Dejlige fremtidsudsigter for mennesket i Glædens Paradis

„Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: ’Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden og underlæg jer den, og råd over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og hver en levende skabning af dem der myldrer omkring på jorden.’“ — 1 MOSEBOG 1:28.

1, 2. Hvad arbejder Jehova kærligt på at skænke menneskene, og hvilke opgaver gav han Adam?

„GUD er kærlighed,“ hedder det i Bibelen. Han viser kærlig og uselvisk interesse for menneskene, og er uophørligt optaget af forberedelserne til at de kan opnå evigt liv i sundhed og lykke i et jordisk glædens paradis. (1 Johannes 4:16; jævnfør Salme 16:11.) Det første menneske, den fuldkomne Adam, havde en fredelig tilværelse og et interessant og dejligt arbejde. Skaberen havde givet ham den opgave at dyrke Edens smukke have, og nu fik han endnu en opgave, en særlig og krævende opgave, viser den bibelske beretning:

² „Nu havde Jehova Gud været i færd med af jorden at danne alle markens vilde dyr og alle himmelens flyvende skabninger, og han gav sig til at føre dem hen til mennesket for at se hvad han ville kalde hver enkelt; og hvad mennesket end ville kalde hver levende sjæl, det skulle være dens navn. Så gav mennesket alle husdyrene og himmelens flyvende skabninger og alle markens vilde dyr navne.“ — 1 Mosebog 2:19, 20.

3. Hvorfor var Adam og dyrene ikke bange for hinanden?

³ Mennesket kaldte hesten sus, oksen sjōr, fåret sæh, geden ’ez, en fugl ’ōf, duen jōnahʹ, påfuglen tukkīʹ, løven ’arjehʹ eller ’arīʹ, bjørnen dov, aben qōf, hunden kæʹlæv, slangen nachasjʹ, og så videre.a Da han gik hen til floden der strømmede ud fra Eden, fik han øje på fisk. Dem kaldte han daghahʹ. Skønt ubevæbnet var Adam ikke bange for dyrene, og de var heller ikke bange for ham — de vidste instinktivt at han stod over dem og tilhørte en højere livsform. De var Guds skabninger, han havde skænket dem livet, og mennesket havde ikke noget ønske om at skade dem eller berøve dem livet.

4. Hvad må man formode angående Adams navngivning af dyrene og fuglene, og hvorfor har denne opgave været interessant?

⁴ Beretningen oplyser ikke præcis hvor længe mennesket betragtede husdyrene, de vilde dyr og himmelens flyvende skabninger. Det foregik alt sammen under Guds ledelse og tilsyn. Adam har sikkert taget sig tid til at studere hver enkelt dyreart og iagttage dens særlige vaner og livsform, så han kunne vælge et navn der passede godt til den. Det kan have taget temmelig lang tid. Det har været interessant for Adam at lære jordens dyreliv at kende i dets mange afskygninger, og det har krævet gode mentale og sproglige evner at finde et passende navn til hver enkelt art af levende skabninger, så man kunne skelne mellem dem.

5-7. (a) Hvilke spørgsmål opstod sandsynligvis? (b) Hvilke svar blev der givet i skabelsesberetningen i Første Mosebog 1:1-25?

⁵ Men i hvilken rækkefølge var alle disse levende skabninger blevet til? Var landdyrene blevet skabt før fuglene, eller omvendt, og hvornår var mennesket blevet skabt i forhold til alle disse laverestående skabninger? Hvordan beredte Gud jordens overflade til den store variation af livsformer, dannede luften hvori fuglene kunne svinge sig højt op, skabte vandet til at drikke og plantelivet som føde, frembragte den store lysgiver til at lyse om dagen og den lille til at forskønne natten? Hvorfor var vejret så mildt og varmt at mennesket kunne sove, arbejde og bevæge sig omkring, ganske nøgent?

⁶ Adam var ikke overladt til at gætte sig frem. Med sit videbegærlige sind fortjente han at få fornuftige svar fra én der vidste præcis hvordan det forholdt sig. Han blev ikke affærdiget som en uvidende søn af Gud, men hans høje intelligens blev sandsynligvis anerkendt ved at han fik beretningen om skabelsen, den der er gengivet i Første Mosebog 1:1-25.

