De gjorde Jehovas vilje

Tilgivelse førte til frelse

DE TI af Jakobs sønner som stod foran Ægyptens førsteminister, bar alle på en grufuld hemmelighed. Mange år tidligere havde de solgt deres halvbroder Josef som slave, og de havde planlagt at fortælle deres fader at Josef var blevet dræbt af et vildt dyr. — 1 Mosebog 37:18-35.

Nu, cirka tyve år senere, havde en streng hungersnød tvunget disse mænd til at rejse til Ægypten for at købe korn. Men det gik ikke helt så let som de havde regnet med. Førsteministeren, der også var fødevareadministrator, beskyldte dem for at være spioner og satte en af dem i fængsel. Han forlangte at de andre skulle rejse hjem, hente deres yngre broder og bringe ham tilbage til Ægypten. Da de gjorde dette, sørgede førsteministeren for ved list at få Benjamin arresteret. — 1 Mosebog 42:1–44:12.

Juda, en af Jakobs sønner, indvendte: ’Hvis vi rejser hjem uden Benjamin, vil vores fader dø.’ Hvad der derefter skete, kom bag på både Juda og hans rejsefæller. Førsteministeren befalede at alle med undtagelse af Jakobs sønner skulle forlade lokalet, hvorpå han brast i højlydt gråd. Efter at have genvundet fatningen erklærede han: „Jeg er Josef.“ — 1 Mosebog 44:18–45:3.

Barmhjertighed fører til udfrielse

„Lever min fader endnu?“ spurgte Josef sine halvbrødre. Ingen svarede ham. De var fuldstændig mundlamme. De vidste ikke om de skulle være ude af sig selv af glæde eller blive skrækslagne. De havde jo solgt denne mand som slave da de var tyve år yngre. Josef havde myndighed til at sætte dem i fængsel, at sende dem hjem uden fødevarer eller — i værste fald — at henrette dem. Josefs halvbrødre „kunne slet ikke svare ham, for de var blevet forfærdede for ham“. — 1 Mosebog 45:3.

Josef beroligede dem hurtigt med ordene: „Træd dog hen til mig.“ De adlød. Derpå sagde han: „Jeg er Josef, jeres broder, som I solgte til Ægypten. Men vær nu ikke kede af det og bliv ikke vrede på jer selv fordi I solgte mig hertil; Gud har nemlig sendt mig forud for jer til bevarelse af liv.“ — 1 Mosebog 45:4, 5.

Josef viste dem barmhjertighed, men ikke uden grund. Han havde allerede set tydelige tegn på anger hos dem, for eksempel da han anklagede dem for at være spioner. Ved den lejlighed havde han hørt dem sige til hinanden: „Det er oplagt at vi er skyldige med hensyn til vores broder . . . Af den grund er denne kval kommet over os.“ (1 Mosebog 42:21) Juda havde også tilbudt at blive træl i stedet for Benjamin så den unge mand kunne vende tilbage til sin far. — 1 Mosebog 44:33, 34.

Det var altså berettiget at Josef viste sine halvbrødre barmhjertighed. Han forstod at han derved kunne frelse hele sin familie. Josef bad derfor sine halvbrødre om at rejse hjem til deres fader og sige til ham: „Gud har sat mig til herre over hele Ægypten. Kom ned til mig. Tøv ikke. Og du skal bo i Gosens land og være mig nær, du og dine sønner og dine sønnesønner og dit småkvæg og dit hornkvæg og alt hvad du har. Og jeg skal forsyne dig med føde dér.“ — 1 Mosebog 45:9-11.

Den større Josef

Jesus Kristus kan kaldes den større Josef. Der er nemlig flere påfaldende lighedspunkter mellem disse to mænd. Jesus blev, ligesom Josef, behandlet dårligt af sine brødre, eller landsmænd, som alle nedstammede fra Abraham. (Jævnfør Apostelgerninger 2:14, 29, 37.) De oplevede begge en usædvanlig ændring i deres situation. Josefs stilling som slave blev senere ændret til en stilling som førsteminister, hvor han kun stod under Farao i rang. Jesus blev oprejst fra de døde og ophøjet til en højere stilling ved „Guds højre hånd“. — Apostelgerninger 2:33; Filipperne 2:9-11.

Josef kunne som førsteminister uddele fødevarer til alle der kom til Ægypten for at købe korn. I dag har den større Josef en trofast og klog trælleskare på jorden hvorigennem han uddeler åndelig føde „i rette tid“. (Mattæus 24:45-47; Lukas 12:42-44) De der kommer til Jesus, „skal ikke sulte mere eller tørste mere . . ., for Lammet, som er i midten hvor tronen er, vil være hyrde for dem og lede dem til kilder med livets vand“. — Åbenbaringen 7:16, 17.

Hvad vi kan lære

Josef er et godt eksempel med hensyn til at vise barmhjertighed. Han kunne have ladet sig lede af streng retfærdighed og have straffet dem der havde solgt ham som slave. Han kunne også være gået over i den modsatte grøft og have ladet sig lede af følelser og set igennem fingre med deres overtrædelse. Josef gjorde ingen af delene. I stedet undersøgte han om hans halvbrødres anger var ægte. Da han så at de var oprigtigt bedrøvede, tilgav han dem.

Vi kan efterligne Josef. Når nogen har syndet mod os og viser at de har ændret sind, bør vi tilgive dem. Vi bør selvfølgelig aldrig lade følelser gøre os blinde for alvorlige overtrædelser. På den anden side må vi ikke blive bitre så vi ikke har øje for gerninger der udspringer af oprigtig anger. Lad os derfor ’blive ved med at affinde os med hinanden og frit at tilgive hinanden’. (Kolossenserne 3:13) Når vi gør det, efterligner vi Jehova Gud, som er „rede til at tilgive“. — Salme 86:5; Mika 7:18, 19.