-
Jehovas Vidners stævnepladsRigets Tjeneste – 1990 | Oktober
-
-
Jehovas Vidners stævneplads
Byggeinformation nr. 2 — Oktober 1990
En grund til glæde!
Husker du den fra områdestævnet — modellen af vor nye stævneplads i Silkeborg? Her ligger den. Blot meget større og anbragt i det smukke midtjyske landskab mellem skov og bakker og tæt op ad Gudenåen. Efter års planlægning, organisering og forhandling med de offentlige myndigheder, er det nu en realitet at vi har fået en 155.000 kvadratmeter stor grund til vores stævneplads — en grund til glæde!
Vi vil i det følgende beskrive hvordan stævnepladsen vil blive indrettet, samt hvilke faciliteter vi blandt andet vil kunne glæde os over når projektet er færdigt i 1991.
(1) På overnatningspladsen er der plads til 330 telte eller campingvogne (ca. 1000 personer). Der vil blive installeret elektricitet til lys og evt. køleskab (men ikke til drift af varmeovn). Desuden vil der være 3 vandtappesteder på pladsen. (2) I det ene hjørne af overnatningspladsen vil der blive opført en 220 kvadratmeter stor bygning med gode faciliteter til bad og toilet. Bygningen vil rumme 14 brusere og 29 toiletter samt el til hårtørring og barbering. (3) Hovedparkeringspladsen vil kunne rumme 550 biler som vil komme til at holde på græs. Foruden denne vil der være tre mindre parkeringspladser andre steder på stævnepladsen. (4) Servicebygningen er på 385 kvadratmeter og vil rumme bolig og kontor for stævnepladstilsynsmanden, gæstebolig, kantine og forfriskningskøkken, samt et depot for installation og udsmykning. (5) Auditoriet vil bestå af en bygning med bl.a. 80 toiletter, førstehjælp og kontorer, samt et amfiteater med plads til 3500 tilhørere, hvoraf de 2200 pladser vil blive overdækket. Langs siderne af auditoriet vil der blive anlagt særlige p-pladser til invalidebiler. (6) En del af grunden består også af et ca. 39.000 kvadratmeter fredet område. Det vil blive pløjet, planeret og tilsået med græs, og komme til at udgøre et dejligt, rekreativt område for stævnedeltagerne.
Vi håber denne korte gennemgang af stævnepladsen har givet dig et indtryk af hvilke forhold vi vil komme til at samles under. Men kom selv og aflæg byggepladsen et besøg. Der er sket meget siden billedet blev taget, og vi vil glæde os til at give dig en spændende rundvisning. Kom og se vores GRUND til glæde!
Hvilken herlig ferie!
Interview med en sjællandsk familie
Alle, også brødre og søstre på Sjælland der får længere at rejse, giver udtryk for glæde og forventning i forbindelse med at overvære sommerstævnerne på den ny stævneplads i Silkeborg.
„De absolutte fordele ligger i at stævnepladsen er specielt designet til vort formål! Det ved vi jo af erfaring er meget positivt! Med alle de hensyn der er taget får vi større muligheder for at følge programmet intenst! Større åndelighed må godt koste noget!“ siger broder Preben Storm fra Haslev menighed som svar på spørgsmålet om hvilke tanker brødrene på Sjælland gør sig.
Hans kone, Gerda, udtrykker det på denne måde: „Ja, vi glæder os, for det vil jo samtidig blive en del af vores ferie. Det tegner til at blive en herlig ferie! Stævnepladsen kan jo ikke ligge bedre end i de naturskønne områder ved Silkeborg. Og vi glæder os også til at lære nye brødre og søstre at kende, for det bliver da spændende at skulle holde stævne sammen med brødre og søstre fra Jylland. Det bliver interessant at se det nye stævneområde!“
Lotte på 19 år glæder sig meget til at lære nye venner at kende, ligesom hun også har denne kommentar til projektet: „Jeg håber også at det må blive et stort vidnesbyrd!“ Og det har vi jo alle et medansvar for at det bliver i forbindelse med vor adfærd ved overværelsen af stævnerne.
Malene på 6 år giver udtryk for sin største bekymring: „Kan man også få is derovre?“
Bus fra Spanien
Der er kommet en bus fra Spanien, og der holder en bus med 55 oppe ved gæsteteltet. Guiderne på stævnepladsen overvejer situationen. De er lidt pressede, og der er ingen de umiddelbart kan trække på som med øjebliks varsel kan vise bussens forventningsfulde passagerer rundt. Men problemet løses.
Bussen fra Spanien gav ingen problemer. En spansktalende søster er mellem de 12 faste rundvisere, og da bussen havde meldt sin ankomst i god tid, kunne sagen nemt klares. Der er overvældende interesse blandt brødre og søstre fra hele landet, og guiderne melder om stor tilslutning til rundturene. Et væld af spørgsmål vidner om de besøgendes store interesse og videbegærlighed. Men et lille hjertesuk er der dog:
Det ville gøre tilværelsen meget lettere for guiderne, hvis busser og andre større selskaber ville melde deres ankomst i god tid. Men, understreger en begejstret rundviser, alle problemer klares!
