Sandheden begynder at frigøre mennesker

Lad os nu vende tilbage til beretningen om Etienne. Det var i 1947 han fik tilsendt den føromtalte bog. Samme dag han modtog bogen, læste og diskuterede han dens første kapitler med en nabo. De indså begge at det var sandheden og besluttede at invitere nogle venner hjem den følgende søndag så de sammen kunne læse bogen og slå skriftstederne efter. De der kom, glædede sig over det de hørte, og ville gerne komme igen den næste søndag. Til det andet møde kom der en toldfunktionær ved navn Augustin Bayonne. Ligesom Etienne var han oprindelig fra Brazzaville, og han begyndte også begejstret at fortælle andre om den sandhed der giver ægte frihed.

Ugen efter modtog Etienne to breve. Det ene var fra en bekendt i Cameroun som vidste at Etienne interesserede sig for religion. Han skrev at han havde sendt Etiennes navn til Vagttårnsselskabets kontor i Schweiz. Det andet brev var fra Schweiz, og det indeholdt en meddelelse om at man havde sendt Etienne en bog som man ville opfordre ham til at læse og fortælle om til sin familie og sine venner. Brevet indeholdt også en adresse i Frankrig hvor han kunne få flere oplysninger. Nu vidste Etienne hvorfor han havde fået bogen. Inden længe korresponderede han regelmæssigt med Jehovas Vidners afdelingskontor i Frankrig.

I løbet af nogle få år var både Etienne og Augustin vendt tilbage til Brazzaville. Inden da havde Etienne dog skrevet til en bekendt i Brazzaville ved navn Timothée Miemounoua, som var forstander for en teknisk skole. Han indledte sit brev med ordene: „Det glæder mig at kunne oplyse dig om at den vej vi har fulgt, ikke er sandhedens vej. Jehovas Vidner har sandheden.“ Etienne forklarede videre hvad han havde lært. Han vedlagde også bogen „Sandheden skal frigøre jer“.

Der var bare det problem at broder Cooke ikke kunne fransk. Etienne fortæller: „Ved hjælp af sin lille engelsk-franske ordbog gjorde denne ydmyge og tiltalende broder sit bedste for at fortælle os om forkyndelsesarbejdet og den teokratiske organisation. Men nogle gange måtte vi virkelig gætte os til hvad han prøvede at sige.“

[Illustration på side 139]

Etienne Nkounkou