Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w94 1/1 s. 10-19
  • Søg tilflugt hos Jehova

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Søg tilflugt hos Jehova
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1994
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Et mægtigt kor der forkynder om Riget
  • En fæstning hvor vi kan søge tilflugt
  • Forkyndelse med tillid
  • En rigdom af godhed
  • Jehovas Vidners Årbog 1986
    Jehovas Vidners Årbog 1986
  • Jehovas Vidners Årbog 1988
    Jehovas Vidners Årbog 1988
  • Jehovas Vidners Årbog 1985
    Jehovas Vidners Årbog 1985
  • Jehovas Vidners Årbog 1989
    Jehovas Vidners Årbog 1989
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1994
w94 1/1 s. 10-19

Søg tilflugt hos Jehova

„Hos dig, Jehova, har jeg søgt tilflugt.“ — SALME 31:1.

1. Hvordan udtrykkes der i Salme 31 tillid til at Jehova kan være en tilflugt for os?

EN MELODIØS stemme synger om en mand der, skønt udmattet i sind og på legeme, forlader sig på Jehova. Troen sejrer, siger teksten i den hellige sang. I den Almægtiges arme finder digteren beskyttelse mod sine forfølgere. „Hos dig, Jehova, har jeg søgt tilflugt,“ lyder salmen. „Måtte jeg aldrig blive til skamme. Bring mig i din retfærdighed bort i sikkerhed.“ — Salme 31:1.

2. (a) På hvilke to søjler bygger vor tillid til at Jehova er vor fæstning? (b) Hvordan er Jehova som Gud?

2 Salmisten har kun én tilflugt — den bedste! Om så andet kunne betvivles, står dette fast: Jehova er hans borg, hans fæstning. Hans tillid hviler på to grundfæstede søjler. Den ene er hans tro, som Jehova ikke vil gøre til skamme, den anden er Jehovas retfærdighed, som betyder at Han aldrig for stedse vil forlade sin tjener. Jehova er ikke en Gud der beskæmmer sine trofaste tjenere; han er ingen løftebryder. Nej, han er en sandhedens Gud og belønner dem der sætter deres lid til ham. Til sidst vil troen blive belønnet! Udfrielsen vil komme! — Salme 31:5, 6.

3. Hvordan ophøjer salmisten Jehova?

3 Salmisten finder indre styrke idet han komponerer musik hvis tonerække stiger fra sorgens og smertens dybder til glædens og tillidens højder. Han herliggør Jehova på grund af hans loyale kærlighed. „Velsignet være Jehova,“ synger han, „for han har på underfuld måde vist sin loyale hengivenhed mod mig i en belejret by.“ — Salme 31:21.

Et mægtigt kor der forkynder om Riget

4, 5. (a) Hvilket mægtigt kor priser i dag Jehova, og hvordan har det gjort det i det forløbne tjenesteår? (Se rapporten på side 12-15.) (b) Hvordan viser antallet af tilstedeværende ved mindehøjtiden at flere og flere villigt slutter sig til koret af forkyndere? (Se rapporten.) (c) Hvilken gruppe i din menighed vil måske kunne slutte sig til koret?

4 I dag har ordene i denne salme fået ny mening. Lovprisningssange til Jehova kan ikke kvæles af onde modstandere, af naturkatastrofer eller af økonomiske kriser. Jehovas kærlige hengivenhed er underfuld for hans folk. Sidste tjenesteår sang et mægtigt kor budskabet om Guds rige rundt om i hele verden. Koret nåede op på 4.709.889 sangere i 231 lande. Jehovas himmelske regering under ledelse af Kristus Jesus er en tilflugt som ikke vil skuffe dem. Sidste år anvendte disse forkyndere fra 73.070 menigheder 1.057.341.972 timer i forkyndelsen. Det førte til at 296.004 personer symboliserede deres indvielse til Gud ved vanddåben. De der sidste år i august overværede det internationale stævne i Kiev i Ukraine under temaet „Oplært af Gud“, fik en fantastisk overraskelse. De overværede at der blev skrevet historie idet de var vidne til den så vidt vides største dåbshandling blandt sande kristne nogen sinde! Som forudsagt i Esajas 54:2, 3 vokser Guds folk i et uhørt antal.

5 Flere villige undersåtter under Guds rige står i kø for at slutte sig til koret. Sidste år blev højtiden til minde om Jesu død overværet af 11.865.765 mennesker. Forhåbentlig vil mange af disse blive kvalificerede til at synge Rigets sang fra dør til dør i dette tjenesteår — til stor harme for sandhedens fjende, Satan Djævelen! — Åbenbaringen 12:12, 17.

