Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w94 1/4 s. 9-14
  • Guds lære kontra dæmoners lærdomme

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Guds lære kontra dæmoners lærdomme
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1994
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Dæmoners lærdomme opstår
  • Dæmoners lærdomme i dag
  • Hvad dæmoners lærdomme kan kendes på
  • Hvordan man holder sig til Guds lære
  • I unge — hvis lære følger i?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1994
  • Hvem er Guds fjender?
    Du kan blive Guds ven!
  • Hvordan kan vi stå dæmonerne imod?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2007
  • Satan
    Indsigt i Den Hellige Skrift, bind 2 (Koa-Årstider)
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1994
w94 1/4 s. 9-14

Guds lære kontra dæmoners lærdomme

„Nogle [vil] falde fra troen, idet de agter på vildledende inspirerede udtalelser og dæmoners lærdomme.“ — 1 TIMOTEUS 4:1.

1. Hvilken strid befinder de kristne sig midt i?

FORESTIL dig engang hvordan det ville være at leve hele sit liv i en krigszone. Hvordan det ville være at gå i seng til lyden af skudsalver og vågne op til lyden af artilleri. Ulykkeligvis er det faktisk sådan at nogle mennesker på jorden må leve. Men i åndelig forstand er det levevilkårene for alle kristne. De befinder sig midt i en stor strid der har varet i omkring 6000 år og som i vor tid er intensiveret. Hvilken strid er der tale om? Det er kampen mellem sandhed og løgn, mellem Guds lære og dæmoners lærdomme. Det er ingen overdrivelse at kalde denne strid for den mest skånselsløse og dødbringende konflikt i menneskehedens historie — i hvert fald når det gælder de handlinger den ene af parterne begår.

2. (a) Hvilke to parter står ifølge Paulus over for hinanden? (b) Hvad mente Paulus med „troen“?

2 Apostelen Paulus omtalte konfliktens to parter dengang han skrev til Timoteus: „Den inspirerede udtalelse siger udtrykkeligt at i senere tidsperioder vil nogle falde fra troen, idet de agter på vildledende inspirerede udtalelser og dæmoners lærdomme.“ (1 Timoteus 4:1) Bemærk at dæmoners lærdomme ville øve særlig stor indflydelse „i senere tidsperioder“. Og det er netop hvad vi erfarer i vor tid. Det er ligeledes værd at bemærke modsætningen til dæmoners lærdomme, nemlig „troen“. „Troen“ står her for Guds lære, der bygger på hans inspirerede udtalelser i Bibelen. En sådan tro er livgivende. Den lærer en kristen at gøre Guds vilje. Det er den sandhed der fører til evigt liv. — Johannes 3:16; 6:40.

3. (a) Hvad sker der med dem der falder i kampen mellem sandheden og løgnen? (b) Hvem står bag dæmoners lærdomme?

3 De der falder fra troen vil ikke opnå evigt liv. De bliver krigens ofre. Hvilken tragisk følge af at lade sig vildlede af dæmoners lærdomme. (Mattæus 24:24) Hvordan kan vi som enkeltpersoner undgå at blive krigens ofre? Ved fuldstændig at afvise sådanne løgnagtige lærdomme, der kun tjener „dæmonernes hersker“ Satan Djævelens formål. (Mattæus 12:24) Det er ikke overraskende at Satans lære bygger på løgn, for Satan er „løgnens fader“. (Johannes 8:44) Lad os se hvor underfundigt han benyttede sig af løgne for at vildlede vore første forældre.

Dæmoners lærdomme opstår

4, 5. Hvilken løgn fortalte Satan Eva, og hvorfor var den særdeles ond?

4 Begivenhederne findes omtalt i Første Mosebog 3:1-5. Gennem en slange henvendte Satan sig til kvinden Eva og spurgte hende: „Er det virkelig rigtigt at Gud har sagt I ikke må spise af hvert eneste træ i haven?“ Det kan forekomme at være et uskyldigt spørgsmål, men lad os engang analysere det. „Er det virkelig rigtigt?“ Satan lyder overrasket og siger i realiteten: ’Hvorfor siger Gud sådan noget?’

5 I al uskyldighed lod Eva forstå at sådan forholdt det sig. Hun kendte Guds lære om dette, og vidste at Gud havde sagt til Adam at de ville dø hvis de spiste af træet til kundskab om godt og ondt. (1 Mosebog 2:16, 17) Satans spørgsmål vakte tilsyneladende hendes nysgerrighed, og hun var lutter øre da han derpå kom til sagen: „Da sagde slangen til kvinden: ’I skal visselig ikke dø.’“ Hvor ondt! Satan beskyldte Skaberen, Jehova, sandhedens Gud der er den personificerede kærlighed, for at lyve for sine jordiske børn. — Salme 31:5; 1 Johannes 4:16; Åbenbaringen 4:11.

