-
Har tal indflydelse på vores liv?Vågn op! – 2002 | 8. september
-
-
Har tal indflydelse på vores liv?
INDEHOLDER tal skjulte budskaber? „Selvfølgelig!“ siger nogle, og som et eksempel nævner de terroristangrebene der fandt sted den 11. september 2001.
„Da jeg hørte nyheden, lagde jeg straks mærke til datoen: 11. 9. 2001,“ siger en numerolog. Tallet 11 betragtes generelt af numerologer som et „nøgletal“. Numerologi-tilhængere har udarbejdet en liste over forskellige forhold i tilknytning til terroristangrebet som peger på tallet 11. Her er et lille udpluk:
■ Tragedien skete den 11. dag i den 9. måned. . . . 1 + 1 + 9 = 11.
■ Den 11. september var årets 254. dag. . . . 2 + 5 + 4 = 11.
■ Flyet der ramte nordtårnet, var Flight 11.
■ Der var 92 passagerer om bord. . . . 9 + 2 = 11.
■ Flyet der ramte sydtårnet, havde 65 passagerer om bord. . . . 6 + 5 = 11.
■ Twin Towers lignede tallet 11.
■ Navnet „New York City“ består af 11 bogstaver.
Numerologi, eller talmystik — den opfattelse at enkelte tal, talkombinationer og summen af tal kan tillægges en særlig betydning — har været meget udbredt i Afrika, Asien og Nord- og Sydamerika. Hvad er det der er så fascinerende ved numerologi? Ifølge et websted kan afkodningen af bogstaver i navne — et fremtrædende aspekt ved numerologi — „give nøjagtige oplysninger om et menneskes personlighed, temperament og gode og dårlige egenskaber“. Denne kilde hævder at en analyse af ens „fødselsdato kan åbenbare hvordan ens liv, med alle dets glæder og sorger, vil forme sig“.
Er det rigtigt? Eller er der nogle skjulte farer i det metafysiske studium af tal?
-
-
Fascinationen ved talVågn op! – 2002 | 8. september
-
-
Fascinationen ved tal
FORESTIL dig hvordan verden ville være uden tal. Der ville ingen penge være, så al handel måtte foregå ved at man byttede sig frem. Og i sportsverdenen ville man hverken kunne føre regnskab med mål og point eller angive hvor mange spillere der skulle være på hvert hold.
Tal har stor praktisk værdi, men for nogle er de også omgivet af mystik. Det hænger sammen med at talværdier er abstrakte — man kan hverken se, røre eller føle dem. Denne omstændighed kan illustreres med et æble. Et æble kan have en bestemt farve, konsistens, størrelse, form, duft og smag. Ud fra disse kendetegn kan man afgøre om en bestemt genstand virkelig er et æble, eller om det er en citron, en bold eller noget andet. Sådan er det ikke med tal. En samling af syv genstande har måske ikke andet tilfælles med en anden samling af syv genstande end antallet. At forstå talværdier — for eksempel forskellen mellem seks og syv — er altså noget meget uhåndgribeligt. Og det er her talmystik kommer ind i billedet.
Fra Pythagoras til pseudovidenskab
Den praksis at tillægge tal en særlig betydning var almindeligt udbredt i oldtiden. Pythagoras, en græsk filosof og matematiker der levede i det sjette århundrede før vor tidsregning, hævdede at alting lader sig udtrykke i tal. Han og hans tilhængere konkluderede at hele universet er et udtryk for orden og balance. Kunne det så ikke tænkes at alt materielt er uløseligt forbundet med matematik?
Lige siden Pythagoras’ dage har man anvendt udlægninger af tal i forbindelse med spådomme og drømmetydning samt som en hjælp for hukommelsen. Det var en praksis der blev brugt af grækere, muslimer og visse trossamfund inden for kristenheden. De jødiske kabbalister benyttede en talmagi som kaldes gematri. Ved hjælp af den søgte de at finde skjulte betydninger i De Hebraiske Skrifter idet de tillagde hvert af de 22 bogstaver i det hebraiske alfabet en talværdi.
Noget lignende gør sig gældende inden for vor tids numerologi. En persons navn og fødselsdato er ofte udgangspunktet. Hvert bogstav i navnet tilskrives en talværdi, og ved at lægge disse tal sammen med tallene fra fødselsdatoen finder numerologen frem til vedkommendes nøgletal. Numerologens udlægning af disse tal hævdes at kunne give en fuldstændig beskrivelse af personens karakter, ubevidste ønsker og skæbne.