6, 7. Forklar hvordan en interesseret mand med Jehovas hjælp kom fri af dæmoners indflydelse.

6 Satan vil forsøge at hindre at nye lader deres stemmer høre i det vældige kor. I Thailand støder forkynderne for eksempel på flere og flere som hjemsøges af dæmoner. Mange oprigtige mennesker er imidlertid blevet befriet ved Jehovas hjælp. En mand opsøgte af nysgerrighed en heksedoktor og var i ti år derefter i dæmonernes vold. Han forsøgte at frigøre sig fra deres magt med hjælp fra en præst, men mærkede ingen bedring. En af Jehovas Vidners heltidstjenere begyndte at studere Bibelen med manden og lærte ham ud fra Guds ord at den eneste måde man kan slippe ud af dæmonernes greb på, er ved at tilegne sig nøjagtig kundskab om sandheden, tro på Jehova og anråbe ham i bøn. — 1 Korinther 2:5; Filipperne 4:6, 7; 1 Timoteus 2:3, 4.

7 Natten efter denne drøftelse drømte manden at hans afdøde fader truede ham med både det ene og det andet hvis han ikke igen blev åndemedium. Det begyndte at gå ud over den interesseredes familie. Manden lod sig imidlertid ikke anfægte, men fortsatte ufortrødent med at studere Bibelen og begyndte at overvære møderne. Engang de studerede forklarede pioneren at genstande brugt i spiritistiske ritualer somme tider kan give dæmonerne mulighed for at chikanere mennesker som forsøger at bryde ud af deres greb. Manden kom i tanker om at han havde noget olie som han havde brugt som amulet. Han indså nu at han måtte smide det ud. Nu hvor han har skaffet sig af med det, bliver han ikke længere plaget af onde ånder. (Jævnfør Efeserbrevet 6:13; Jakob 4:7, 8.) Han og hans hustru gør gode fremskridt i deres studium og overværer regelmæssigt bibelundervisningen ved møderne.

8, 9. Hvilke andre forhindringer har nogle forkyndere måttet overvinde?

8 Andre vanskeligheder kan overdøve klangen af den gode nyhed. På grund af den meget kritiske økonomiske situation i Ghana mister mange deres arbejde. Leveomkostningerne er steget uhørt, hvilket gør det meget vanskeligt at skaffe selv de mest basale fornødenheder. Hvordan har Jehovas folk klaret sig? De har stolet på Jehova, ikke på sig selv. En dag efterlod en mand for eksempel en forseglet kuvert på disken i afdelingskontorets reception. I kuverten var der 1300 kroner i ghanesisk valuta, hvilket svarer til tre måneders mindsteløn. Pengene var fra en anonym giver, som havde skrevet følgende på kuverten: „Jeg mistede mit arbejde, men Jehova gav mig et andet. Jeg er ham og hans søn, Jesus Kristus, taknemmelig. For at støtte udbredelsen af den gode nyhed om Riget før enden kommer, vil jeg gerne yde dette beskedne bidrag.“ — Jævnfør Andet Korintherbrev 9:11.

9 Møderne er med til at oplære alle der slutter sig til det mægtige lovprisningskor for Jehova. (Jævnfør Salme 22:22.) I det sydlige Honduras er der en menighed ved navn El Jordán. Hvad særligt er der ved denne lille gruppe kristne? Deres trofaste mødedeltagelse. Tolv af de 19 forkyndere må hver uge krydse en bred flod for at overvære møderne. Dette er ikke noget stort problem i den tørre årstid, hvor de kan krydse floden på klipper og trædesten. Men i regntiden er forholdene anderledes. Det der før var et fredeligt flodleje, fyldes nu med frådende vandmasser som skyller alt bort på deres vej. For at klare denne forhindring må brødrene og søstrene være gode svømmere. Før de forcerer floden anbringer de deres mødetøj i en tina (et blikrør) og lægger røret i en plasticpose. Den bedste svømmer fører an og leder gruppen over. Når de er kommet over på den anden side, tørrer de sig, klæder om og kommer glade og renvaskede til rigssalen! — Salme 40:9.

