KALEB

(Kaʹleb) [hund].

1. Søn af Hezron, broder til Jerame’el og oldesøn af Juda og Tamar (1Kr 2:3-5, 18); kaldes også Kelubaj (1Kr 2:9). En af hans efterkommere var Bezalel, den dygtige kunsthåndværker der fik til opgave at føre tilsyn med opførelsen af teltboligen. (1Kr 2:19, 20; 2Mo 35:30) Den nedenfor nævnte nr. 2 var øjensynlig en af hans efterkommere.

2. Søn af kenizzitten Jefunne af Judas stamme, farbroder til Otniel og sandsynligvis en efterkommer af nr. 1. (4Mo 32:12; Jos 15:17; 1Kr 4:13, 15; se OTNIEL.) Da Kaleb var 40 år gammel, blev han som en af de 12 spioner sendt ind i Kana’ans land for at udspejde det i 40 dage, og da spionerne vendte tilbage, aflagde Kaleb sammen med Josua — trods de andres indvendinger — en positiv rapport og sagde: „Lad os straks tage derop og tage det i besiddelse, for vi kan sagtens få det i vor magt.“ (4Mo 13:6, 30; 14:6-9) Eftersom han ’fulgte Jehova sin Gud helt og fuldt’, fik han som den eneste i sin generation foruden Josua og nogle levitter lov til at komme ind i det forjættede land i 1473 f.v.t. Seks år senere, da han var 85 år gammel, erklærede han: „Se, nu har Jehova bevaret mig i live, sådan som han har lovet, i de femogfyrre år der er gået siden Jehova gav Moses dette løfte, dengang Israel vandrede i ørkenen, og se, nu er jeg i dag femogfirs år gammel. Dog er jeg i dag lige så stærk som den dag Moses sendte mig ud. Som min kraft var dengang, sådan er min kraft nu til krigen, både til at gå ud og til at gå ind.“ — Jos 14:6-11.

Kaleb fik tildelt byen Hebron (fæstningen Kirjat-Arba, som var i de kæmpestore anakitters besiddelse) og det omliggende område, der indbefattede byen Debir. Når der i 1 Samuel 30:13, 14 siges at amalekitterne gjorde indfald i „den sydlige del af Kaleb“, hentydes der sandsynligvis ikke til en by af dette navn, men snarere til det område som Kaleb fik tildelt, og som blev betegnet med hans navn.

Da Kaleb havde fået denne arvelod overdraget, erklærede han: „Den der slår Kirjat-Sefer [også kaldet Debir] og indtager den, ham giver jeg min datter Aksa til hustru.“ Hans nevø Otniel (Israels første dommer efter Josuas død) indtog byen og vandt belønningen. På datterens anmodning gav Kaleb hende derefter Øvre Gullot og Nedre Gullot i bryllupsgave, i tilgift til det „stykke sydland“ hun allerede havde fået. — Jos 15:13-19; Dom 1:11-15; 3:9-11.

I slægtsregisteret omtales Aksa som en datter af ’Jerame’els broder Kaleb’ (nr. 1 ovenfor), der levede ca. 150 år før ’Jefunnes søn Kaleb’. (1 Kr 2:42, 49) Nogle kommentatorer mener at der kun var én Kaleb, men det store tidsrum mellem Judas sønnesøn Hezron og bosættelsen i Kana’an udelukker denne slutning. Andre mener at de to mænd ved navn Kaleb må have haft døtre der hed det samme. I slægtsregistrene omtales imidlertid kun kvinder som har spillet en stor rolle i Guds folks historie, og eftersom der kun var én navnkundig Aksa, må hun have været datter af den anden Kaleb, Jefunnes søn. Andre kommentatorer mener at ordene om Aksa i 1 Krønikebog 2:49 burde udelades som en fejlplaceret afskrivertilføjelse, men de har ingen tekstvidner at støtte sig til. Det er mere rimeligt at antage at skribenten bevidst medtog den korte bemærkning i vers 49 i en bestemt hensigt, idet han brugte ordet „datter“ i dets udvidede betydning om en efterkommer for at henlede opmærksomheden på at Aksa ikke blot var datter af Jefunnes søn Kaleb, men også en direkte efterkommer af Hezrons søn Kaleb.