I rædselens greb

„Jeg har en kniv! Ti stille, eller jeg slår dig ihjel!“

DET var en dejlig sommerdag, og den 17-årige Jane,a der er et af Jehovas Vidner, havde været ude at løbe på rulleskøjter i en park i Virginia, USA. Pludselig virkede parken helt mennesketom, og hun besluttede at forlade den. Da hun sad ved familiens minibus for at tage rulleskøjterne af, dukkede en fremmed op og truede hende med ordene: „Jeg har en kniv! Ti stille, eller jeg slår dig ihjel!“ Han greb fat i Jane og prøvede at skubbe hende ind i minibussen for at voldtage hende. Hun skreg så højt hun kunne, men det standsede ham ikke.

„Jeg følte mig fuldstændig hjælpeløs — som et insekt mod en elefant,“ siger Jane. „Men jeg blev ved med at skrige og stritte imod. Til sidst råbte jeg til Gud: ’Jehova, tillad ikke at han gør det imod mig!’“ Det var åbenbart noget der skræmte overfaldsmanden, som pludselig slap Jane og flygtede fra stedet.

Da voldsmanden sprang ind i sin bil, låste Jane sig inde i minibussen. Hun rystede over hele kroppen, men tvang sig selv til at være rolig da hun tog mobiltelefonen. Hun ringede til politiet og gav en nøjagtig beskrivelse af den mistænktes bil samt cifrene på hans nummerplade. Det førte til at han blev anholdt nogle få minutter senere.

En lykkelig afslutning?

Ja, men ikke lige med det samme. Janes ildprøve var kun lige begyndt. Politiet og aviserne havde rost Jane fordi hun havde været snarrådig og ikke mistet fatningen under overfaldet. Men efterhånden som det første chok fortog sig, følte hun sig alt andet end fattet. „Efter nogle få uger kunne jeg næsten ikke holde det ud mere,“ fortæller hun. „Jeg befandt mig i en konstant choktilstand, som hindrede mig i at sove. Da det havde stået på i flere uger, kunne jeg ikke længere studere eller koncentrere mig. Jeg havde også angstanfald. Da en klassekammerat som lignede voldsmanden en smule, prikkede mig på skulderen for at spørge hvad klokken var, var jeg lige ved at gå i panik.“

Jane fortsætter: „Jeg var bundulykkelig. Jeg mistede kontakten med mine venner, og ensomheden gjorde mig endnu mere nedtrykt. Jeg bebrejdede mig selv at jeg havde udsat mig for overfaldet, og jeg var ulykkelig over at jeg ikke mere var den glade og tillidsfulde pige jeg før havde været. Det var som at sørge over en man har mistet.“

Jane oplevede nogle af de klassiske symptomer på en posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD). Hvad er PTSD, og hvad kan man gøre for at hjælpe dem der lider under de nedbrydende symptomer? Det vil den næste artikel komme ind på.

[Fodnote]

Hvad er posttraumatisk stress?

FOR nogle år siden brugte man udtrykkene granatchok og krigsneurose om en posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD), og den blev primært udforsket i forbindelse med krigsveteraner.a Det forholder sig anderledes i dag. Man behøver ikke at have været soldat for at få stillet diagnosen PTSD. En hvilken som helst traumatisk begivenhed kan fremkalde PTSD.

Begivenheden kan være alt fra en krig til et voldtægtsforsøg eller et voldsomt biluheld. En pjece fra National Center for PTSD i USA formulerer det på denne måde: „For at få stillet diagnosen PTSD skal en person have været udsat for et traumatisk hændelsesforløb.“ Og under dette forløb „skal offeret enten udsættes for eller trues med FYSISK skade eller vold“.

