-
SemIndsigt i Den Hellige Skrift, bind 2 (Koa-Årstider)
-
-
Skønt de tre sønner konsekvent omtales som „Sem, Kam og Jafet“, hersker der nogen usikkerhed med hensyn til deres indbyrdes alder. At Sem nævnes først, betyder ikke nødvendigvis at han var den førstefødte, for Sems egen førstefødte søn (Arpaksjad) er opført som den tredje i slægtsregistrene. (1Mo 10:22; 1Kr 1:17) Den hebraiske tekst i 1 Mosebog 10:21 kan gengives på mere end én måde. Nogle nutidige oversættelser omtaler her Sem som „broder til Jafet, den ældste“ (KJ, Li, NV), mens andre omtaler ham som „Jafets ældste („ældre“, DA92) broder“. (DA31, RS, JB, Ro) De oversættelser der blev udarbejdet i oldtiden, afviger også fra hinanden — Septuaginta, Symmachos’ oversættelse og Targum Onkelos fremstiller Jafet som den ældste, mens Den Samaritanske Pentateuk, den latinske Vulgata og de syriske oversættelser fremstiller Sem som den ældste. Andre bibelske vidnesbyrd tyder imidlertid på at Sem var Noas anden søn og altså yngre end Jafet.
-
-
SemIndsigt i Den Hellige Skrift, bind 2 (Koa-Årstider)
-
-
Efter Arpaksjads fødsel fik Sem flere sønner (og døtre), deriblandt Elam, Assur, Lud og Aram. (1Mo 10:22; 11:11) Efter Aram har det parallelle slægtsregister i 1 Krønikebog 1:17 også navnene „Uz og Hul og Geter og Masj“, mens disse i 1 Mosebog 10:23 står opført som Arams sønner. Bibelen viser således, i overensstemmelse med de historiske vidnesbyrd, at Sem blev stamfader til de semitiske folkeslag: elamitterne, assyrerne, de oprindelige kaldæere, hebræerne, aramæerne (syrerne), forskellige arabiske stammer og måske lyderne i Lilleasien. Det vil sige at den befolkning der nedstammede fra Sem, hovedsagelig var koncentreret i det sydvestlige hjørne af det asiatiske kontinent, idet den bredte sig over det meste af Den Frugtbare Halvmåne og optog en betragtelig del af Den Arabiske Halvø. — Se artiklerne under navnene på Sems sønner.
-