Rundvisninger starter med en introduktion i gæsteteltet, og der stiles efter hold på 10-12 personer. Ingen må på egen hånd gå rundt på byggepladsen, og man må ikke bevæge sig væk fra holdet. Heller ikke for eventuelt at sige ’hej’ til en man kender som arbejder på byggepladsen. Det har relation til vort syn på livets hellighed. Sikkerheden prioriteres højt, og man kan komme til skade ved at være uopmærksom. Det gælder også de arbejdere hvis opmærksomhed man måske afleder fra deres arbejde. Særlig skal forældre og børn holde sammen. Ingen leg eller pillen ved redskaber eller maskiner.
Turen varer mellem tre kvarter og en time, og kræver godt ben- og fodtøj. Hvis nogle føler at de ikke har kræfter til at klare turen, er der mulighed for at opholde sig i området ved gæsteteltet, hvor de kan få forfriskninger.
Der er 12 brødre og søstre som er faste guider, og de viser rundt hver halve time fire gange hver formiddag i weekender og på helligdage med start kl. 10. Om eftermiddagen er der fem ture, begyndende kl. 13.
Disse unge brødre — og deres mægtige maskiner!
Der er engang blevet sagt: „Jorden er dejlig — bare man ikke skal grave i den.“ Mange vil nok tilslutte sig denne tanke. Ikke desto mindre har det været nødvendigt at grave på det 28 tdr. land store område ved Silkeborg for at omdanne det til områdestævneplads, og gravet er der blevet.
En broder fra Thisted og en broder fra Vejle har med deres store entreprenørmaskiner og med mange brødres hjælp flyttet kolossale mængder jord — 1500 tons pr. dag — svarende til 100 fuldt lastede biler hver dag i den første tre måneders byggeperiode.
Alene hovedkloakledningen er en halv kilometer lang, og på det dybeste sted var gravemaskinerne nede i seks og en halv meters dybde.
På en måde er det en utaknemmelig del af byggeprojektet, for når vi til sommer kommer til den første stævnedag i vort pæne tøj, ja, så tænker vi næppe på de mange tons grus, sand og muldjord der er flyttet rundt på.
Måske denne lille notits kan være en hjælp til at huske på dem der har udført en vigtig del af det store arbejde. — Esajas 65:23.
Jehova har givet os indsigt og viden
Jehova har givet os indsigt, viden og erfaring, ikke blot i åndelig henseende. Det vil vi gerne bruge til at fremme Rigets interesser. Dette er en broders forklaring på hvorfor han en lørdag formiddag befandt sig i en gammel betonfabrik i Brædstrup, iført sit arbejdstøj.
Bemærkningen bliver højaktuel når man lytter lidt til nogle ordskifter blandt de 16 smede og svejsere.
„Hej! Vil du kigge på kompressoren, den har det ikke så godt!
Hvad gør vi ved den bjælke her?
Det er let nok, I skal bare . . .“
Vi har denne lørdag formiddag dristet os indenfor i betonfabrikken hvor smedene og svejserne dygtigt søger at tilpasse 200 tons stål til de bærende konstruktioner i stævnepladsens kommende auditorium med plads til 3500.
Det svirrer med fagudtryk, og alt foregår meget professionelt, selv om en gammel betonhal ikke netop er det mest ideelle sted. To gamle 18 meter lange kranskinner tjener nu som hvilested for de 32 meter lange og fem tons tunge stålspær, mens de får tre lag primer og en overcoat (tre lag grunder og en slutmaling). Der benyttes en luftløs sprøjte, som giver mindre støv, men malerne er naturligvis iført diverse beskyttelsesdragter. De skal male stålets overflade på 4000 kvadratmeter fire gange.
Stålet, der kommer fra Tyskland, er skåret i længder og renset for slagger så det er klar til at blive malet. Men der sker en del inden denne sidste proces er færdig. Fem brødre brugte ni dage hvor de skar ud, borede huller m.m., og derefter var der så 14 ugers arbejde i den gamle betonfabrik. Der arbejdes hver weekend i to hold af ni timer, og alle svejserne er certifikatsvejsere. Det ekstra stærke stål med betegnelsen 52-3 skal forvarmes før svejsningen.
Denne lørdag formiddag er svejsere og smede ikke alene. Et par elektrikere er ved at montere et udsugningsanlæg, og en tømrer fabrikerer døre og skillerum til afskærmningen af svejserne.
I fabrikkens gamle frokoststue er der rigget til til middagen, der kommer fra stævnehallens køkken i Silkeborg.
Inden brødrene slippes løs med kniv og gaffel, svarer nogle af dem på spørgsmålet: „Hvorfor er du her?“ Svarene maner til eftertanke: For at hjælpe til. — Der blev sagt ’kom’. — Det er jo noget vi kan bruge alle sammen. — Jehova kalder. — For at bruge vores erfaring til fremme af Riget og samtidig lære nogle flere at kende. — Jeg kan bedre glæde mig over at arbejde her. Det er der mere fremtid i.
