SIKEM
(Siʹkem) [skulder; højderyg].
1. Søn af den hivvitiske høvding Hamor. (1Mo 33:19; Jos 24:32) Efter at patriarken Jakob havde bosat sig ved byen Sikem (se nr. 2), begyndte hans datter Dina at komme sammen med de unge piger i byen. Manden Sikem, der beskrives som „den der nød størst ære i hele sin faders hus“, så hende og „lå hos hende og krænkede hende“. Derefter blev han forelsket i hende og ønskede at gifte sig med hende. Men Jakobs sønner var opbragte over affæren, og de svarede „med svig“ at de kun kunne indgå aftale om et bryllup med omskårne mænd. Sikem og hans fader gik ind på dette, og de overtalte Sikems indbyggere til at lade sig omskære. Men inden mændene var kommet sig efter omskærelsen, gik Jakobs sønner Simeon og Levi ind i byen og dræbte Hamor, Sikem og alle de øvrige mandlige indbyggere. — 1Mo 34:1-31.
2. En oldtidsby der sættes i forbindelse med Nablus, eller mere nøjagtigt med den nærliggende Tell Balatah. (Sl 60:6; 108:7; BILLEDE, bd. 1, s. 530) Tell Balatah ligger ved den østlige ende af den snævre dal mellem Garizims Bjerg og Ebals Bjerg, ca. 48 km nord for Jerusalem. Der er rigeligt med vand på stedet, og lige østfor ligger der en frugtbar slette. Sikem var i gammel tid et vigtigt knudepunkt på de øst-vest- og nord-sydgående veje der gennemskar det centrale Palæstina. (Jf. Dom 21:19.) Da byen ikke havde den militære fordel at være bygget på et bjerg, var den sikret med stærke fæstningsværker. — Dom 9:35.
Efter at Abram (Abraham) var kommet ind i det forjættede land, drog han „videre gennem landet indtil Sikems sted“ og slog lejr nær Mores store træer, hvor han senere byggede et alter. (1Mo 12:6-9) Næsten 200 år senere slog også Jakob lejr foran Sikem og købte et stykke land dér efter at han var vendt tilbage fra Paddan-Aram. Da Hamors søn Sikem voldtog Jakobs datter Dina, dræbte hendes brødre Simeon og Levi mændene i byen. (1Mo 33:18–34:31) På Guds befaling drog Jakob derefter bort fra Sikem, efter at han først havde fået udleveret alle de fremmede guder og ørenringe der var i hans husstands besiddelse, og gravet dem ned under det store træ der stod ved Sikem. (1Mo 35:1-4) Senere lod Jakobs sønner deres småkvæg græsse ved byen og kunne gøre det uden frygt, sikkert fordi ’skrækken fra Gud’, som havde afholdt nabofolkene fra at sætte efter Jakob, stadig øvede en vis indflydelse. — 1Mo 35:5; 37:12-17.
Da Jakobs efterkommere, israelitterne, gik ind i det forjættede land efter over 200 års udlændighed i Ægypten, begravede de Josefs ben „i Sikem på den marklod som Jakob havde købt af Sikems fader Hamors sønner“. (Jos 24:32) I sin forsvarstale over for jøderne sagde Stefanus imidlertid at Josef blev lagt „i den grav som Abraham havde købt . . . af Hamors sønner i Sikem“. (Apg 7:16) Det er muligt at Stefanus blot ikke tog alle detaljer med. Hvis han havde gjort det, kunne hans udtalelse have lydt: ’Jakob tog ned til Ægypten. Og han døde, og det gjorde vore forfædre også, og de blev ført til Sikem og blev lagt i den grav som Abraham havde købt for en sum sølvpenge [og i den der blev købt] af Hamors sønner i Sikem.’ (Apg 7:15, 16) Det er også muligt at Stefanus tilskrev Abraham købet fordi han var Jakobs bedstefader og det patriarkalske overhoved, og altså brugte stamfaderens navn om efterkommeren på samme måde som Israel (Jakob) og andre navne senere blev brugt. — Jf. Ho 11:1, 3, 12; Mt 2:15-18.
Da det forjættede land blev inddelt i stammelodder, kom Sikem efter al sandsynlighed til at ligge i Manasses område eftersom den lå ca. 3 km nordvest for grænsebyen Mikmetat. (Jos 17:7) At byen beskrives som beliggende i „Efraims bjergland“, kan betyde at den var en af de byer Efraim fik som enklaver i Manasses område. (Jos 16:9; 1Kr 6:67) Byen blev derefter, sammen med andre efraimitiske byer, tildelt levitterne og fik status som tilflugtsby. (Jos 21:20, 21) Umiddelbart før sin død samlede Josua alle Israels stammer i Sikem og tilskyndede dem til at tjene Jehova. — Jos 24:1-29.
Skønt israelitterne havde sluttet en pagt i Sikem om at holde sig til den sande tilbedelse, begyndte byens indbyggere at dyrke Ba’al-Berit. (Dom 8:33; 9:4) De støttede også Abimelek (søn af dommeren Gideon og dennes medhustru fra Sikem), der opkastede sig til konge. Senere gjorde de imidlertid oprør mod ham, og da Abimelek slog opstanden ned, ødelagde han byen og såede salt på den, sikkert som et symbol på at han ønskede at den skulle ligge øde for bestandig. — Dom 8:31-33; 9:1-49; jf. Sl 107:33, 34; se ABIMELEK, 4; BA’AL-BERIT.
Senere blev Sikem genopbygget og fik åbenbart en vis betydning, for det var dér Rehabeam blev indsat som konge. (1Kg 12:1) Efter rigets deling udførte Jeroboam, Nordrigets første konge, byggearbejder i Sikem og herskede øjensynlig derfra i en periode. (1Kg 12:25) Efter at babylonierne havde ødelagt Jerusalem i 607 f.v.t., kom nogle mænd fra Sikem til Jerusalem for at tilbede. — Jer 41:5.