6. Hvordan drog Satan Jehovas suverænitet og godhed i tvivl?

6 Men ikke nok med det. Satan fortsatte med at sige: „Gud véd at den dag I spiser af den, vil jeres øjne blive åbnet, og I vil blive som Gud og kende godt og ondt.“ Satan påstod at Jehova Gud — der havde sørget så godt for vore første forældre — ønskede at berøve dem noget underfuldt. At han ville hindre dem i at blive som guder. Satan betvivlede således Guds godhed. Han gjorde sig til fortaler for at man skulle tilfredsstille selvet og bevidst overtræde Guds love, og påstod at det ville gavne en. Satan drog i virkeligheden Guds suverænitet over sit eget skaberværk i tvivl og hævdede at Gud ikke havde ret til at sætte grænser for menneskers gøren og laden.

7. Hvornår blev dæmoners lærdomme først fremført, og hvordan ligner de det vi oplever i dag?

7 Satans udtalelser var begyndelsen til dæmoners lærdomme. Disse onde lærdomme fremmer stadig lignende ugudelige principper. Siden har andre oprørske åndeskabninger sluttet sig til Satan, der stadig benægter at Gud har ret til at opstille normer for menneskers handlemåde, nøjagtig som han gjorde i Edens have. Han anfægter stadig Jehovas suverænitet og forsøger at påvirke mennesker til at være ulydige mod deres himmelske Fader. — 1 Johannes 3:8, 10.

8. Hvad mistede Adam og Eva i Edens have, og hvordan viste det sig at Jehova havde ret?

8 I denne første træfning i striden mellem Guds lære og dæmoners lærdomme, traf Adam og Eva en forkert afgørelse og gik derved glip af det evige liv. (1 Mosebog 3:19) Som årene gik og deres legemer begyndte at ældes, kom det til at stå lysende klart hvem der havde løjet og hvem der havde talt sandt i Eden. Hundreder af år før de døde rent fysisk, blev de de første dødsofre i kampen mellem sandheden og løgnen da de blev dømt uværdige til livet af Skaberen, livets kilde. Det skete da de døde i åndelig forstand. — Salme 36:9; jævnfør Efeserbrevet 2:1.

Dæmoners lærdomme i dag

9. Hvor stor virkning har dæmoners lærdomme haft i århundredernes løb?

9 I Åbenbaringens Bog beskrives det hvordan apostelen Johannes ved inspiration befandt sig på „Herrens dag“, der begyndte i 1914. (Åbenbaringen 1:10) På det tidspunkt blev Satan og hans dæmoner kastet ud af himmelen ned til jordens nærhed, hvilket var et stort nederlag for denne modstander af vor store Skaber. Nu hørtes hans stemme ikke længere i himmelen, hvor han ustandselig havde rettet anklage mod Jehovas tjenere. (Åbenbaringen 12:10) Men hvilken fremgang havde dæmoners lærdomme haft på jorden siden begivenhederne i Eden? Beretningen siger: „Så blev den store drage kastet ned, slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan, som vildleder hele den beboede jord.“ (Åbenbaringen 12:9) En hel verden er blevet vildledt af Satans løgne, og han kaldes derfor „denne verdens hersker“. — Johannes 12:31; 16:11.

10, 11. Hvordan er Satan og hans dæmoner virksomme i dag?

10 Erkendte Satan sit nederlag efter at han var blevet kastet ud af himmelen? På ingen måde. Han besluttede at fortsætte kampen mod Guds lære og dem der følger den. Om Satans videre krigsførelse efter at han var blevet kastet ud af himmelen siges der: „Dragen [Satan] blev vred på kvinden og gik bort for at føre krig mod de øvrige af hendes afkom, dem som holder Guds bud og har den gerning at vidne om Jesus.“ — Åbenbaringen 12:17.

11 Satan kæmper ikke blot mod Guds tjenere, men oversvømmer også verden med sin propaganda i et forsøg på at bevare sit greb om menneskeheden. Åbenbaringens Bog beskriver hvordan Johannes i et af sine syner om Herrens dag så tre vilddyr der symboliserede Satan, hans jordiske, politiske organisation og vor tids fremherskende verdensmagt. Ud af munden på disse tre vilddyr kom der frøer. Hvad symboliserer de? Johannes skriver: „De er i virkeligheden udtalelser inspireret af dæmoner og gør tegn, og de går ud til kongerne på hele den beboede jord for at samle dem til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag.“ (Åbenbaringen 16:14) Det er således tydeligt at dæmoners lærdomme er meget virksomme på jorden. Satan og hans dæmoner kæmper stadig mod Guds lære, og det vil de fortsætte med indtil de bliver standset med magt af Jesus Kristus, den messianske konge. — Åbenbaringen 20:2.

