Paul, hvis kone døde af kræft, fortæller hvorfor han satte pris på at blive inviteret ud. „Indimellem har man ikke lyst til at være sammen med andre mennesker eller at tale om hvordan det går,“ siger han. „Men efter en aften med hyggeligt samvær føler man sig meget bedre tilpas; man føler sig ikke så alene. Man kan mærke at folk er oprigtigt interesserede i en, og det gør det hele lidt lettere.“b

Paul, der blev nævnt ovenfor, illustrerer hvor svært det er at undgå at leve i fortiden. „Min kone og jeg,“ siger han „var som to unge træer der voksede op sammen og flettede sig ind i hinanden. Men så døde det ene træ og blev fjernet, og det andet stod tilbage og var helt deformt. Det føltes underligt at være alene.“

Herbert, der blev enkemand for seks år siden, siger: „Jeg satte særlig stor pris på det når gæster satte sig ned og stille lyttede når jeg fortalte om mine minder eller satte ord på noget der optog mit sind på det tidspunkt. Jeg var nok ikke altid lige spændende at være sammen med, men jeg var taknemmelig for den empati der blev vist mig.“ Paul var særlig rørt over den omsorg han fik fra en moden ven som regelmæssigt tog initiativ til at spørge ham hvordan han havde det følelsesmæssigt. Paul siger: „Jeg værdsatte hans oprigtige og milde måde at gribe det an på og fortalte ham ofte hvordan jeg havde det lige her og nu.“ — Ordsprogene 18:24.