NISAN
(niʹsan).
Det eftereksilske navn på den første månemåned i jødernes religiøse år. Den svarer til sidste del af marts og første del af april. (Ne 2:1; Est 3:7) Denne måned, der først blev kaldt „abib“, blev oprindelig betragtet som den syvende måned og er øjensynlig den måned der sigtes til i 1 Mosebog 8:4. Ved tiden for udgangen af Ægypten sagde Jehova at denne måned skulle være „den første af årets måneder“. (2Mo 12:2; 13:4; 4Mo 33:3) Fra da af skelnede man mellem den religiøse kalender, som var indført af Jehova, og den tidligere, borgerlige kalender. — Se ABIB; KALENDER.
Vejret var ofte ret koldt i denne forårsmåned, og i Jerusalem tændte man bål om aftenen for at varme sig ved det. (Joh 18:18) I 1949 faldt der endda sne i Jerusalem så sent som den 6. april. Nisan faldt ved slutningen af regntiden, og man regnede med at sildig- eller forårsregnen modnede kornet før høsten. (5Mo 11:14; Ho 6:3; Jer 5:24) På denne tid af året var Jordans vandstand som regel høj. (Jos 3:15; 1Kr 12:15) Byghøsten begyndte langs kystsletterne, og nede i den subtropiske Jordandal var hveden næsten moden. (Rut 1:22; 2:23) Det var på denne tid af året at de israelitiske spioner gemte sig blandt nogle indhøstede hørstængler på Rahabs tag i Jeriko. — Jos 2:6; 4:19.
Tilpasning af månekalenderen. Ifølge Guds bud skulle israelitterne bringe et neg af førstegrøden af deres høst den 16. nisan (abib), og på den 50. dag derefter skulle de bringe et andet kornoffer. Disse ofre faldt naturligt sammen med henholdsvis byg- og hvedehøsten. Dette bud krævede en tilpasning af israelitternes månekalender. Der måtte kompenseres for forskellen på 111/4 dag mellem det fulde solår og det kortere måneår. Ellers ville nisan måned efter tre års forløb begynde ca. 33 dage tidligere på året og lang tid før byghøsten. Det fremgår ikke af Bibelen hvilken metode israelitterne oprindelig brugte for at opnå denne tilpasning, men meget tyder på at man hvert andet eller tredje år indføjede en 13. måned for at få kalenderåret til at stemme med årstiderne. Man afgjorde sandsynligvis ved simpel iagttagelse hvornår dette var nødvendigt, idet man sammenlignede nymånen med forårsjævndøgnet (der falder omkring den 21. marts hvert år). Hvis den nymåne der normalt skulle markere begyndelsen på nisan (abib) måned, indtrådte for lang tid fra forårsjævndøgnet, blev måneden betragtet som en 13. måned eller skudmåned, og nisan begyndte med den følgende nymåne. Først fra det 4. århundrede e.v.t. antog jøderne en fastlagt eller standardiseret kalender.
Den første af de højtider der faldt i nisan måned, var påsken, som første gang blev fejret i Ægypten. Den faldt på den 14. nisan og indbefattede ofringen af påskelammet. (2Mo 12:2-14; 3Mo 23:5; 5Mo 16:1) Dagen efter begyndte de usyrede brøds højtid, der varede fra den 15. til den 21. nisan. På den 16. nisan ofrede man førstegrøden af byghøsten. — 2Mo 12:15-20; 23:15; 34:18; 3Mo 23:6-11.
Herrens aftensmåltid indstiftes. Over 1500 år efter udgangen af Ægypten, den 14. nisan i år 33 e.v.t., samledes Jesus med sine 12 apostle i Jerusalem for at fejre den sidste gyldige påske. Derefter, da han havde sendt forræderen Judas bort, indstiftede han Herrens aftensmåltid til minde om sin død. (Mt 26:17-30; 1Kor 11:23-25) Før den 14. nisan sluttede, døde han som Guds lam. Den 16. nisan, den dag præsten bragte førstegrøden af byghøsten som svingningsoffer i templet, blev Jesus, som opstandelsens førstegrøde, oprejst til liv igen. — Lu 23:54–24:7; 1Kor 15:20.
Kristi disciple, der ønsker at adlyde hans befaling om at ’blive ved med at gøre dette til minde om ham’, fejrer stadig højtiden til minde om hans død på denne dag, den 14. nisan. — Lu 22:19, 20; se HERRENS AFTENSMÅLTID.