⁷ Adam må have været meget taknemmelig over at høre denne spændende beretning om hvordan alt var blevet til. Den forklarede mangt og meget. Af beretningens ordlyd kunne han forstå at der havde været tre lange tidsperioder som Gud ifølge sin tidsregning kaldte dage, før den fjerde skabelsesdag oprandt, hvorpå Gud lod de to store lysgivere vise sig på den udstrakte himmel for at afmærke menneskets langt kortere 24-timers dag. Denne kortere jordiske dag strakte sig fra det tidspunkt da den største lysgiver forsvandt bag horisonten til den igen gik ned. Adam blev også klar over at der lå mange år foran ham, og han begyndte uden tvivl straks at tælle sine leveår. Det satte den største lysgiver på den udstrakte himmel ham i stand til at gøre. Men hvad Guds længere skabelsesdage angår, forstod det første menneske at han levede på den sjette dag for Guds jordiske skaberværk. Han havde intet hørt om en afslutning på den sjette dag hvor alle landdyrene og dernæst mennesket var blevet skabt. Nu vidste han i hvilken rækkefølge plantelivet, vanddyrene, fuglene og landdyrene var blevet skabt. Men som Adam befandt sig der, alene i Edens have, kendte han endnu ikke hele Guds kærlige hensigt med mennesket i det jordiske paradis.

Den første kvinde skabes

8, 9. (a) Hvad iagttog den fuldkomne mand i forbindelse med dyrene, og hvad sluttede han om sig selv? (b) Hvorfor var det passende at den fuldkomne mand ikke bad Gud om en ægtefælle? (c) Hvordan beskrives skabelsen af den første kvinde i Bibelens beretning?

⁸ Med sin fuldkomne hjerne og iagttagelsesevne bemærkede det første menneske naturligvis at der i dyreverdenen var hanner og hunner, og at de formerede sig efter deres arter. Men sådan var det ikke med mennesket. Måske fik han derfor den tanke at det ville være dejligt at have selskab, men han fandt ingen passende mage blandt dyrene, end ikke blandt aberne. Adam måtte slutte at der ikke var nogen mage til ham, da Gud ellers ville have ført hende hen til ham. Mennesket var blevet skabt adskilt fra alle disse dyrearter, og skulle være anderledes. Det faldt ham ikke ind at tage sagen i egen hånd og skamløst bede Gud, Skaberen, om en mage. Det var godt og rigtigt at det fuldkomne menneske lod sagen hvile i Guds hånd, for kort tid senere erfarede han at Gud var opmærksom på situationen og havde en bestemt hensigt. Beretningen fortæller:

⁹ „Men til mennesket fandtes der ingen medhjælp som et modstykke til ham. Derfor lod Jehova Gud en dyb søvn falde over mennesket, og mens han sov tog han et af hans ribben og lukkede derpå kødet til over dets sted. Og Jehova Gud byggede så en kvinde af ribbenet som han havde taget fra Adam, og førte hende hen til Adam. Da sagde Adam: ’Dette er endelig ben af mine ben og kød af mit kød. Hun skal kaldes Kvinde, for af manden er hun taget.’ Af den grund forlader en mand sin fader og sin moder, og han skal holde sig til sin hustru, og de skal blive ét kød. Og de var begge nøgne, Adam og hans hustru, og dog skammede de sig ikke.“ — 1 Mosebog 2:20-25.

10. Hvordan reagerede den fuldkomne mand da den fuldkomne kvinde blev ført hen til ham, og hvad kan der have ligget i hans ord?

¹⁰ Der lå en dyb tilfredshed i de ord Adam udbrød da den fuldkomne kvinde blev ført hen til ham som en medhjælp og et modstykke til ham: „Dette er endelig ben af mine ben og kød af mit kød.“ Det kunne lyde som om han havde ventet i nogen tid før han fik dette smukke, menneskelige modstykke. Adam kaldte sin kone „Kvinde“ (’isjsjahʹ, bogstaveligt: „mandinde“), „for af manden er hun taget“. (1 Mosebog 2:23; fodnote i studieudgaven af New World Translation.) Adam følte sig ikke kødeligt beslægtet med de flyvende skabninger eller de landdyr som Gud tidligere havde ført hen til ham for at han kunne navngive dem. Hans kød var af en helt anden art. Men denne kvinde var af samme art som han. Hun var dannet af et af hans ribben, og hendes blod var af samme type som det der flød i hans egne årer. (Se Mattæus 19:4-6.) Nu havde han en at virke som Guds profet for, en at fortælle den vidunderlige beretning om skabelsen til.

