SINAJ
(Siʹnaj).
1. Et bjerg i Arabien (Ga 4:25) der åbenbart også blev kaldt Horeb. (Jf. 2Mo 3:1, 12; 19:1, 2, 10, 11; se HOREB.) Israelitterne og en stor blandet flok lå i næsten et år lejret i nærheden af Sinaj Bjerg med deres talrige hjorde af småkvæg og hornkvæg. (2Mo 12:37, 38; 19:1; 4Mo 10:11, 12) I området omkring bjerget var der ikke alene plads nok til denne store lejr, som måske talte over tre millioner mennesker, men også tilstrækkeligt med vand og desuden græsning til husdyrene. Der var mindst én regnflod som løb ned ad bjerget. (5Mo 9:21) Ved foden af Sinaj Bjerg var der åbenbart et område som var stort nok til at israelitterne kunne samles der og betragte fænomenerne på bjergets top. De kunne endda trække sig tilbage og se til på afstand. Bjergets top kunne også ses fra selve lejren. — 2Mo 19:17, 18; 20:18; 24:17; jf. 5Mo 5:30.
Identifikation. Bjergets nøjagtige beliggenhed er omstridt. Overleveringen forbinder det med et bjergmassiv af rød granit som ligger på den sydlige del af Sinajhalvøen mellem Det Røde Havs to nordlige arme. Dette bjerg måler ca. 3 km fra nordvest til sydøst og har to tinder, Ras Safsafa og Djebel Musa. Området omkring bjerget vandes af flere strømme. Foran den nordlige tinde (Ras Safsafa) ligger den ca. 3 km lange og 1 km brede Rahaslette. — BILLEDE, bd. 1, s. 540.
Baseret på sine iagttagelser på stedet i det 19. århundrede skriver A. P. Stanley: „At en sådan slette overhovedet forekommer foran et sådant bjerg, er et så bemærkelsesværdigt sammenfald med den hellige beretning at det udgør et stærkt indre bevis, ikke blot på at det var her begivenhederne udspillede sig, men også på at begivenhederne er beskrevet af et øjenvidne.“ Om Moses’ og Josuas nedstigning fra Sinaj Bjerg siger han: „Enhver der kom ned fra en af de indelukkede sænkninger bag Ras Sa[f]safeh gennem de skrånende kløfter der flankerer den mod nord og syd, ville høre lydene der fra sletten bæres gennem stilheden, men ville ikke kunne se selve sletten før han kom ud af Wadi El-Deir eller Wadi Leja; og når han gjorde det, ville han stå lige under den stejle klippe Sa[f]safeh.“ Stanley nævner desuden at oplysningen om at Moses kastede støvet af guldkalven i „regnfloden der løb ned ad bjerget“ (5Mo 9:21), også passer på dette område. Han forklarer: „Dette er fuldt ud muligt i Wadi Er-Raheh, som Wadi Leja strømmer ud i. Den kommer ganske vist fra Skt. Katarinabjerget, men så tæt på Gebel Mousa [Djebel Musa] at udtrykket ’løb ned ad bjerget’ kan forsvares.“ — Sinai and Palestine, 1885, s. 107-109.
Ifølge den traditionelle opfattelse kan Sinaj Bjerg identificeres med den højere sydlige bjergtop (Djebel Musa, der betyder „Moses’ Bjerg“). Talrige forskere mener dog i lighed med Stanley at den nordlige bjergtop, Ras Safsafa, er mere sandsynlig, da der ikke ligger nogen stor slette foran Djebel Musa.
Begivenheder. Nær Sinaj Bjerg, eller Horeb, viste Jehovas engel sig for Moses i den brændende tornebusk og bemyndigede ham til at føre de trælbundne israelitter ud af Ægypten. (2Mo 3:1-10; Apg 7:30) Det var sandsynligvis omkring et år senere at de befriede israelitter kom til Sinaj Bjerg. (2Mo 19:2) Moses gik op på bjerget, åbenbart for at få yderligere instruktioner fra Jehova eftersom det allerede var blevet åbenbaret for ham ved den brændende tornebusk at israelitterne ’ville komme til at dyrke den sande Gud på dette bjerg’. — 2Mo 3:12; 19:3.
Derpå befalede Jehova Moses at fortælle israelitterne at de ville blive et kongerige af præster og en hellig nation hvis de nøje adlød hans røst og holdt hans pagt. (2Mo 19:5, 6) Som repræsentanter for hele folket gik de ældste ind på at gøre dette. Jehova sagde derpå at Moses skulle hellige folket så det kunne møde ham på den tredje dag derefter. Der blev sat en grænse rundt om bjerget fordi enhver der rørte ved det, skulle dø, hvad enten det var et dyr eller et menneske. — 2Mo 19:10-15.
Om morgenen den tredje dag „kom [der] torden og lyn og en tung sky over bjerget og en meget kraftig lyd af et horn“. Hele folket der var i lejren, skælvede. Moses førte derpå folket ud af lejren til bjergets fod så det kunne møde den sande Gud. Hele Sinaj Bjerg rystede og var dækket af røg. (2Mo 19:16-19; Sl 68:8) På Guds opfordring gik Moses op på bjerget og fik igen påbud om at sige til folket at det ikke måtte prøve at komme op på bjerget. End ikke „præsterne“ (ikke levitterne, men øjensynlig israelitiske mænd der, ligesom patriarkerne, virkede som præster for deres husstand i overensstemmelse med almindelig skik og brug) måtte overskride de opsatte grænser. — 2Mo 19:20-24.