-
-
Jehovas Vidners stævnepladsRigets Tjeneste – 1990 | Oktober
-
-
Byggeplan for efteråret
Anlægsarbejde
Jord- og anlægsarbejdet på parkerings- og overnatningspladsen er nu gået ind i sidste fase og færdiggøres i løbet af oktober måned. Man har allerede længe kunnet danne sig et indtryk af hvordan parkeringspladsen vil komme til at se ud og i skrivende stund kan man ane et grønt skær hen over pladserne, idet græstæppet som bilerne skal stå på, er på vej op.
Servicebygninger
Det går stærkt nu, både med toiletbygningen på overnatningspladsen og servicebygningen; begge bygninger er under tag og den indvendige klargøring skrider hurtigt frem. Allerede nu er bygningerne delvis taget i brug, og de påregnes at være helt færdige i slutningen af oktober måned.
Auditoriet
Støbningen af det fundament der skal bære den 200 tons tunge stålkonstruktion til tag og overdækning er langt fremme, og man støber nu det øvrige fundament til auditoriebygningen.
Monteringen af søjler og stålspær vil foregå i takt med at de færdiggøres i den lejede hal i Brædstrup, og leveres på stævnepladsen. Sidst i november påbegyndes opmuringen af auditoriets ’runde mur’, man tager fat på taget og overdækningen samt på støbningen af beton hvor tilhørerpladserne skal være. Derefter er det auditoriets ydervægge, lette indvendige trævægge og gulvet i forhallen der står for tur.
Gaver til Jehova?
Da Jehova Gud ejer alt, har han ikke nødig at få gaver fra nogen. Alligevel opfordres vi til at bringe ham gaver. I Salme 96:8 læser vi: „Tilskriv Jehova hans navns herlighed; frembær en GAVE og gå ind i hans forgårde.“
Dette gør vi naturligvis først og fremmest i forbindelse med vor hellige tjeneste. Men der ville mangle noget hvis vi holdt det materielle helt udenfor.
Det gør vi heller ikke. Det er vidunderligt at se de mange bidrag der er givet tilsagn om til vor nye områdestævneplads, strømme ind. Det ser godt ud med bidragene. Pr. 1. september var der således kommet mere end 2,5 millioner kroner ind. Dette skal I have megen ros for, samtidig med at vi takker jer for jeres gode indstilling til projektet, der helt sikkert vil være med til at ophøje vor store Skaber samt fremme tilbedelsen af ham i meget smukke rammer.
Vigtige datoer
27. feb.: Købsaftalen underskrevet af Silkeborg kommune og Selskabet
31. maj: Tegninger overgivet til kommunens tekniske forvaltning
25. juni: Lokalplanen vedtaget af et enigt byråd
27. juni: Grave- og støbetilladelsen givet
30. juni: Lokalplanen blev juridisk bindende
1. juli: Gravearbejdet påbegyndt
1. aug.: Grunden endeligt overtaget
11. aug.: Byggetilladelsen givet
1. sep.: Parkeringspladsen tilsået med græs
Stor velvilje
Da købet af grunden skulle godkendes i byrådet varede det kun 25 sekunder. De brødre der var mødt op for at følge den eventuelle debat, syntes næsten ikke de kunne være bekendt at gå igen med det samme, så de blev og overværede det næste punkt. Situationen er et godt eksempel på den velvilje der fra myndighedernes side er udvist i forbindelse med projektet i Silkeborg.
Nogen tid forinden var lokalplanen blevet godkendt, og i den forbindelse afviste et enigt byråd de få klager der var indkommet. Nogen havde anklaget byrådet for magtmisbrug, men hertil svarede borgmesteren at der ville være tale om magtmisbrug hvis man ikke ville sælge grunden fordi det var Jehovas Vidner der ville købe den.
„Den støj der vil komme fra stævnepladsen er ikke værre en støjen fra et kaffeselskab,“ mente et byrådsmedlem, og et andet medlem tilføjede at hvis man ikke kunne acceptere støjen fra stævnepladsen, så kunne man lige så godt med det samme lukke samtlige landets skoler.
Endnu et byrådsmedlem fandt at stævnepladsen er en naturlig fortsættelse af det Jehovas Vidner i forvejen har i gang i forbindelse med stævnehallen.
Debatten fandt sted den 25. juni, og allerede to dage senere forelå grave- og støbetilladelsen, selv om grunden først officielt blev overtaget den 1. august.
På et senere tidspunkt, da der blev rejst tvivl om hvorvidt der var behov for en tilladelse til at udnytte det grus der var på grunden, sagde man fra Århus Amt, at hvis der blev brug for en tilladelse, ville vi omgående få den.
Med den store velvilje der møder projektet fra alle kanter er det tydeligt at Jehova velsigner det og at vore bønner ikke har været forgæves. — 1 Tim. 2:1, 2.
-