De gjorde Jehovas vilje

Elias ophøjer den sande Gud

HAN var den mest eftersøgte mand i Israel. Han ville sikkert være blevet dræbt hvis kongen havde kunnet finde ham. Hvem var denne forfulgte mand? Det var Jehovas profet Elias.

Kong Akab og hans hedenske hustru, Jesabel, havde fået ba’alsdyrkelsen til at florere i Israel, og det havde ført til at Jehova havde bragt tørke over landet, en tørke der nu var i sit fjerde år. Fyldt af raseri satte Jesabel sig for at dræbe Jehovas profeter, men Akab var især interesseret i at få fat på Elias. Tre år tidligere havde Elias sagt til Akab: „Der skal ikke komme dug eller regn i disse år uden på mit ord!“ (1 Kongebog 17:1) Og resultatet blev en tørke der stadig varede ved.

Under disse farlige omstændigheder sagde Jehova til Elias: „Gå hen og vis dig for Akab, da jeg vil give regn over jorden.“ Med fare for sit liv adlød Elias Jehovas befaling. — 1 Kongebog 18:1, 2.

To modstandere mødes

„Er det dig, du som styrter Israel i ulykke!“ spurgte Akab da han fik øje på Elias. „Jeg har ikke styrtet Israel i ulykke,“ svarede Elias modigt igen, „men dét har du og dit fædrenehus, for I har forladt Jehovas bud og vandrer efter ba’alerne.“ Derefter gav Elias påbud om at hele Israel skulle samles på Karmels Bjerg, deriblandt „de fire hundrede og halvtreds ba’alsprofeter og de fire hundrede profeter for den hellige pæl“. Elias henvendte sig så til folkeskaren og sagde: „Hvor længe vil I halte mellem to standpunkter?a Hvis Jehova er den sande Gud, så følg ham; men hvis det er Ba’al, så følg ham.“ — 1 Kongebog 18:17-21.

Folket sagde ikke et ord. Måske erkendte israelitterne sig skyldige i at have undladt at vise Jehova udelt hengivenhed. (2 Mosebog 20:4, 5) Eller det kan tænkes at deres samvittighed var blevet så sløvet at de ikke kunne se noget forkert i at dele deres loyalitet mellem Jehova og Ba’al. Under alle omstændigheder gav Elias folket besked på at fremskaffe to unge tyre — den ene til ba’alsprofeterne og den anden til ham. Begge tyre skulle gøres klar til ofring, men der måtte ikke tændes op. Elias sagde: „I skal så påkalde jeres guds navn, og jeg vil påkalde Jehovas navn, og den gud der svarer med ild, han er den sande Gud.“ — 1 Kongebog 18:23, 24.

Jehova ophøjes

Ba’alsprofeterne gik i gang med „at danse haltende rundt om alteret som de havde lavet“. Hele morgenen råbte de: „Svar os, Ba’al!“ Men Ba’al svarede dem ikke. (1 Kongebog 18:26) Derefter begyndte Elias at håne dem: „Råb højere; han er jo en gud.“ (1 Kongebog 18:27) Ba’alsprofeterne begyndte endda at flænge sig med dolke og lanser — en skik der ofte blev benyttet af hedninger til at vække medynk hos deres guder.b — 1 Kongebog 18:28.

Det var nu over middag, og ba’alstilbederne ’kom i profetisk henrykkelse’. Udtrykket „profetisk henrykkelse“ indeholder i denne sammenhæng tanken om at foretage sig noget på en vild og ubehersket måde. Sent om eftermiddagen sagde Elias endelig til hele folket: „Kom hen til mig!“ Alle så med spændt forventning til mens Elias genopbyggede Jehovas alter, gravede en rende omkring det, parterede den unge tyr og lagde den på brændet oven på alteret. Bagefter lod han vand hælde ud over tyren, alteret og brændet. Også renden blev fyldt med vand (uden tvivl havvand man havde fremskaffet fra Middelhavet). Derpå bad Elias til Jehova og sagde: „Lad det i dag blive kendt at du er Gud i Israel og at jeg er din tjener og at det er ved dit ord jeg har gjort alle disse ting. Svar mig, Jehova, svar mig, så dette folk kan vide at du, Jehova, er den sande Gud, og at det er dig der har vendt deres hjerter til dig igen.“ — 1 Kongebog 18:29-37.

Pludselig kom der ild ned fra himmelen „og fortærede brændofferet og brændet og stenene og støvet, ja, selv vandet som var i renden slikkede den op“. Folket som iagttog det hele, kastede sig med det samme til jorden og sagde: „Jehova er den sande Gud! Jehova er den sande Gud!“ På Elias’ befaling pågreb man ba’alsprofeterne og førte dem til Kisjons Regnflod hvor de blev henrettet. — 1 Kongebog 18:38-40.

Hvad vi kan lære af beretningen

Umiddelbart virker det som om Elias udviste overmenneskeligt mod. Men bibelskribenten Jakob forsikrer os om at „Elias var et menneske med de samme svagheder som vi“. (Jakob 5:17) Han var ikke immun over for frygt og bekymring. Da Jesabel for eksempel svor at hun ville hævne tabet af ba’alsprofeterne, flygtede Elias og råbte senere i en bøn til Jehova: „Det er nok. Nu, Jehova, tag min sjæl bort.“ — 1 Kongebog 19:4.

Jehova tog ikke Elias’ sjæl bort i døden. I stedet sørgede han barmhjertigt for at han fik hjælp. (1 Kongebog 19:5-8) Guds tjenere i dag kan være forvissede om at Jehova vil gøre det samme når de i perioder er udsat for et stort nervepres, måske på grund af forfølgelse. Beder de Jehova om hjælp, kan han tilføre dem en „kraft som er ud over det normale“. Så selv hvis de „trænges på enhver måde“, har de ikke „så kneben plads at [de] ikke kan røre [sig]“. De vil altså ligesom Elias blive hjulpet til at holde ud. — 2 Korinther 4:7, 8.

[Fodnoter]