De blev kaldt quartodecimanere, efter det latinske ord for „fjortende“. M’Clintock og Strongs leksikon forklarer: „Lilleasiens kirker fejrede Herrens død på den dag der svarede til den 14. i måneden nisan, den dag hvor korsfæstelsen ifølge oldkirken fandt sted.“ I dag fejrer Jehovas vidner Herrens aftensmåltid én gang om året, på den dag der svarer til den 14. nisan. Nogle har imidlertid bemærket at den ikke nødvendigvis falder sammen med den dag hvor jøderne fejrer deres påske. Hvordan kan det være?

21. Hvornår skulle påskelammet slagtes, og hvad gør jøderne i dag?

²¹ Den hebraiske dag gik fra solnedgang (cirka klokken 18) til solnedgang. Gud befalede at påskelammet skulle slagtes den 14. nisan, „mellem de to aftener“. (2 Mosebog 12:6) Hvornår var det? Nutidens jøder holder fast ved den rabbinske opfattelse, at lammet skulle slagtes nær afslutningen på den 14. nisan, mellem den tid hvor solen begyndte at gå ned (omkring klokken 15) og den egentlige solnedgang. Som følge deraf holder de seder efter solnedgang, når den 15. nisan er begyndt. — Markus 1:32.

22. Hvad er grunden til at datoen for mindehøjtiden ikke altid falder sammen med datoen for jødernes påske? (Markus 14:17; Johannes 13:30)

²² Vi har imidlertid god grund til at forstå udtrykket på en anden måde. I Femte Mosebog 16:6 får israelitterne befaling til at „slagte påskeofferet om aftenen ved solnedgang“. (Da. aut.) Dette tyder på at „mellem de to aftener“ sigter til skumringsperioden, fra den solnedgang der indleder den 14. nisan, til det er blevet helt mørkt. Sådan forstod en gren af jøderne kaldet karaiterneb det; og samaritanernec har samme opfattelse den dag i dag. Når vi ikke altid fejrer mindehøjtiden på samme dato som jøderne fejrer påske, skyldes det altså at vi forstår at påskelammet blev ofret og spist „til dets fastsatte tid“, den 14. og ikke den 15. nisan. — 4 Mosebog 9:2-5.

23. Hvorfor indskydes der somme tider en måned i den hebraiske kalender, og hvad gør nutidens jøder?

²³ Endnu en grund til at vores dato ikke altid falder sammen med jødernes, er at de bruger et forud fastlagt kalendersystem, der først blev indført i det fjerde århundrede. Ved hjælp af dette kan de fastsætte datoerne for den 1. nisan og højtiderne flere årtier eller århundreder i forvejen. I den gamle månekalender måtte man desuden nu og da indskyde en trettende måned for at få kalenderen til at passe til årstiderne. I den nuværende jødiske kalender indskydes denne måned på bestemte tidspunkter. I en 19-årig cyklus indskydes den i det 3., 6., 8., 11., 14., 17. og 19. år.

24, 25. (a) Hvordan afgjorde man på Jesu tid hvornår en ny måned begyndte og om der skulle indskydes en ekstra måned? (b) Hvordan fastlægger Jehovas vidner datoen for fejringen af Herrens aftensmåltid?

²⁴ Emil Schürer skriver imidlertid at „på Jesu tid havde [jøderne] endnu ingen fastlagt kalender, men på grundlag af iagttagelse indledte de hver ny måned når nymånen viste sig, og ligeledes på grundlag af iagttagelse“ indskød de en måned når det var nødvendigt. „Hvis . . . man ved årets slutning bemærkede at påsken ville falde før forårsjævndøgn [omkring den 21. marts], besluttedes det at indføje en måned før nisan.“ (The History of the Jewish People in the Age of Jesus Christ, bind 1) Den ekstra måned kom således naturligt ind, og blev ikke indskudt vilkårligt.