Hvad dæmoners lærdomme kan kendes på

12. (a) Hvorfor er det muligt at beskytte sig mod dæmoners lærdomme? (b) Hvordan forsøger Satan at nå sine mål over for Guds tjenere?

12 Kan gudfrygtige mennesker modstå dæmoners lærdomme? Så afgjort, og dét af to grunde. For det første er Guds lære mere magtfuld; for det andet har Jehova afsløret hvilken taktik Satan benytter, så vi kan gennemskue den. „[Satans] planer er vi jo ikke uvidende om,“ siger apostelen Paulus. (2 Korinther 2:11) Vi ved at Satan prøver at nå sit mål gennem forfølgelse. (2 Timoteus 3:12) Men han forsøger også på underfundig vis at påvirke Guds tjeneres sind og hjerte. Han vildledte Eva og indgav hende forkerte ønsker. Han forsøger det samme i dag. Paulus skrev til korintherne: „Jeg er bange for at som slangen forførte Eva med sin underfundighed, vil jeres sind også på en eller anden måde fordærves og vendes bort fra den oprigtighed og renhed som Messias har krav på.“ (2 Korinther 11:3) Lad os engang betragte hvordan han har fordærvet menneskers tankegang i almindelighed.

13. Hvilke løgne har Satan fyldt menneskeheden med siden Edens have?

13 Over for Eva beskyldte Satan Jehova for at lyve og sagde at mennesker kunne blive som guder hvis de var ulydige mod deres Skaber. Menneskehedens syndige tilstand i dag viser at det var Satan, ikke Jehova, der var en løgner. Menneskene er ikke blevet guder. Men Satan fortsatte med at fremsætte løgne. Han fremførte den tanke at menneskesjælen er udødelig, og stillede således menneskene i udsigt at de kunne blive som guder på en anden måde. På baggrund af denne usande lære fremmede han spiritisme og forfædredyrkelse samt læren om et brændende helvede og skærsilden. Disse løgne holder stadig hundredmillioner af mennesker trælbundne. — 5 Mosebog 18:9-13.

14, 15. Hvad er sandheden om døden og menneskets håb for fremtiden?

14 Det Jehova havde sagt til Adam var selvfølgelig sandt. Adam døde da han syndede mod Gud. (1 Mosebog 5:5) Da Adam og hans efterkommere døde, blev de til døde sjæle der var uden bevidsthed og uden virksomhed. (1 Mosebog 2:7; Prædikeren 9:5, 10; Ezekiel 18:4) Alle menneskesjæle dør fordi de har arvet synden fra Adam. (Romerne 5:12) I Eden lovede Jehova imidlertid at der ville fremstå et afkom som ville bekæmpe Djævelens gerninger. (1 Mosebog 3:15) Dette afkom var Jesus Kristus, Guds enestefødte søn. Jesus døde syndfri, og hans opofrede liv blev den løsesum der kunne genløse menneskeheden fra dens døende tilstand. De der i lydighed tror på Jesus, har mulighed for at modtage det evige liv som Adam satte over styr. — Johannes 3:36; Romerne 6:23; 1 Timoteus 2:5, 6.

15 Det er genløsningen, ikke en tåget forestilling om en udødelig sjæl, der er menneskehedens virkelige håb. Denne lære er fra Gud. Den er sandhed og er et storslået udtryk for Jehovas kærlighed og visdom. (Johannes 3:16) Vi bør være taknemmelige over at have lært denne sandhed at kende og være blevet frigjort fra dæmoners lære angående disse spørgsmål. — Johannes 8:32.

16. Hvilke vidtrækkende følger får det når mennesker følger deres egen visdom?

16 Da Satan fremsatte sine løgne i Edens have, fik han Adam og Eva til at hige efter at blive uafhængige af Gud og stole på deres egen visdom. I dag ser vi hvilke vidtrækkende følger denne overtrædelse fik, i form af økonomiske vanskeligheder, krige og stor ulighed i verden. Intet under at Bibelen siger: „Denne verdens visdom er . . . tåbelighed i Guds øjne.“ (1 Korinther 3:19) De fleste mennesker foretrækker i deres tåbelighed ikke desto mindre at lide frem for at lytte til Jehovas lære. (Salme 14:1-3; 107:17) Kristne, der anerkender Guds lære, undgår at falde i den snare.