11-13. (a) Hvilke spørgsmål kan der være opstået da Adam fik en hustru? (b) Hvad var Guds hensigt med det første menneskepar? (c) Hvad skulle tjene som føde for den fuldkomne menneskehed?

¹¹ Men hvad var formålet med at menneskets Skaber gav Adam en kone? Var det blot for at han skulle have en medhjælp, et modstykke, en ven af sin egen art, så han ikke følte sig ensom? Guds hensigt fremgår af beretningen om hvordan han velsignede deres ægteskab:

¹² „Og Gud sagde videre: ’Lad os frembringe mennesker i vort billede, så de ligner os, og lad dem råde over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og husdyrene og hele jorden og alle smådyr der myldrer omkring på jorden.’ Og Gud gik i gang med at skabe mennesket i sit billede, i Guds billede skabte han det; som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: ’Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden og underlæg jer den, og råd over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og hver levende skabning af dem der myldrer omkring på jorden.’“

¹³ „Og Gud sagde videre: ’Se, jeg har givet jer alle frøbærende planter som er på hele jordens flade, og hvert træ hvorpå der er træfrugter med frø i. Jer skal det tjene til føde. Og alle jordens vilde dyr og alle himmelens flyvende skabninger og alt hvad der myldrer omkring på jorden og hvori der er liv som en sjæl, har jeg givet alle grønne planter til føde.’ Og således blev det.“ — 1 Mosebog 1:26-30.

Det første menneskepars fremtidsudsigter

14. Hvilken fremtid ville de fuldkomne mennesker få med Guds velsignelse, og hvad kunne de se for sig?

¹⁴ Forestil dig hvor fantastisk det har været for den fuldkomne mand og hans fuldkomne kone at Gud talte til dem, fortalte dem hvad de skulle gøre og velsignede dem. Når de havde Guds velsignelse ville deres liv ikke være formålsløst, men de ville være i stand til at gøre det de blev bedt om. Sikke fremtidsudsigter de havde! Som det nygifte par stod dér i deres hjem, Edens have, har de sikkert tænkt over hvordan det ville gå når de adlød Guds vilje. Når de forestillede sig den fjerne fremtid, kunne de ikke blot se „en have i Eden, mod øst“, men hele jorden fyldt med glade mænd og kvinder. (1 Mosebog 2:8) Det må have frydet deres hjerte at tænke på at de alle var deres børn, deres efterkommere. De var alle fuldkomne, fejlfri på sind og legeme, ejede evig ungdom og strømmede over af sundhed og livsglæde; de nærede en fuldkommen kærlighed til hinanden, og var alle forenede i tilbedelsen af Skaberen, deres himmelske Fader, sammen med deres første jordiske fader og moder. Hvor må Adams og Evas hjerte have svulmet af glæde ved tanken om at få sådan en familie.

15, 16. (a) Hvorfor ville der være mad nok til menneskene? (b) Hvilket arbejde ville der være til den lykkelige familie uden for Eden, efterhånden som den voksede i tal?

¹⁵ Der ville være mad nok til alle i denne jordiske familie der havde fyldt hele jorden, ligesom der var rigeligt til at begynde med, dér i Edens have. Gud havde sørget for menneskene ved at give dem alle de frøbærende planter og frugttræerne som deres sunde, livsopretholdende mad. — Jævnfør Salme 104:24.

¹⁶ Efterhånden som deres lykkelige familie voksede i tal, ville de udvide haven til områderne uden for Edens grænser, for det fremgår af Guds ord at jorden uden for Edens have endnu ikke var opdyrket. I hvert fald blev den ikke passet ligesom den velholdte Edens have. Det var derfor Skaberen sagde til menneskene at de skulle ’underlægge sig’ jorden efterhånden som de fyldte den. — 1 Mosebog 1:28.

17. Hvorfor ville der være rigeligt med mad til jordens voksende befolkning, og hvad ville det endelige resultat blive, eftersom haven blev udvidet?