Jane, der er nævnt i foregående artikel, beretter: „Jeg har fundet ud af at en voldsom forskrækkelse får organismen til at udskille en stor mængde af bestemte hormoner der sætter kroppen i konstant alarmberedskab. Almindeligvis falder mængden af disse hormoner til det normale igen når faren er ovre, men hvis man har en posttraumatisk belastningsreaktion, fortsætter niveauet med at være højt.“ Selv længe efter overfaldet blev disse rædselsfulde øjeblikke ved med at forfølge hende og var ikke til at slippe af med.

Hvis man har overlevet en traumatisk begivenhed og oplever lignende eftervirkninger, er det vigtigt at gøre sig klart at man ikke er den eneste der har de symptomer. Forfatteren Linda Ledray skriver i en bog om voldtægt at posttraumatisk stress „er en normal reaktion der iagttages hos normale mennesker som har været ude for en skræmmende situation hvor de ikke havde kontrol med hvad der foregik“.

Men blot fordi PTSD betegnes som en normal reaktion, betyder det ikke at alle der overlever en traumatisk begivenhed, reagerer på den måde. Linda Ledray bemærker: „I 1992 viste en undersøgelse blandt voldtægtsofre at 94 procent af dem havde typiske symptomer på PTSD en uge efter voldtægten, og at 47 procent stadig havde symptomerne efter tolv uger. Halvtreds procent af de kvinder der i 1993 opsøgte Sexual Assault Resource Service i Minneapolis (et statsligt rådgivningscenter for voldtægtsofre), havde symptomer på posttraumatisk stress et år efter at være blevet voldtaget.“

Sådanne tal viser at posttraumatisk stress er langt mere almindeligt end folk tror. Det kan ramme alle slags mennesker og udløses af mange former for hændelser. Forfatterne Alexander C. McFarlane og Lars Weisaeth skriver: „Nylige undersøgelser viser at folk i lige så høj grad bliver ramt af traumatiske hændelser i fredstid som soldater og civile gør i krigstid, og at mange der overlever sådanne ikke ualmindelige hændelser, får posttraumatisk stress.“ I nogle tilfælde er PTSD endog blevet udløst af visse former for sygdomsbehandling eller af et hjerteanfald.

„Posttraumatisk stress har vist sig at være meget udbredt,“ forklarer de ovennævnte forfattere. De tilføjer: „Et rundspørge blandt 1245 amerikanske teenagere viste at 23 procent enten selv havde været ofre for overgreb af voldelig eller seksuel karakter eller havde set andre blive udsat for vold. Hver femte af disse unge fik posttraumatisk stress. Det kunne tyde på at næsten 1,1 million amerikanske teenagere for tiden lider af posttraumatisk stress.“

Hvis disse tal er repræsentative, betyder det at der er mange traumatiserede teenagere alene i USA. Hvad kan der gøres for dem der har det sådan?

Hvad kan man gøre?

Hvis du mener at du selv eller en du kender, lider af posttraumatisk stress, har vi nogle gode råd:

Hold dig åndeligt aktiv. „Jeg blev ved med at overvære møderne i vores rigssal,“ siger Jane. „Godt nok kunne jeg ikke koncentrere mig om det der blev sagt, men jeg vidste at det var her Jehova Gud gerne ville have at jeg skulle være. Vennerne i menigheden var utrolig kærlige og opmuntrende, og den kærlighed og personlige interesse de viste mig, betød meget for mig under denne prøvelse.“ Jane tilføjer: „Det var også en hjælp at læse Salmerne. Nogle af de fortvivlede bønner var som talt ud af mit hjerte. Når jeg ikke selv kunne udtrykke mine tanker i bøn, behøvede jeg blot at sige ’amen’.“

Vær ikke tilbageholdende med at trøste et offer. Hvis en du holder af, kæmper med mindet om en traumatisk begivenhed, må du forstå at vedkommende ikke overreagerer eller med vilje er vanskelig. På grund af den følelsesmæssige lammelse, angsten eller vreden er vedkommende måske ikke i stand til at reagere sådan som du kunne ønske dig, når du gør dit bedste for at være en støtte. Men du må ikke give op. Bibelen siger at „en ven viser kærlighed til hver en tid og er en broder som er født med henblik på trængselen“. — Ordsprogene 17:17.