Efter at Moses var steget ned fra Sinaj Bjerg, hørte israelitterne „De Ti Ord“ fra midten af ilden og skyen. (2Mo 19:19–20:18; 5Mo 5:6-22) Som det fremgår af Apostelgerninger 7:38, Hebræerne 2:2 og Galaterne 3:19, talte Jehova til folket gennem en engel. Israelitterne, der blev bange på grund af det ærefrygtindgydende skue af lyn og røg og lyden af horn og torden, bad gennem deres repræsentanter Gud om ikke mere at tale med dem på denne måde, men at tale til dem gennem Moses. Jehova sagde så til Moses at han skulle bede israelitterne vende tilbage til deres telte. Formålet med manifestationen ved Sinaj Bjerg var at indgyde israelitterne en sund frygt for Gud så de fortsat ville adlyde hans bud. (2Mo 20:19, 20; 5Mo 5:23-30) Derefter trådte Moses, måske sammen med Aron (jf. 2Mo 19:24), nærmere til den mørke skymasse på Sinaj Bjerg for at høre resten af Jehovas bud og lovbud. — 2Mo 20:21; 21:1.
Da Moses kom ned fra Sinaj Bjerg, gengav han Jehovas ord for folket, og israelitterne sagde igen at de ville adlyde. Derefter skrev han Guds ord op, og tidligt næste morgen byggede han et alter og rejste 12 støtter neden for bjerget. Der blev bragt brændofre og fællesskabsofre, og med blodet af offerdyrene blev Lovpagten indstiftet. — 2Mo 24:3-8; He 9:16-22.
Da israelitterne nu var trådt ind i et pagtsforhold til Jehova, kunne de gennem deres repræsentanter komme Sinaj Bjerg nærmere. Moses, Aron, Nadab, Abihu og 70 af Israels ældste nærmede sig bjerget og fik et storslået syn af Guds herlighed. (2Mo 24:9-11) Derefter steg Moses sammen med Josua op på bjerget, denne gang for at modtage flere bud og stentavlerne med „De Ti Ord“. Først på den syvende dag blev Moses imidlertid opfordret til at gå ind i skyen. Josua ventede øjensynlig på Moses på bjerget, et sted hvor han hverken kunne se eller høre noget af det der foregik i den israelitiske lejr. (2Mo 24:12-18) Det oplyses ikke om Josua, ligesom Moses, undlod at spise og drikke i alle de 40 dage. Da Moses og Josua efter denne periode steg ned fra Sinaj Bjerg, kunne de høre festsang i den israelitiske lejr. Stående ved foden af Sinaj Bjerg fik Moses øje på guldkalven og festlighederne. Straks kastede han tavlerne fra sig så de knustes neden for bjerget. — 2Mo 32:15-19; He 12:18-21.
Senere fik Moses besked på at tilhugge to stentavler som dem han havde knust, og igen at gå op på Sinaj Bjerg for at få „De Ti Ord“ skrevet på dem. (2Mo 34:1-3; 5Mo 10:1-4) Moses tilbragte endnu 40 dage på bjerget uden at spise eller drikke. Det var uden tvivl kun muligt med Guds hjælp. — 2Mo 34:28; dette er efter alt at dømme den samme 40-dages periode som omtales i 5Mo 9:18; jf. 2Mo 34:4, 5, 8; 5Mo 10:10.
Fra det tidspunkt da teltboligen, eller mødeteltet, var blevet rejst og skyen begyndte at dække den, talte Gud ikke mere direkte fra Sinaj Bjerg, men gjorde det fra mødeteltet der var opstillet i nærheden af bjerget. — 2Mo 40:34, 35; 3Mo 1:1; 25:1; 4Mo 1:1; 9:1.
Flere hundrede år senere gik profeten Elias til Horeb, eller Sinaj, „den sande Guds bjerg“. — 1Kg 19:8.
2. Sinaj er også navnet på den ørken der ligger ved bjerget af samme navn. (3Mo 7:38) De nøjagtige grænser for Sinaj Ørken kan ikke afgøres ud fra den bibelske beretning, men den lå åbenbart i nærheden af Refidim. (2Mo 19:2; jf. 2Mo 17:1-6.) Det var til Sinaj Ørken at Moses’ svigerfader, Jetro, bragte hans hustru, Zippora, og deres to sønner, Gersjom og Eliezer, så de blev genforenet med Moses. (2Mo 18:1-7) Følgende vigtige begivenheder fandt også sted i Sinaj Ørken: Det var her israelitterne under Moses’ fravær hengav sig til kalvedyrkelse (2Mo 32:1-8), 3000 mand blev henrettet fordi de uden tvivl havde haft en væsentlig andel i kalvedyrkelsen (2Mo 32:26-28), israelitterne viste deres anger ved at aflægge deres smykker (2Mo 33:6), teltboligen og dens udstyr og præsteklæderne blev fremstillet (2Mo 36:8–39:43), præsteskabet blev indsat og begyndte at tjene ved teltboligen (3Mo 8:4–9:24; 4Mo 28:6), Arons sønner Nadab og Abihu blev fortæret af ild fra Jehova fordi de havde frembåret ulovlig ild (3Mo 10:1-3), de israelitiske mænd blev mønstret med henblik på tjeneste i hæren (4Mo 1:1-3), og den første påske blev fejret uden for Ægypten. — 4Mo 9:1-5.