Menneskers styre på vægtskålen

1. del — Styreformerne i søgelyset

DE DRAMATISKE politiske omvæltninger i Østeuropa i slutningen af 1989 bragte spørgsmålet om styreform i verdens søgelys. Et nyhedsmagasin skrev at „1989 ikke vil blive husket som det år Østeuropa blev forandret, men som det år hvor Østeuropa som vi har kendt det i fire årtier, forsvandt“.

Francis Fukuyama fra det amerikanske udenrigsministeriums departement for politisk planlægning skrev ligefrem at „det vi oplever ikke blot er afslutningen på den kolde krig, eller på en bestemt periode i efterkrigstidens historie, men afslutningen på selve historien som sådan — det vil sige enden på menneskehedens ideologiske udvikling“.

Dette, om end noget kontroversielle, synspunkt, rejser en række vigtige spørgsmål. Hvad kan der for eksempel siges om alle de århundreder med menneskestyre vi har bag os? Er menneskeheden nået til en skillelinje hvor vi kan tale om „afslutningen på selve historien“? Er der udsigt til at vi får et bedre styre? Og hvad vil dette i givet fald betyde for os som enkeltpersoner?

Folks syn på politik

Millioner af mennesker er tydeligvis skuffede over politikerne. Det gælder ikke kun her i Europa, men også i større eller mindre grad andre steder. Lad os for eksempel vende blikket mod Sydamerika.

Et førende tysk handelsblad beskrev i slutningen af 1988 den politiske situation dér som „den rene ruin“. Derefter blev de enkelte lande omtalt: „Argentinas . . . økonomi er ved at falde helt fra hinanden. Brasilien er næsten umuligt at regere. Peru er efterhånden fuldstændig sønderslidt. Uruguay klarer akkurat skærene. Ecuador forsøger at tackle noget der ligner en katastrofesituation. Colombia og Venezuela . . . holder fast ved en spinkel demokratisk tradition. I Mexico er regeringspartiet, der har siddet enerådende på magten i 50 år, . . . ved at gå op i limningen — hvilket er synligt for enhver. Firserne bliver allerede kaldt ’det fortabte årti’.“

Visse steder er politikernes popularitet mindre end nogen sinde. Da folk i Østrig blev bedt om at placere 21 forskellige erhverv i rækkefølge efter hvor megen respekt de nød, fik politikerne en nittendeplads. Meningsmålinger i Vesttyskland har vist at 62 procent af tyskerne mangler tillid til politikerne.

Professor Reinhold Bergler, der er leder af Det Psykologiske Institut ved Bonns Universitet, siger advarende at „unge mennesker er ved at vende stat, politik og politikere ryggen“. Han siger at 46 procent af de unge betragter politikere som „ordgydere“ og at 44 procent anser dem for korrupte.

En amerikansk opinionsundersøger skrev engang i 70’erne: „Det er en almindelig opfattelse at den (politiske) beslutningsproces er så upåvirkelig og så uærlig at vælgere ikke kan få deres ønsker igennem.“ I USA steg antallet af borgere der føler at politikerne er ligeglade med dem, fra 29 procent i 1966 til 58 procent i 1980’erne. Og ifølge den tyske avis Stuttgarter Nachrichten er dette ikke sket uden grund: „Alt for mange politikere tænker først og fremmest på sig selv og derefter, måske, på deres vælgere.“

Forståeligt nok breder den politiske ligegyldighed sig. Ved præsidentvalget i USA i 1980 gik kun 53 procent af de amerikanske vælgere til stemmeurnerne. Det var det femte valg i træk hvor valgdeltagelsen faldt. Ved valget i 1988 kom antallet af sofavælgere op på 50 procent.

Politikerne er godt klar over problemet. En kendt politisk forgrundsfigur har indrømmet: „Der er meget hykleri . . . inden for politik.“ Hvorfor? Hans svar lød: „Det er nødvendigt for at man kan vinde magten og beholde den.“ Udtalelsen blev fremsat af De Forenede Staters forhenværende præsident Richard Nixon. I betragtning af de skandaler der gjorde at han måtte træde tilbage, vil ingen vel betvivle at han ved hvad han taler om.

Det politiske systems utilstrækkelighed gør at mange oprigtige mennesker mister troen på at det er muligt at skabe et ideelt styre. Var det ikke bedre hvis der slet ingen regeringsmagt fandtes? Ville det være løsningen?

[Ramme på side 4]

„Når der ikke er kyndig ledelse, falder et folk.“ — Ordsprogene 11:14

Menneskers styre på vægtskålen

Har vi egentlig brug for et styre?

ANARKI: Fravær af politisk myndighed under nogen form; et regeringsløst samfund af individer der kræver total frihed.

DEN græske filosof Aristoteles hævdede at alle menneskelige styreformer i bund og grund er ustabile og foranderlige. Ifølge en skribent hævdede Aristoteles at „alle regimers stabilitet undergraves af tidens nedbrydende magt“.

