En uforglemmelig begivenhed

I begyndelsen af 2007 modtog afdelingskontoret i Myanmar et spændende brev. „Det Styrende Råd bad os om at arrangere et internationalt stævne i Yangon,“ siger Jon Sharp, som året før var kommet til afdelingskontoret med sin kone Janet. „Der skulle ankomme hundredvis af delegerede fra ti forskellige lande til stævnet i 2009 — noget der aldrig før var sket i afdelingskontorets historie!“

Jon fortsætter: „Der dukkede snesevis af spørgsmål op: ’Hvor kunne vi finde et sted der kunne rumme så mange mennesker? Ville forkyndere fra fjerntliggende områder kunne overvære stævnet? Hvor skulle de bo? Hvordan skulle de komme hertil? Havde de råd til at sørge for mad til deres familie? Hvad med myndighederne i Myanmar? Ville de i det hele taget give os tilladelse til at holde et sådant stævne?’ Tilsyneladende var der masser af hindringer. Men vi genkaldte os Jesu ord: ’Det der er umuligt for mennesker, er muligt for Gud.’ (Luk. 18:27) Så vi stolede på Gud og begyndte for alvor at tage fat på planlægningen.

Inden længe fandt vi et egnet sted tæt på bymidten — Myanmars nationale indendørsstadion med aircondition og 11.000 siddepladser. Vi ansøgte straks myndighederne om tilladelse til at anvende disse faciliteter. Men flere måneder senere, ja, blot få uger før stævnet skulle holdes, var ansøgningen endnu ikke blevet godkendt. Desuden fik vi en nedslående nyhed: Stadionledelsen havde planlagt en kickboxing-turnering samme sted og i de samme dage som vores stævne! Der var ikke tid til at finde et andet sted, så vi forhandlede tålmodigt med promotoren og snesevis af officials for at løse problemet. Til sidst gik promotoren med til at udskyde turneringen på den betingelse at de 16 professionelle kickboksere der skulle deltage, også gik med til det. Da kickbokserne hørte at Jehovas Vidner ønskede at bruge stadionet til et særligt stævne, var alle som én indforstået med ændringen.“

Kyaw Win, et andet medlem af afdelingskontorets udvalg, siger: „Vi manglede dog stadig myndighedernes tilladelse til at benytte stadionet, og vi havde allerede fået afslag på vores ansøgning fire gange! Efter at vi havde bedt til Jehova, mødtes vi med den general der havde opsyn med alle stadioner i Myanmar. Der var kun to uger til stævnet, og det var første gang vi fik mulighed for at tale med en så højt placeret person i regeringen. Til vores store glæde godkendte han ansøgningen.“

Uvidende om denne dramatiske udvikling rejste tusinder af stævnedeltagere fra hele Myanmar og udlandet til Yangon med fly, tog, båd, bus og lastbil samt til fods. Mange familier i Myanmar havde sparet sammen i månedsvis. En stor del af dem havde dyrket afgrøder, andre havde opdrættet grise, nogle havde syet tøj og enkelte havde vasket guld. Mange havde aldrig før været i en storby eller set en udlænding.

Over 1300 stævnedeltagere fra det nordlige Myanmar mødte op på jernbanestationen i Mandalay for at stige på et chartret særtog der skulle køre dem til Yangon. En gruppe fra Nagabjergene havde rejst i seks dage og båret på to forkyndere hvis primitive kørestole var brudt sammen først på turen. Hundreder slog sig ned på perronen, hvor de snakkede, lo og sang Rigets sange. „Alle var meget opstemte,“ siger Pum Cin Khai, som hjalp med transport. „Vi sørgede for at de fik mad, vand og sovemåtter. Da toget endelig ankom, hjalp ældste hver gruppe med at finde deres togvogn. Til sidst gjaldede det fra en højttaler: ’Jehovas Vidners tog afgår nu!’ Jeg kastede et blik ned ad perronen for at se om vi havde glemt nogen, og så sprang jeg på toget.“

I mellemtiden fandt næsten 700 udenlandske delegerede sig til rette på deres hoteller. Men hvor kunne man indkvartere de mere end 3000 stævnedeltagere fra Myanmar? „Jehova åbnede forkyndernes hjerte i Yangon så de sørgede for deres brødre og søstre,“ siger Myint Lwin, som arbejdede i logibureauet. „Nogle familier indlogerede op til 15 gæster. De betalte det beløb det kostede at indregistrere deres gæster hos myndighederne, og sørgede for morgenmad og transport til og fra stadionet hver dag. Et stort antal stævnedeltagere boede i rigssale; hundredvis sov i en stor fabrik. Til trods for alle vores anstrengelser manglede vi stadig logi til 500. Vi forklarede problemet for stadionledelsen, og de gav stævnedeltagerne lov til at sove på stadionet — en ellers uhørt gestus!“

Stadionet var i dårlig stand, så mere end 350 frivillige arbejdede i ti dage for at gøre det klar. „Vi reparerede de sanitære faciliteter, de elektriske installationer og aircondition-anlægget. Og bagefter malede og rengjorde vi det hele,“ siger Htay Win, som var stævnetilsynsmand. „Alt dette arbejde førte til at der blev aflagt et godt vidnesbyrd. Den officer som havde ansvaret for stadionet, udbrød: ’Mange, mange tak! Jeg beder til Gud om at I vil bruge mit stadion hvert år!’“

Over 5000 overværede stævnet, som løb af stabelen fra den 3. til den 6. december 2009. Den sidste dag var mange stævnedeltagere iført deres traditionelle dragt — et farverigt og betagende skue. „Alle omfavnede hinanden og græd — selv før programmet begyndte,“ fortalte en søster. Efter at Gerrit Lösch fra Det Styrende Råd havde bedt den afsluttende bøn, klappede og vinkede tilhørerne i adskillige minutter. Mange havde det som en 86-årig søster udtrykte det: „Jeg følte at jeg var i den nye verden!“

Adskillige regeringsembedsmænd var også imponerede. „Det er en helt særlig forsamling,“ sagde en embedsmand. „Der er ingen der bander, ryger eller tygger betelnød. Og forskellige etniske grupper er forenet. Jeg har aldrig før set sådan en forsamling!“ Maurice Raj fortæller at „selv den øverste militære chef i Yangon fortalte os at han og hans kolleger aldrig før havde været vidne til en så imponerende begivenhed“.

Mange af de tilstedeværende var enige om at de havde erfaret noget helt særligt. En lokal broder sagde: „Før stævnet havde vi kun hørt om vores internationale brodersamfund. Nu har vi selv oplevet det! Vi vil aldrig glemme den kærlighed vores brødre viste os.“