17. Hvilken „’kundskab’ der falskeligt kaldes således“ har Satan fremmet, og hvilke frugter har den frembragt?

17 Paulus skrev til en trosfælle: „Timoteus! Vogt det som er blevet dig betroet, idet du vender dig bort fra den tomme snak som krænker det der er helligt, og fra modsigelserne i den ’kundskab’ der falskeligt kaldes således. Idet de har skiltet med en sådan kundskab er nogle veget bort fra troen.“ (1 Timoteus 6:20, 21) Denne „kundskab“ indbefatter blandt andet dæmoners lærdomme. På Paulus’ tid hentydede det sandsynligvis til de frafaldnes tanker som nogle i menighederne fremmede. (2 Timoteus 2:16-18) Senere blev menigheden fordærvet af græsk filosofi og gnosticisme, der falskeligt blev kaldt kundskab. I vore dages verden hører ateisme, agnosticisme, evolutionsteorier og højere bibelkritik til „den ’kundskab’ der falskeligt kaldes således“, og det samme gør de ubibelske tanker der fremføres af vore dages frafaldne. Frugterne af denne såkaldte „kundskab“ kan ses af det moralske fordærv, den udbredte mangel på respekt for myndighed og den uærlighed og selviskhed der kendetegner Satans tingenes ordning.

Hvordan man holder sig til Guds lære

18. Hvem søger i dag Guds lære?

18 Til trods for at Satan siden Eden har fyldt jorden med dæmoners lærdomme, har der altid været nogle som har søgt efter Guds lære. I dag tæller de millioner af mennesker. De omfatter resten af de salvede kristne der nærer et sikkert håb om at skulle herske sammen med Jesus i hans himmelske rige, samt en voksende stor skare af „andre får“ der har håb om at arve dette riges jordiske domæne. (Mattæus 25:34; Johannes 10:16; Åbenbaringen 7:3, 9) De er nu blevet indsamlet i en verdensomspændende organisation og passer til beskrivelsen i Esajas: „Alle dine sønner vil være oplært af Jehova, og stor bliver dine sønners fred.“ — Esajas 54:13.

19. Hvad omfatter det at være oplært af Jehova?

19 At være oplært af Jehova omfatter mere end at kende den sande troslære, skønt dette naturligvis er vigtigt. Jehova lærer os hvordan vi skal leve og anvende hans lære i vor tilværelse. Vi afviser for eksempel den selviskhed og umoralitet og den uafhængighedens ånd der er så udbredt i verden omkring os. Vi betragter den hensynsløse stræben efter rigdom som det den er — nemlig dødbringende. (Jakob 5:1-3) Vi glemmer aldrig den lære fra Gud der kommer til udtryk i apostelen Johannes’ ord: „Elsk ikke verden eller det der er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham.“ — 1 Johannes 2:15.

20, 21. (a) Hvad benytter Satan i sit forsøg på at forblinde mennesker? (b) Hvilke velsignelser erfarer de der holder sig til Guds lære?

20 Den virkning dæmoners lærdomme har på sine ofre, fremgår af Paulus’ ord til korintherne: „[Satan] har forblindet de ikketroendes forstand, for at lysskæret fra den herlige gode nyhed om Messias, som er Guds billede, ikke skal trænge igennem.“ (2 Korinther 4:4) Satan kunne også godt tænke sig at forblinde sande kristne. I Edens have benyttede han en slange til at vildlede en af Guds tjenere. I dag gør han brug af voldelige eller umoralske film og fjernsynsprogrammer, samt nedbrydende radioprogrammer, læsestof og musik. Et af de særdeles farlige våben han har til rådighed er dårligt selskab. (Ordsprogene 4:14; 28:7; 29:3) Det er vigtigt at vi altid betragter disse ting som det de er — dæmoners lærdomme og påfund.

21 Glem ikke at det Satan sagde i Edens have var løgn; Jehova talte sandt. Sådan har det været lige siden. Satan har altid vist sig at være en løgner, og Guds lære har altid været sand. (Romerne 3:4) Hvis vi holder os til Guds ord, vil vi altid befinde os på den sejrende side i kampen mellem sandhed og løgn. (2 Korinther 10:4, 5) Lad os derfor være fast besluttede på at afvise alle lærdomme der stammer fra dæmoner. På den måde vil vi kunne holde ud indtil det tidspunkt hvor kampen mellem sandhed og løgn er forbi. Sandheden vil have vundet. Satan vil være borte, og kun Guds lære vil findes på jorden. — Esajas 11:9.

Spørgsmål til repetition

◻ Hvornår blev dæmoniske lærdomme først fremført?

◻ Hvilke løgne fremfører Satan og hans dæmoner?

◻ På hvilke områder er Satan særlig aktiv i dag?

◻ Hvad benytter Satan til at fremme dæmoners lærdomme?

◻ Hvilke velsignelser erfarer de der holder sig til Guds lære?

[Illustration på side 9]

Dæmoniske lærdomme blev først fremført i Edens have

[Illustration på side 10]

Guds lære om genløsningen og Riget er menneskehedens eneste håb

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del