Kend og undgå alle former for lindring der kun gør ondt værre, som for eksempel stof- og alkoholmisbrug. Alkohol og visse former for medicin samt narkotika giver tilsyneladende en midlertidig lindring, men inden længe forværrer de situationen. Misbruget bidrager normalt til at man isolerer sig og afviser folk der ønsker at hjælpe. Det kan også føre til arbejdsnarkomani, ukontrollerede vredesudbrud, spiseforstyrrelser eller anden selvdestruktiv adfærd.

Konsultér en kompetent behandler. Det kan være at vedkommende der har det dårligt, slet ikke har en posttraumatisk belastningsreaktion, men hvis han eller hun har, eksisterer der effektive terapier.b Hvis du får professionel hjælp, bør du være ærlig over for din behandler og bede om hjælp til at overvinde alle former for skadelig adfærd.

I modsætning til folk med fysiske sår, der i regelen heles hurtigt, kan de som har en posttraumatisk belastningsreaktion, desuden i årevis gå med dybe åndelige og følelsesmæssige ar. Den næste artikel kommer ind på hvad offeret og hans eller hendes nærmeste yderligere kan gøre for at fremme helbredelsesprocessen, og den beskriver det håb der er for alle som lider af posttraumatisk stress.

[Fodnoter]

[Ramme/illustration på side 6]

Symptomer på posttraumatisk stress

Mange der har overlevet en traumatisk begivenhed, genoplever den i tankerne. Det er normalt ikke noget de kan styre eller hindre. Symptomerne kan omfatte:

● Pludselige livagtige erindringer om den traumatiske hændelse

● Uhyggelige drømme og mareridt

● En tendens til at blive meget forskrækket over høje lyde eller over at nogen ubemærket nærmer sig bagfra

● Skælven og svedeture

● Hjertebanken og åndenød

● Uro når de bliver mindet om hændelsen af noget de ser, hører, mærker, lugter eller smager

● Ængstelse eller frygt — følelsen af igen at være i fare

● Pludselig og voldsom angst, vrede eller forvirring når noget minder dem om den traumatiske begivenhed

● Besvær med at koncentrere sig eller at tænke klart

● Søvnløshed eller søvnforstyrrelser

● Stærk uro i sindet og konstant fysisk og mentalt alarmberedskab

● Følelsesmæssig lammelse eller upåvirkelighed

● Vanskelighed ved at nære kærlighed eller andre stærke følelser

● Fornemmelsen af at omgivelserne er mærkelige eller uvirkelige

● Manglende interesse for det de før gik op i

● Besvær med at huske vigtige dele af den traumatiske oplevelse

● Fornemmelsen af at have mistet forbindelsen med den omgivende verden og det de oplever

[Illustrationer på side 5]

Posttraumatisk stress kan udløses af mange forskellige traumatiske begivenheder

Afslutningen på traumatisk stress

MÅSKE er du krigsveteran, og du lider af mareridt og genoplever traumer der får dig til at føle at krigen endnu ikke er forbi. Måske har du været offer for et brutalt overgreb som voldtægt og føler at noget i dig gik i stykker under den rædselsfulde oplevelse. Det kan også være at en du holder af, er død under en naturkatastrofe eller en ulykke, og at det gør ondt at leve videre uden den pågældende.

Spekulerer du på om sådanne følelser kan ændre sig? Vi kan med overbevisning sige: ja. I mellemtiden kan alle der lider af et traume, finde trøst i Guds ord, Bibelen.

Hjulpet til at udholde et traume

For næsten to tusind år siden var Paulus ude for skræmmende og livstruende oplevelser. Nogle af dem er skildret og bevaret i Bibelen. Paulus skrev: „Vi ønsker ikke at I skal være uvidende, brødre, om den trængsel som vi har været ude for i provinsen Asien, at vi var under et pres der langt oversteg vore kræfter, så at vi var meget usikre endog med hensyn til vort liv. Ja, vi følte i os selv at vi havde fået dødsdommen.“ — 2 Korinther 1:8, 9.