Men numerologiens popularitet skyldes måske først og fremmest dens tilsyneladende nøjagtige analyseresultater. „Mange har fået tro på numerologi efter at have set hvor præcist tallene har passet på de personer som er blevet analyseret ved hjælp af denne metode,“ skriver Edward Albertson i sin bog Prophecy for the Millions. Alligevel er numerologi blevet kaldt en pseudovidenskab. Hvorfor? Er der grund til at være skeptisk?
[Ramme/illustrationer på side 5]
Indeholder Bibelen skjulte budskaber?
Journalisten Michael Drosnin hævder i sin bog Bibelens kode at han via en computeranalyse af De Hebraiske Skrifter har fundet skjulte budskaber. Michael Drosnin siger at han ved hjælp af „en kode“ så at ordene „drabsmand som vil myrde“ forekom sammen med navnet Yitzhak Rabin — og dette budskab blev fundet et år før Yitzhak Rabin, der var Israels premierminister, blev dræbt.
Som forventet vakte bogen Bibelens kode en hel del røre. Matematikeren og fysikeren Dave Thomas påviste at en computeranalyse af en hvilken som helst tekst ville resultere i tilsyneladende kodede budskaber. Da han for eksempel analyserede Michael Drosnins egen tekst, fandt han ordene „kode“, „fjollet“ og „røverhistorie“. Dave Thomas siger: „Man kan finde skjulte budskaber hvor som helst, hvis blot man er villig til at ofre tid og energi på at undersøge alt hvad der ligger inden for sandsynlighedens område.“
Da en computer er i stand til at foretage et ubegrænset antal beregninger, vil den højst sandsynligt kunne finde frem til bogstavkombinationer der kan bruges som en slags forudsigelse. Men der ville være tale om tilfældigheder, og en sådan analyse ville ikke bevise at Bibelen indeholder skjulte budskaber.a
[Fodnote]
a Flere oplysninger om emnet findes i Vagttårnet for 1. april 2000, side 29-31.
[Illustration på side 4]
Pythagoras hævdede at alting lader sig udtrykke i tal
[Kildeangivelse]
Med tilladelse af National Library of Medicine
-
-
Bør man lade sig lede af tal?Vågn op! – 2002 | 8. september
-
-
Bør man lade sig lede af tal?
KAN numerologi stå for en rationel og videnskabelig undersøgelse? Er det ved hjælp af tal man kan få noget at vide om sin fremtid? Ja, bør vi bygge vores fremtid op om oplysninger og forudsigelser udledt af tal?
En indvending som er blevet rejst imod numerologi, er at der anvendes forskellige kalendere rundt om i verden. Tag for eksempel den dato der nævnes i den indledende artikel — den 11. september 2001. Hvis man bor et sted hvor den kinesiske kalender bruges, var det den 24. dag i den 7. måned af det 18. år i den 78. cyklus. Ifølge den julianske kalender var det den 29. august 2001. Ifølge den muslimske kalender svarede datoen for tragedien til den 22. jumada II 1422. Ser man i en hebraisk kalender, var det den 23. elul 5761. Hvordan skulle en dato der udtrykkes på så mange måder, kunne have en entydig talmæssig betydning? En anden faktor: Navne staves ofte forskelligt på de forskellige sprog. For eksempel har bogstaverne i det engelske navn John en talværdi på 2, mens bogstaverne i det samme navn på spansk — Juan — har en talværdi på 1.
Én ting er at fastslå at mange aspekter af universet kan forklares ved hjælp af matematiske formler som kan efterprøves. Noget ganske andet er at hævde at ens navn var forudbestemt til at passe sammen med ens fødselsdato og er forbundet med visse tal så man kan skaffe sig viden om sin skæbne.
Konklusionen er klar: At mene at udlægninger af tal er nøjagtige, når de er baseret på vidt forskellige kalendersystemer og sprog, går langt ud over grænserne for det troværdige.