I betragtning heraf er det ikke så overraskende at nogle er gået ind for afskaffelse af al regeringsmagt, eller i hvert fald for at begrænse den mest muligt. De har gjort sig til fortalere for anarki, et udtryk der er hentet fra et græsk ord der betyder „uden hersker“.

For 150 år siden, i 1840, brugte Pierre-Joseph Proudhon, en fransk politisk skribent, for første gang ordet „anarki“. Men den anarkistiske teori blev allerede formuleret 200 år tidligere af englænderen Gerrard Winstanley. Som forklaret i The New Encyclopædia Britannica „udformede Winstanley det der senere blev anarkismens grundlæggende teser: at magt korrumperer, at ejendomsret er uforenelig med frihed, at myndighedsudøvelse og ejendomsret avler kriminalitet, at kun et samfund uden herskere, hvor arbejdet og goderne bliver delt, kan gøre mennesker frie og lykkelige, idet de ikke retter sig efter ovenfra påtvungne love men efter samvittighedens lov.“

Men viser erfaringen ikke at ethvert samfund må fungere inden for visse rammer? The World Book Encyclopedia svarer: „Lige fra de ældste tider er en eller anden form for styre indgået som en vigtig bestanddel i enhver samfundsdannelse.“ Der siges videre i bogen at „alle grupper af mennesker — lige fra familien til nationen — har nogle regler som medlemmerne må indrette sig efter“. Hvordan vil man ellers kunne tilgodese alles interesser?

De fleste har ikke svært ved at anerkende at visse institutioner må udøve myndighed og træffe afgørelser til alles fælles bedste. Uden nogen regeringsmagt til at tage beslutninger på samfundets vegne ville den enkelte, som Winstanley sagde, være overladt til at følge sin egen samvittighed. Ville det fremme enheden? Er det ikke mere sandsynligt at folk kun ville tænke på deres egne interesser, og ofte træde på andres rettigheder?

Eksperimenter med anarki har vist sig ikke at være til menneskehedens gavn. Det samme gælder terroristernes forsøg på at få det bestående samfund til at bryde sammen — og ødelægge det som de påstår ødelægger dem.

Hvor der intet styre er, opstår der kaos. Spørgsmålet er derfor ikke om der skal være en regeringsmagt eller ej, men om hvilken styreform der er den bedste.

Mennesker begynder at styre selv

Oprindelig var menneskene i Edens have underlagt Guds styre. Skaberen understregede at menneskene var afhængige af ham og hans ledelse. Dette stemmer med det bibelske princip: „Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ (Jeremias 10:23) Eller som et kinesisk ordsprog siger: „Uden himmelens hjælp kan mennesket ikke gå en fod.“

Men det første menneskepar ræsonnerede anderledes. De valgte at vandre „uden himmelens hjælp“ og måtte derfor forlade det paradis som Gud havde givet dem. Senere, da menneskefamilien voksede, opstod behovet for love og regler for at sikre fred og orden. Eftersom Guds styre var blevet vraget, måtte mennesker selv prøve at styre. — 1 Mosebog 3:1-5.

Fællestræk ved de politiske systemer

Siden denne skæbnesvangre begyndelse har der været mange forskellige menneskelige styreformer — lige fra de allersimpleste til de mest komplicerede. Der er dog visse fællestræk ved de politiske systemer. Her er nogle få:

Sørger for borgernes behov. Hvis ikke statsmagten gør det, mister den sin legitimitet.

Opstiller retsregler, som, hvis ikke de overholdes af undersåtterne, medfører straf. Retsreglerne, den gældende ret, er vedtægter og love samt sociale normer der har vundet hævd i århundredernes løb. Borgerne adlyder retsreglerne enten fordi de kan se at det tjener deres eget vel, fordi de synes at det er det rigtigste, fordi alle andre gør det, eller fordi de frygter for straf.

Har lovgivende, udøvende og dømmende magt, hvilket forudsætter at der er et forvaltningsapparat til stede. Der udarbejdes love, opretholdes et retsvæsen, og politiske beslutninger føres ud i livet.

Har nære økonomiske bånd til forretningsverdenen.

Allierer sig ofte med en eller anden form for religion — nogle i højere grad end andre. Dette gør de for at legitimere deres magtposition.

Der findes en lang række forskellige styreformer. Det er forskelligt hvordan politologer klassificerer og kategoriserer dem. The New Encyclopædia Britannica skriver: „Der er for eksempel den klassiske inddeling af styreformer efter antallet af styrende — enevælde (monarki eller diktatur), fåmandsvælde (aristokrati eller oligarki) og flertalsvælde (demokrati).“

Man kan også kategorisere styreformerne efter deres vigtigste institutioner (parlamentarisme, kabinetsstyre), efter principperne for deres udøvelse af den politiske myndighed (traditionel, karismatisk), efter den økonomiske struktur eller efter deres magtanvendelse. „Skønt ingen af disse analyseprincipper er dækkende, har de hver især deres berettigelse,“ siger det samme opslagsværk.

