand gennem munden.“

      Selv om dr. Miller er tilhænger af at behandle blødninger med blodtransfusion, indrømmer han: „Den største umiddelbare trussel mod livet er ikke mangelen på blod som sådan, men et utilstrækkeligt væskevolumen. . . . Indgivelse af . . . plasmaerstatningsmiddel er en acceptabel nødløsning under de første behandlingstrin, eftersom man derved følger legemets naturlige tendens til at opretholde mængden af blod ved at fortynde det.“ Og professor Guyton tilføjer: „Man har udviklet en række plasmaerstatningsmidler der i kredsløbet stort set opfører sig nøjagtig som [blod]plasma.“

      Legemet er også udstyret med en mekanisme der sørger for at opretholde blodets indhold af de iltbærende røde blodlegemer. I en dokumentarisk fjernsynsudsendelse med titlen „Accident“ (Ulykkestilfælde) i serien The Living Body, blev det oplyst: „Under normale omstændigheder producerer vor knoglemarv røde blodlegemer med en hastighed der svarer til 20 procent af den totale kapacitet. Det betyder at hvis der pludselig opstår et behov for røde blodlegemer kan knoglemarven forøge produktionen til det femdobbelte.“