„Tid og tilfælde“
Nogle er blevet interesseret i numerologi fordi de ønsker at vide hvordan deres liv vil forme sig. Men Bibelen viser klart at man ikke kan kortlægge sit liv på forhånd. Den siger at „løbet ikke tilhører de hurtige, og at kampen ikke tilhører de vældige krigere, og at brødet heller ikke tilhører de vise, eller rigdommen de forstandige, eller yndesten dem der har kundskab; for tid og tilfælde berører dem alle.“ (Prædikeren 9:11) Ja, mange begivenheder sker helt uventet. De indtræffer tilfældigt, og derfor er det umuligt at forudsige noget på grundlag af en fødselsdato eller et navns talværdi.
Der kan også henvises til Prædikeren 11:1, 2. I forbindelse med en tilskyndelse til at være gavmild siges der: „Send dit brød ud på vandet, for efter mange dages forløb vil du finde det igen. Giv syv, ja, endog otte, en del hver, for du ved ikke hvad ondt der vil ske på jorden.“ I langt de fleste tilfælde er det onde der sker, noget man ikke ved — eller kan vide — på forhånd. Om numerologer skriver Underwood Dudley, der er professor i matematik: „De tillægger tilfældigheder for lidt værdi. Det mest utrolige kan ske helt vilkårligt.“
Er det sandt at nogle af numerologernes forudsigelser går i opfyldelse? Hvad er i så fald grunden? I nogle tilfælde er der tale om et sammentræf. Desuden udtrykker numerologer sig undertiden i så tvetydige vendinger at de kan sigte til flere forskellige udfald. Men der er en mere alvorlig side af sagen man bør overveje.
En form for spådomskunst?
Bibelen taler ikke specielt om numerologi. Den fortæller dog om en amalekitisk mand ved navn Haman som i det femte århundrede før vor tidsregning planlagde at udrydde de jøder der boede i Persien. Der står: „Haman [gav] ordre til at der blev kastet lod (kaldet ’purim’) for at finde den rette dag og måned til sit forehavende. Valget faldt på den trettende dag i den tolvte måned, adar måned.“ — Ester 3:7, Today’s English Version.
I fortiden var lodkastning en accepteret måde at afgøre uoverensstemmelser på.a (Ordsprogene 18:18) Men Haman brugte lodkastning som en slags spådomskunst, noget der fordømmes i Bibelen. I Femte Mosebog 18:10-12 siges der at Gud afskyr enhver „som driver spådomskunst, øver magi, tager varsler eller er troldmand, eller som binder andre med en besværgelse eller som spørger et åndemedium eller en spåkyndig til råds . . . Enhver der øver disse ting er en vederstyggelighed for Jehova.“
Bibelen forbinder spådomskunst og overnaturlige kræfter med spiritisme. Onde ånder kan styre begivenheder så de tjener deres hensigt. Uanset om det gør sig gældende i et specifikt tilfælde eller ej, står én ting fast: Spiritisme fordømmes af Gud og kan gøre at man kommer under indflydelse af onde ånder. — 1 Samuel 15:23; Efeserne 6:12.
Numerologi er uden videnskabeligt grundlag og kommer ynkeligt til kort når den analyseres rationelt. Og — hvad der er endnu vigtigere — da numerologi er en form for spådomskunst, er den i modstrid med Bibelens lære. Derfor er det ikke gavnligt at lade sig lede af numerologi eller at planlægge sin fremtid ved hjælp af denne metode.
[Fodnote]
a Lodkastning foregik ved at man lagde småsten, små stykker træ eller lignende i folderne på en klædning eller i en krukke og rystede dem. Den hvis lod blev trukket, var den der blev valgt.
[Ramme på side 6]
DE FORSKELLIGE KALENDERSYSTEMER ER ET VÆGTIGT ARGUMENT MOD NUMEROLOGI
GREGORIANSKE Den 11. september 2001
KINESISKE Den 24. dag i den 7. måned af det 18. år i den
78. cyklus
JULIANSKE Den 29. august 2001
MUSLIMSKE Den 22. jumada II 1422
HEBRAISKE Den 23. elul 5761
[Ramme/illustration på side 7]
ER HOROSKOPER PÅLIDELIGE?