¹⁷ Efterhånden som fuldkomne dyrkere og vogtere udvidede haven, ville jorden give rigeligt med afgrøder til den voksende befolkning. Til sidst ville haven fylde hele jorden, og et jordomspændende paradis ville være menneskenes evige hjem. Det ville være et smukt syn fra himmelen, og den himmelske Skaber kunne sige at det var virkelig godt. — Jævnfør Job 38:7.

18. Hvorfor ville der ikke være ufred i Edens jordomspændende have?

¹⁸ Hele jorden ville være lige så fredfyldt som den Edens have de to første mennesker befandt sig i. Der ville ikke være grund til at frygte nogen af de landdyr og flyvende skabninger som den første mand, Adam, havde iagttaget og givet navn. De fuldkomne beboere i det jordomspændende paradis ville, ligesom deres første jordiske forældre, underlægge sig havets fisk, himmelens flyvende skabninger og alt levende der bevægede sig omkring på jorden, selv markens vilde dyr. Med en instinktiv fornemmelse af at være underlagt menneskene, der var skabt „i Guds billede“, ville disse laverestående skabninger have et fredeligt forhold til dem. Og ved at underlægge sig dyrene ville deres kærlige, fuldkomne, jordiske herrer skabe en fredfyldt atmosfære blandt dyrene. Disse gudlignende menneskers fredelige indflydelse ville brede sig og tjene som beskyttelse for de laverestående skabninger. Og frem for alt ville de fuldkomne mennesker have fred med Gud, der aldrig ville fratage dem sin velsignelse. — Jævnfør Esajas 11:9.

Gud hviler fra sin skabergerning

19. (a) Hvad må de første mennesker have indset med hensyn til Guds hensigt? (b) Hvad oplyste Gud angående tiden?

¹⁹ Når det fuldkomne menneskepar tænkte på hvordan jorden ville tage sig ud når Guds hensigt var gennemført, forstod de at det ville kræve tid at udføre den opgave Gud havde givet dem. Hvor lang tid? Det vidste deres Skaber og himmelske Fader. Han gjorde det klart for dem at endnu en skabelsesdag i rækken havde nået sin afslutning, og at de befandt sig ved ’aftenen’, det tidspunkt hvor en ny dag begyndte ifølge Guds måde at tælle skabelsesdagene på. Det skulle være en velsignet dag, en dag der var viet Guds rene, retfærdige hensigt. Det lagde den fuldkomne mand, Guds profet, mærke til. Den inspirerede beretning fortæller:

20. Hvad siger den bibelske beretning om „den syvende dag“?

²⁰ „Derpå så Gud alt hvad han havde frembragt, og se, det var virkelig godt. Og det blev aften og det blev morgen, sjette dag. Sådan fuldendtes himmelen og jorden og hele deres hær. Og da Gud på den syvende dag var færdig med sit værk som han havde frembragt, hvilede han på den syvende dag fra hele sit værk som han havde frembragt. Og Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den hviler Gud fra hele sit værk som han har skabt i den hensigt at frembringe det. Dette er en historisk beretning om himmelen og jorden på den tid de blev skabt, på den dag Jehova Gud frembragte jord og himmel.“ — 1 Mosebog 1:31–2:4.

21. (a) Siges der i Bibelen at hviledagen sluttede og at Gud udtalte at den var virkelig god? Forklar. (b) Hvilke spørgsmål melder sig?

²¹ Beretningen siger ikke at hviledagen sluttede, at Gud så at det var godt og at det blev aften og det blev morgen, syvende dag. Denne dag er endnu ikke blevet erklæret for god, som det var tilfældet med de foregående seks skabelsesdage, for den er endnu ikke slut. Kan Jehova Gud desuden kalde dagen god, sådan som forholdene er? Har det været en fredfyldt hviledag for Gud indtil nu? Hvad blev der af den skønne fremtid som menneskene kunne se for sig på deres bryllupsdag i Paradiset? I den næste artikel vil vi se hvordan situationen udviklede sig.

[Fodnote]

Hvad vil du svare?

◻ Hvilken opgave gav Gud Adam, foruden den at tage sig af haven, og hvad omfattede den?

◻ Hvad viste skabelsesberetningen i Første Mosebog 1:1-25?

◻ Hvordan blev den første jordiske kvinde skabt, og hvad sagde Adam på deres bryllupsdag?

◻ Hvad kunne det første menneskepar se frem til?

◻ Hvordan gjorde Gud det klart at endnu en skabelsesdag havde nået sin afslutning?