MODER

Ligesom det hebraiske ord ’av (fader) er ’em (moder) sandsynligvis et lydord, en efterligning af de første enkle lyde et spædbarn siger. Det anvendes om en persons kødelige moder, måske om en stedmoder (1Mo 37:10; jf. 1Mo 30:22-24; 35:16-19) foruden om en stammoder, eftersom Adams hustru, Eva, blev „moder til alle levende“. (1Mo 3:20; 1Kg 15:10) Det græske ord for „moder“ er mēʹtēr. Både det hebraiske og det græske ord for moder bruges i overført betydning.

Ønsket om en stor børneflok var særlig stærkt hos hebraiske kvinder på grund af Guds løfte om at gøre Israel til en folkerig nation og til det folk som skulle frembringe det lovede afkom. (1Mo 18:18; 22:18; 2Mo 19:5, 6) Barnløshed betragtedes som en af de største ulykker. — 1Mo 30:1.

Under Lovpagten var kvinden religiøst „uren“ i 40 dage (7 plus 33) efter at hun havde født en dreng; og efter at hun havde født en pige, var hun uren i dobbelt så lang tid, 80 dage (14 plus 66). (3Mo 12:2-5) I de 7 og de 14 dage var hun uren for alle mennesker, også sin mand, men i de 33 og de 66 dage var hun kun uren i forbindelse med hellige ting og det der var knyttet til den religiøse tjeneste i helligdommen.

Hebraiske mødre ammede deres børn indtil de var tre år gamle, ja, undertiden til de var fem år eller mere, ud fra den betragtning at jo længere de fik bryst, jo mere robuste blev de. (Se AFVÆNNING.) I tilfælde hvor moderen døde eller ikke havde mælk nok, antog man en amme. Således kan de ’spæde og diende’ der omtales i Bibelen, indbefatte børn som var gamle nok til at blive vænnet fra, gamle nok til at have så megen kundskab at de kunne prise Jehova, og til at blive oplært ved helligdommen. — Mt 21:15, 16; 1Sa 1:23, 24; 2:11.

Der bestod et særlig nært forhold mellem moderen og børnene fordi det var moderen der i det daglige tog sig af børnene indtil de var vænnet fra, hvorefter faderen mere direkte beskæftigede sig med deres opdragelse. Moderen beklædte en nøglestilling i hjemmet, og hun skulle respekteres, selv når hun kom højt op i årene. (2Mo 20:12; 21:15, 17; Ord 23:22; 5Mo 5:16; 21:18-21; 27:16) Dog var hun selvfølgelig underordnet sin mand og måtte adlyde og respektere ham. Som barn underordnede Jesus sig sin adoptivfader, Josef, og sin moder, Maria. — Lu 2:51, 52.

Hvis en mand havde mere end én hustru, skelnede sønnerne mellem deres biologiske moder og faderens andre hustruer ved at kalde den førstnævnte „moder“. Helbrødre skilte sig ud fra deres halvbrødre med udtrykket „min moders sønner“. — Dom 8:19; 1Mo 43:29.

Moderen havde ansvar for at videregive faderens vejledninger og påbud til børnene og sørge for at de blev fulgt. (Ord 1:8; 6:20; 31:1) Det var endvidere hendes opgave at føre hus under ægtemandens ledelse. At tage sig af hus og børn gav hende fuldt op at gøre og levnede ingen tid til at løbe med snak eller blande sig i andres sager. Dette ville være en stor beskyttelse for hende så længe hun forblev i troen. (1Ti 5:9-14; 2:15) En god moder lavede mad, vævede klæde og fremstillede tøj til sine børn og andre medlemmer af husstanden, og både hendes mand og hendes sønner kunne oprigtigt rose og prise hende over for andre. — Ord 31:15, 19, 21, 28.

Brugt billedligt. Ordet „moder“ anvendes i Dommerne 5:7 i betydningen en kvinde som hjælper andre og tager sig af dem. Paulus sammenlignede den nænsomhed hvormed han optrådte over for dem som han bragte sandheden, det vil sige hans åndelige børn, med den der lægges for dagen af „en ammende moder“. — 1Ts 2:7; se NÆNSOMHED.

På grund af det nære åndelige slægtskab sammenlignes kristne kvinder med mødre og søstre, og de skal behandles med den samme respekt og renhed som kødelige mødre og søstre. (Mr 3:35; 1Ti 5:1, 2) Kristne hustruer som følger Abrahams hustru Saras gode eksempel, kaldes hendes „børn“. — 1Pe 3:6.

Eftersom mennesket blev dannet „af støv fra jorden“, kan jorden billedligt kaldes dets „moder“. (1Mo 2:7; Job 1:21) En by med dens indbyggere skildres som en moder med sine børn. I Jerusalems tilfælde stod byen — som regeringssædet — for hele nationen, og Israels folk blev som enkeltpersoner betragtet som hendes børn. (Ga 4:25, 26; Ez 23:4, 25; jf. Sl 137:8, 9.) En stor by blev betragtet som moder til de omliggende „småbyer“, eller, ordret oversat, dens „døtre“. (Ez 16:46, 48, 53, 55; se fdn. til v. 46.) Babylon den Store, „den store by“, kaldes „moderen til jordens skøger og afskyeligheder“. — Åb 17:5, 18.