„Indimellem er du udadvendt, men andre gange er du reserveret. Du finder det uklogt at være for åben om dig selv over for fremmede. Du er en meget selvstændig person som ikke ukritisk tror på alt. Du kan godt lide afveksling i livet, og du bryder dig ikke om at være bundet af regler. Du har et stort potentiale som ikke er blevet udnyttet fuldt ud. Du er kritisk over for dine egne evner og præstationer.“
Passer dette signalement på dig? I så fald tillægger du måske beskrivelsen mere betydning end den fortjener. De ovennævnte udsagn passer jo stort set på alle. Læsere accepterer ofte de oplysninger som de synes lyder troværdige, og ignorerer de øvrige. Ifølge bogen Why Do Buses Come in Threes — The Hidden Mathematics of Everyday Life „har forskere opdaget at hvis man fjerner stjernetegnene i et horoskop, kan folk ikke finde ud af hvilket afsnit der hører til deres eget stjernetegn. Men er horoskopet forsynet med stjernetegnene, anser folk det der siges under deres eget stjernetegn, for at være den mest rammende beskrivelse af dem selv.“
[Ramme på side 8]
SYMBOLSKE TAL I BIBELEN
Visse tal i Bibelen har symbolsk betydning, men kun i den sammenhæng de forekommer i. For eksempel bruges tallet fire for at angive at noget er altomfattende eller universelt. Denne tanke fremgår af udtryk som „jordens fire hjørner“ og „himmelens fire vinde“. (Esajas 11:12; Daniel 8:8) Tallet seks repræsenterer til tider ufuldkommenhed. Interessant nok er dét tal der i Åbenbaringens Bog hæftes på Satans jordiske, politiske organisation, „et menneskes tal“ — 666. (Åbenbaringen 13:18) Her gentages og forstærkes tallet seks tre gange, hvilket understreger ufuldkommenheden hos denne dyriske organisation. Når tallet syv bruges symbolsk, repræsenterer det fuldstændighed. (3 Mosebog 4:6; Hebræerne 9:24-26) Betydningen af disse og andre tal der bruges symbolsk i Bibelen, fremgår af den profetiske sammenhæng de forekommer i.
Bibelen tillægger visse tal betydning, men den tilskynder os ikke til at forbinde bogstaver i bestemte ord med tal for at finde mystiske, skjulte budskaber.
[Illustration på side 8]
Haman brugte spådomskunst for at finde den gunstigste dag til at udrydde jøderne
-
-
En sikker vejledningVågn op! – 2002 | 8. september
-
-
En sikker vejledning
BETYDER dét at numerologi og andre spådomsmetoder er upålidelige, at man ikke kan få noget at vide om fremtiden? Nej, bestemt ikke.
Noget så abstrakt som tal kan ikke fortælle os hvad fremtiden vil bringe. Men det har den „levende Gud“ gjort, ham som i sit skrevne ord, Bibelen, „fra begyndelsen fortæller om enden“. (1 Timoteus 4:10; Esajas 46:10) Det er også den levende Guds ord, og ikke numerologers ord, som „kan bedømme hjertets tanker og hensigter“ og derved hjælpe os til at forstå hvad der motiverer os, og hvad der kan gøre os lykkelige. — Hebræerne 4:12.
Skaberen, Bibelens Forfatter, er den eneste der kan forudsige fremtiden med nøjagtighed. Det kan han fordi han er almægtig. Og han har altid stået ved sit ord. „Jeg har sagt det,“ har Jehova Gud udtalt. „Jeg vil også gennemføre det.“ (Esajas 46:11) Efter at Josua havde ført israelitterne ind i det forjættede land, kunne han med overbevisning sige: „Ikke ét af alle de gode løfter som Jehova havde givet Israels hus slog fejl; alt gik i opfyldelse.“ — Josua 21:45; 23:14.
Bibelen indeholder mange profetier som endnu ikke er blevet opfyldt. Blandt dem kan nævnes forudsigelser om en tid da jorden vil blive renset for ondskab og omdannet til et paradis. (Salme 37:10, 11; Ordsprogene 2:21, 22) Er det en fremtid der tiltaler dig? Tror du at Skaberen har visdom og magt til at rette op på forholdene her på jorden? I så fald vil du sikkert have lyst til at se hvad Bibelen siger om jordens fremtid.a
Spild derfor ikke tiden med at prøve at skaffe dig viden om fremtiden gennem talmagi. Stræb hellere efter at få en nøjagtig forståelse af Bibelen og dens profetier. Jehovas Vidner vil gerne hjælpe dig til ud fra Bibelen at få yderligere oplysninger om fremtiden.
-