Bogen The Olympic Games in Ancient Greece siger: „De unges trænere brugte to grundlæggende metoder. Den første tog sigte på at tilskynde sportsudøveren til at yde den størst mulige præstation for at opnå de bedste resultater, og den anden skulle forbedre hans teknik og stil.“

En af de opgaver fortidens trænere havde, var ifølge en historiker „at bedømme hvilken slags øvelser og hvor mange der var nødvendige for den enkelte sportsmand og den særlige disciplin“.

En træner i fortiden „kunne se om udmattelse og svaghed kom af træningen eller skyldtes psykologiske årsager såsom uoplagthed eller nedtrykthed. . . . [Trænerne] havde så stor myndighed at de ligefrem fulgte med i udøvernes privatliv og greb ind i det hvis de fandt det nødvendigt“.

For at vinde skulle der naturligvis mere til end blot at have en god træner. Meget afhang af selve sportsmanden og hans engagement i den hårde træning. Dens strenge forskrifter indbefattede både fuldstændig afholdenhed og diæt. Ifølge Horats, en digter fra det første århundrede før vor tidsregning, ’holdt konkurrencedeltagerne sig fra kvinder og vin’ for at „nå det eftertragtede mål“. Og ifølge en bibelkommentar af F.C. Cook var deltagelse i idrætskampene ensbetydende med „selvdisciplin [og] skrap diæt . . . i ti måneder“.

’Indgnid ham med olie’

I det antikke Grækenland havde man en såkaldt ’salver’ der i forbindelse med den atletiske træning indgned idrætsmændene med olie. Trænerne „havde lagt mærke til at det havde en gavnlig virkning på musklerne at blive masseret inden træningen, og at en forsigtig, let massage hjalp når atleterne skulle trappe ned og restitueres efter en lang træningssæson,“ nævner bogen The Olympic Games in Ancient Greece.