Vi ved ikke nøjagtigt hvad Paulus kom ud for ved den lejlighed, men vi ved med sikkerhed at det var traumatisk. (2 Korinther 11:23-27) Hvordan klarede Paulus situationen?

Med tanke på den prøve han gennemgik i Lilleasien, skrev han: „Velsignet være vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader, den inderlige barmhjertigheds Fader og al trøsts Gud, som trøster os i al vor trængsel, så vi kan trøste dem som er i al slags trængsel, med den trøst hvormed vi selv trøstes af Gud.“ — 2 Korinther 1:3, 4.

Ja, hvis man har været gennem en traumatisk hændelse, er der hjælp at hente hos „den inderlige barmhjertigheds Fader og al trøsts Gud“. Hvordan kan man få den trøst?

Hvordan man får hjælp

Først og fremmest: bed om hjælp. Hvis man er følelsesmæssigt lammet, er det godt at huske at andre har haft det på samme måde. De der selv er kommet sig over en sådan tilstand, er som regel glade for at hjælpe andre. Ligesom apostelen Paulus føler de at den trøst de har modtaget fra Gud under deres prøvelse, må deles med „dem som er i al slags trængsel“. Du kan roligt henvende dig til et af de Jehovas Vidner du kender, og spørge om hjælp til at bede om støtte hos Jehova, „al trøsts Gud“.

Vær vedholdende i bøn. Hvis du har svært ved at bede fordi du nærer vrede, kan du anmode en der er åndeligt kvalificeret, om at bede sammen med dig. (Jakob 5:14-16) Når du taler med Jehova Gud, må du huske at ’kaste al din bekymring på ham, for han tager sig af dig’. (1 Peter 5:7) Gang på gang understreger Bibelen den personlige interesse som Gud har for hver enkelt af dem der tjener ham.

Sandsynligvis havde forfatteren til Salme 94 oplevet noget traumatisk, for han skrev: „Om ikke Jehova havde været min hjælp — snart havde min sjæl taget bolig i det tavse. Når jeg sagde: ’Min fod må vakle,’ var det din loyale hengivenhed, Jehova, der holdt mig oppe. Når der var mange foruroligende tanker i mit indre, var det al din trøst der kærtegnede min sjæl.“ — Salme 94:17-19.

Nogle af dem der har posttraumatisk stress, er særlig plaget af „foruroligende tanker“, der til tider kan blive til voldsomme anfald af panik eller raseri. Men inderlig bøn kan ’holde en oppe’ indtil disse følelser går over. Tænk på Jehova som en kærlig Fader og på dig selv som et lille barn han kærligt beskytter. Husk dette løfte i Bibelen: „Guds fred, som overgår al forstand, vil ved Kristus Jesus beskytte jeres hjerter og jeres sind.“ — Filipperne 4:7.

Helbredelse — det være sig fysisk, mental eller åndelig — er en proces der foregår gradvis. Det ville derfor være urealistisk at forvente at bøn kan give én øjeblikkelig fred hvis man har lidt alvorlig skade på grund af traumatiske oplevelser. Bøn er ikke desto mindre en nødvendighed. At bede vil afholde en fra at blive overmandet og drevet til fortvivlelse af reaktionerne på den traumatiske begivenhed.

Læs i Guds ord og grund over det. Hvis du har svært ved at koncentrere dig, kan du bede andre om at læse nogle af Bibelens trøstende beretninger sammen med dig. Du kunne for eksempel vælge nogle passager der viser dybden af Jehovas kærlige omsorg for dem der trofast tjener ham, uanset hvor nedtrykte de er.

