Senere på formiddagen får vi øje på endnu et par krontraner. De har valgt at søge føde på engen foran vores lejr, mellem søen og figentræskoven. Krontranen er med sine næsten én meter lange, sorte stylteben en af de højeste østafrikanske fugle. Dens fjerdragt er en smuk blanding af hvide, rødbrune, sorte og grå farver. Men det mest karakteristiske træk ses oven over halsen. Den sorte fløjlsagtige pande er kantet af hvide og purpurrøde hudlapper. Og kronen er en prægtig dusk af gule børstefjer. Det er ikke så underligt at den er blevet valgt til nationalfugl i nabolandet Uganda.

„Har du nogen sinde set en krontrane danse,“ råber Paul til mig. Jeg skynder mig over til ham. „Hvad siger du så,“ hvisker han mens vi nærmer os tranerne. De står ansigt til ansigt, skiftevis nikkende og bukkende, som om de deltog i en eller anden fremmedartet kongelig ceremoni. Med begge vinger bredt ud og løftet en meter over ryggen danser de højtideligt i flere minutter og laver piruetter.

„Mon det er parringsdans?“ hvisker jeg.

„Nej, sådan danser de ofte,“ svarer Paul. „I Vestkenya har jeg set en flok på over hundrede danse på den måde.“

I yngleperioden viser hannen rigtig hvad han kan. (Hvordan skulle han kunne imponere hende med sin hverdagsdans!) Hannen står med krum ryg, foroverbøjet med kun én vinge løftet. Så kaster den stolt sit hoved tilbage, og med næbbet pegende opad udstøder den et dybt rungende parringskald. Imponerende, ikke?!

Krontrane