FØNIKIEN

(Føniʹkien) [af en rod der betyder „palmetræ“].

Den smalle kyststrækning som lå ved Middelhavets østlige ende, mellem Syrien og Israel, og mod øst var afgrænset af Libanonbjergene. Landet svarede i udstrækning stort set til det nutidige Libanon. Gennem lang tid var Zidon den vigtigste by i oldtidens Fønikien, men den overstråledes senere af byen Tyrus, der blev grundlagt som en koloni af handelsfolk fra Zidon. — Se TYRUS; ZIDON, ZIDONIERE.

Geografi. Kystsletten i dette langstrakte, smalle land gennemskæres nogle få steder af udløbere fra bjergene, som når helt ned til havet. Sletten vandes af flere floder der har deres udspring i bjergene, som danner en naturlig grænse mod øst. Her når flere bjergtoppe en højde af over 3000 m; den højeste er over 3350 m. De er sneklædte det meste af året. Udstrakte skove og frugthaver af forskellig art har engang dækket en stor del af landet; der var ceder og fyr samt eg, bøg, morbær, figen, oliven og daddelpalme.

Oprindelse og navn. Fønikiernes historie begynder efter Vandfloden med Noas sønnesøn Kana’an, der var søn af Kam. Kana’an blev stamfader til 11 stammer, af hvilke zidonierne var efterkommere af Kana’ans førstefødte, Zidon. (1Mo 10:15-18; 1Kr 1:13-16) Zidonierne var således kana’anæere. (Jos 13:4-6; Dom 10:12) De selv, og også andre, kaldte deres land for Kana’an. På en mønt fra Antiochos Epifanes’ tid betegnes den syrisk-fønikiske by Laodikea som „Kana’ans moderby“.

Imidlertid foretrak grækerne i tidens løb at kalde disse kana’anæere i Zidon med et helt tredje navn, nemlig fønikiere, så kana’anæere, zidoniere og fønikiere blev tre betegnelser der blev brugt om det samme folk. I Esajas’ profeti, for eksempel, står navnet „Kana’an“ for Fønikien. — Es 23:11; JP; RS; NV, fdn.

Et sø- og handelsfolk. Fønikierne var en af oldtidens store søfartsnationer. Deres skibe var meget sødygtige, deres størrelse taget i betragtning. Skibene havde både en høj forstavn og en høj agterstavn, var brede og kunne drives frem med såvel sejl som årer. (Ez 27:3-7) Fønikiske skibe havde en stor del af handelen på Middelhavet. I det 11. århundrede f.v.t. brugte Salomon fønikiere, „Hirams tjenere“, til at rejse med sine skibe til Tarsis (Spanien). (2Kr 9:21) Og der var fønikiske sømænd om bord på Salomons flåde der blev sendt fra Ezjon-Geber til Ofir. (1Kg 9:26-28; 10:11) I det 7. århundrede f.v.t. sejlede fønikiske skibe stadig til Tarsis og hjemførte sølv, jern, tin og bly. — Ez 27:12.

Kunst og håndværk. De fønikiske håndværkere var dygtige til at smede, hamre og gravere genstande af guld og sølv. Andre specialiserede sig i at udskære træ og elfenben, forme glas, væve uld og linned og farve klæde. Fønikien var især kendt for sin purpurfarve og havde udviklet en hel industri. Dragter af tyrisk purpur opnåede de højeste priser, for der skulle mange tusind murexsnegle til for blot at få nogle få meter klæde, da man kun fik nogle dråber fra hver snegl. Nuancen varierede alt efter hvor sneglen var fundet langs Middelhavets kyst, og dette i forening med de fønikiske farveres særlige kunnen og den anvendte metode — ofte brugte man at farve både to og tre gange — resulterede i mange forskelligartede og kostbare stoffer som var eftertragtede af de rige og fornemme. — Ez 27:2, 7, 24.

På Davids og Salomons tid var fønikierne kendt som dygtige bygningshåndværkere der kunne arbejde i tømmer og sten, og som dygtige skovhuggere der kunne fælde de vældige træer i deres skove. — 2Sa 5:11; 1Kg 5:1, 6-10, 18; 9:11; 1Kr 14:1.

Religion. Fønikiernes religion var en frugtbarhedskult med guden Ba’al som midtpunkt, og som man kunne forvente det af et kana’anæisk folk, indbefattede den homoseksuelle handlinger, sodomi, tempelprostitution og børneofringer. (BILLEDE, bd. 1, s. 739; KANA’AN, KANA’ANÆER, 2 [Israelitternes erobring af Kana’an]). Den fønikiske by Baalbek (ca. 65 km nordøst for Beirut) blev et af de store tilbedelsescentre i antikkens verden. I romertiden rejstes store templer for flere guder og gudinder her, og ruinerne af dem kan ses i dag.

I foråret 31 e.v.t. viste flere indbyggere fra Fønikien tro på Jesus ved at rejse til Galilæa for at høre ham og blive helbredt for deres sygdomme. (Mr 3:7-10; Lu 6:17) Omkring et år senere besøgte Jesus kystsletten i Fønikien, ved hvilken lejlighed en syrisk-fønikisk kvinde kom til ham og bad ham helbrede hendes datter der var dæmonbesat. Kvindens tro gjorde så dybt indtryk på Jesus at han udførte et mirakel og helbredte hendes datter. — Mt 15:21-28; Mr 7:24-31.

Da der udbrød forfølgelse i Judæa efter at Stefanus havde lidt martyrdøden, flygtede nogle kristne til Fønikien. Dér forkyndte de den gode nyhed i nogen tid, men kun for jøder. Efter Kornelius’ omvendelse begyndte menigheder med både jøder og ikkejøder imidlertid at dukke op langs den fønikiske kyst og i andre dele af Romerriget. Apostelen Paulus besøgte nogle af disse menigheder i Fønikien på sine rejser; det sidste besøg der fortælles om, var hans ophold i Zidon omkring år 58 da han var på vej til Rom som fange og fik lov til at besøge sine venner her. — Apg 11:19; 15:3; 21:1-7; 27:1-3.