Men uanset hvordan vi klassificerer de menneskelige styreformer, må vi indse at de alle, uden undtagelse, er blevet vejet og fundet for lette. Dette vil få store konsekvenser for os alle.

[Ramme på side 6]

Angående de regeringsmyndigheder der har hersket op til vor tid, skrev apostelen Paulus: „Lad enhver sjæl underordne sig de højere myndigheder.“ (Romerne 13:1, 7) Kristne der lever efter Bibelens vejledning, adlyder samvittighedsfuldt lovene i det land hvor de bor, medmindre disse strider imod Guds love, som har forrang.

[Illustration på side 7]

Et styre er nødvendigt for et samfund, ligesom kontrol er nødvendig for trafikken

Menneskers styre på vægtskålen

Menneskers styre på vægtskålen — Hvorfor?

Dette er den første af en artikelserie med temaet „Menneskers styre på vægtskålen“

INGEN kan benægte at de politiske systemer har haft en enorm indflydelse på verdenshistorien og på enhver af os som enkeltpersoner. Vores sprog, levestandard, arbejde, og måske endda religion, er i hvert fald delvis dikteret af det lunefulde politiske spil.

Det er nødvendigt med en eller anden form for styre, men vil vi ikke alle gerne leve under den forvaltning der bedst muligt opfylder vore behov? Hvilken styreform er den bedste? Og har vi noget valg med hensyn til hvem der skal have magten?

Det er en stor glæde hermed at kunne indlede en artikelserie med titlen „Menneskers styre på vægtskålen“. Året ud vil Vågn op! se på den historiske baggrund for monarkier, aristokratier, oligarkier og plutokratier. Vi vil se nærmere på et bredt spektrum af forskellige demokratier, samt forskellige republikker. Vi vil sætte fokus på totalitære styreformer som for eksempel fascismen og nazismen i årene før og under den anden verdenskrig. Også socialismen og kommunismen vil blive drøftet.

Menneskers styre har været en meget indviklet affære, så artiklerne vil ikke give en udtømmende behandling af alle de forskellige styreformer. Det er ikke hensigten at artiklerne skal tjene som en politisk håndbog. De vil ikke gå i brechen for bestemte politiske ideologier eller for menneskers styre i det hele taget. Ingen sammenligninger mellem forskellige styreformer vil fremhæve den ene for den anden. Vågn op! vil nøje holde sig til formålsparagraffen på side 5, hvor der om dette blad står: „Det går bag om begivenhederne og peger på deres egentlige betydning, men forholder sig politisk neutralt.“

Formålet med artikelserien „Menneskers styre på vægtskålen“ er netop at ’gå bag om begivenhederne og pege på deres egentlige betydning’. En sådan analyse viser at menneskers styre er i krise.

Bogen The Columbia History of the World beskriver krisen på denne måde: „Den tilstand som de politiske systemer, religionen, moralen, det sociale samkvem, sproget, kunsten og det vigtigste grundlag for civilisation, det fælles håb, befinder sig i, gør det muligt for os forsigtigt at konkludere at den nuværende tidsperiode er meget betydningsfuld. Vigtigst er spørgsmålet om styreform. . . . [Der] er en udbredt foragt for loven, for lovens håndhævere, staten, og for de myndighedspersoner der stadig tror på begge dele. . . . Vore dages livssyn står i skarp kontrast til livssynet for blot hundrede år siden . . . I store dele af verden står styrker parat til på det mindste vink at storme rådhuse, afbryde et offentligt retsmøde, rasere et universitet eller sprænge en ambassade i luften. . . . Kravet om absolut frihed er smitsomt . . . Tidens store politiske og sociale ideal og motiverende kraft er kort sagt separatisme, løsrivelsestrang, uanset hvilke gamle etiketter man vil sætte på. Hvis det endnu ikke er et sammenbrud vi oplever, er det i hvert fald et opbrud.“

Vil dette „opbrud“ snart føre til et „sammenbrud“, og hvilke konsekvenser vil det i så fald få for verden? Menneskers styre bliver naturligvis ikke kun vejet og fundet for let af mennesker, sådan som det har været tilfældet i tusinder af år. Denne gang er det universets Skaber der har vægtskålene fremme. Kan det, i betragtning af historiens vidnesbyrd, forsvares at lade mennesker fortsætte med at styre? Eller viser vejningen på Guds vægtskåle at menneskers styre bør fjernes? Og i bekræftende fald, hvad kan da træde i stedet?

Artikelserien „Menneskers styre på vægtskålen“ vil give dig øget viden om de politiske systemer. Du vil desuden blive fyldt med håb, eftersom vi har al mulig grund til at være optimistiske. Et bedre styre er undervejs. Og det gode ved det hele er at du kan blive undersåt under dette styre!

[Illustrationer på side 9]

Vil vejningen på Guds vægtskåle vise at menneskers styre bør fjernes?

[Kildeangivelse]

WHO photo/PAHO by J. Vizcarra