Jane, der er omtalt i de foregående artikler, hentede trøst i mange skriftsteder i Salmernes Bog, blandt andre Salme 3:1-8; 6:6-8; 9:9, 10; 11:1-7; 18:5, 6; 23:1-6; 27:7-9; 30:11, 12; 31:12, 19-22; 32:7, 8; 34:18, 19; 36:7-10; 55:5-9, 22; 56:8-11; 63:6-8; 84:8-10; 130:1-6. Prøv ikke at læse for mange skriftsteder ad gangen. Tag dig hellere tid til at meditere over dem og bede.

Lidelser i uset omfang

Der er desværre ikke noget overraskende i at voldtægter, mord, krige og umotiveret vold skulle præge den tid vi lever på. Hvorfor? Fordi Jesus Kristus karakteriserede vor tid som en periode med „tiltagende lovløshed“. Han tilføjede: ’Kærligheden vil blive kold hos de fleste.’ — Mattæus 24:7, 12.

I de senere år er traumatisk stress blevet meget udbredt — ofte som resultat af netop de begivenheder Jesus forudsagde. Som det er nedskrevet i Bibelen i Mattæus, kapitel 24, Markus, kapitel 13 og Lukas, kapitel 21, sagde Jesus at der ville være internationale krige, naturkatastrofer, stigende kriminalitet og mangel på kærlighed. Men samtidig nævnte han at der var håb forude.

Først beskrev Jesus det epidemiske omfang traumerne ville tage i hele verden, samt den efterfølgende begyndelse på ’den store trængsel’. Men læg mærke til hvad Jesus derpå sagde at folk skulle gøre: „Ret jer op og løft jeres hoveder, for jeres befrielse nærmer sig.“ (Mattæus 24:21-31; Lukas 21:28) Efterhånden som verdensforholdene forværres, kan vi være sikre på at der over den nuværende onde samfundsorden vil komme en stor trængsel som vil kulminere i at al ondskab bliver afskaffet, og at et retfærdigt nyt samfund bliver indført. — 1 Johannes 2:17; Åbenbaringen 21:3, 4.

Det må ikke komme bag på os at vores befrielse først finder sted efter at ondskab og vold har nået et klimaks. Guds dom over den verden der eksisterede i Noas dage, og over de moralsk fordærvede indbyggere i Sodoma og Gomorra fulgte et lignende mønster. At Gud dømte folk i fortiden, viser hvad der vil ske i den kommende tid. — 2 Peter 2:5, 6.

En afslutning på traumatisk stress

Hvis man lider af en posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD), spørger man måske sig selv om man nogen sinde vil få fred for sine smertelige erindringer. Og svaret er afgjort: ja. I Esajas 65:17 erklærer Gud: „Jeg skaber nye himle og en ny jord; og det tidligere vil ikke blive husket, og det vil ikke opkomme i hjertet.“ Selv om et gammelt traume har givet ar på sjælen, og de tilsyneladende ikke forsvinder, giver dette skriftsted os en forsikring om at deres ødelæggende virkning en skønne dag helt vil ophøre.

I dag, et år efter voldtægtsforsøget, er Jane pioner, som Jehovas Vidners heltidsforkyndere kaldes. For nylig har hun sagt: „Først da retssagen var overstået, og da voldsmanden mere end otte måneder efter overfaldet var blevet dømt, følte jeg at jeg var blevet mig selv igen. Sidste år ved denne tid kunne jeg ikke have forestillet mig at jeg igen kunne føle den fred og glæde jeg oplever nu. Jeg takker Jehova for det dejlige håb om evigt liv og for at jeg kan dele dette håb med andre.“ — Salme 27:14.

Hvis du kæmper med håbløshed og den lammende følelseskulde som posttraumatisk stress forårsager, kan dette håb også hjælpe dig.

[Illustration på side 8]

At overvære de kristne møder kan hjælpe en til at tackle situationen

[Illustrationer på side 9]

At læse i Guds ord og bede kan holde en oppe

[Illustration på side 10]

Snart vil alle traumer høre fortiden til