En fæstning hvor vi kan søge tilflugt

10. Hvorfor kan vi vende os til Jehova i trængselstider?

10 Uanset om man er under direkte angreb fra dæmonerne eller føler sig presset fra andre sider, kan Jehova være ens fæstning. Man bør anråbe ham i bøn. Han lytter opmærksomt til selv de svageste veråb fra sit folk. Salmisten fandt at dette holdt stik og skrev: „Bøj dit øre til mig. Udfri mig hurtigt. Bliv en klippefæstning for mig, et hus der er som en borg, til frelse for mig. For du er mit klippebjerg og min borg; og for dit navns skyld vil du føre mig og lede mig. Du vil bringe mig ud af nettet som de har anbragt skjult for mig, for du er min fæstning.“ — Salme 31:2-4.

11. Forklar hvorfor Jehovas fæstning ikke blot er en midlertidig tilflugt.

11 Jehova er ikke blot en midlertidig tilflugt, men en uindtagelig fæstning hvor vi er i sikkerhed. Han har aldrig undladt at lede sit folk. Guds kraft vil uskadeliggøre Satans og hans afkoms listige anslag. (Efeserne 6:10, 11) Hvis vi helhjertede stoler på Jehova, vil han udfri os af Satans snarer. (2 Peter 2:9) I de forløbne fire år er Jehovas Vidners forkyndelsesarbejde blevet påbegyndt i hen ved 35 lande; og i dele af verden hvor sociale, økonomiske eller politiske forhold hindrer forkyndelsen af den gode nyhed, er symbolske får flyttet til lande hvor de frit kan kontaktes. Japan er et af disse lande.

12. Hvordan gjorde en pioner i Japan Jehova til sin fæstning?

12 I Japan har der været en stor tilstrømning af gæstearbejdere, og der er blevet oprettet mange fremmedsprogede menigheder. En erfaring gjort af en broder i en japansk menighed viser hvor frugtbart dette fremmedsprogede distrikt er. Broderen ønskede at tjene hvor behovet var større. Han ledede imidlertid i forvejen ti bibelstudier dér hvor han var. En af hans venner sagde spøgefuldt: „Hvis du skal hen hvor behovet er større, skal du lede 20 bibelstudier dér!“ Han fik et nyt distrikt i Hiroshima, men havde efter fire måneder kun ét bibelstudium. En dag besøgte han en brasilianer der kun talte portugisisk. Eftersom broderen ikke kunne tale med manden, købte han en lærebog i portugisisk. Efter at have lært nogle enkle vendinger besøgte han igen manden. Da broderen hilste på portugisisk blev manden forbløffet og åbnede med et bredt smil døren på vid gab idet han bød ham indenfor. Der blev påbegyndt et bibelstudium. Snart ledede broderen 22 studier: 14 på portugisisk, 6 på spansk og 2 på japansk!

Forkyndelse med tillid

13. Hvorfor bør ingen forsøge at presse os til at tjene Jehova?

13 Jehovas folk synger Rigets sang i fuld tillid til at Jehova er deres tilflugt. (Salme 31:14) De vil ikke blive beskæmmet — Jehova vil ikke ydmyge dem, for han vil holde sit ord. (Salme 31:17) Derimod vil Djævelen og hans dæmonhorder blive beskæmmet. Jehovas tjenere har fået befaling til at forkynde et budskab som ingen har grund til at skamme sig over, og de bliver hverken truet eller presset til at gøre det. Det er ikke på den måde Jehova, eller hans søn, ansporer sit folk til at tilbede ham, og det gør hans søn heller ikke. Når den enkeltes hjerte er fuldt af tro og påskønnelse af Jehovas godhed og loyale hengivenhed, er det deres hjerte som får deres mund til at tale. (Lukas 6:45) Så al den tid vi bruger i tjenesten hver måned er godt anvendt, især hvis vi gør alt hvad vi kan. Det er ikke noget at skamme sig over. Påskønnede Jesus og hans Fader ikke fuldt ud enkens skærv? — Lukas 21:1-4.

14. Hvad kan man sige om pionertjenesten? (Se også rapporten.)

14 For stadig flere forkyndere betyder dét at være helhjertet i tilbedelsen at de bliver pionerer. Sidste år var der i én måned 890.231 pionerer! Hvis denne fremgang holder, vil tallet sandsynligvis komme op på over en million! En søster fra Nigeria fortæller hvordan hun blev pioner: „Da jeg var ved at være færdig med gymnasiet hjalp jeg med at lave mad til dem der overværede Jehovas Vidners pionerskole. Ved den lejlighed mødte jeg to søstre som var ældre end min bedstemor. Da jeg fandt ud af at de var pionerer og gennemgik skolen, tænkte jeg ved mig selv: ’Hvis de to kan være pionerer, hvorfor kan jeg så ikke?’ Efter skolens afslutning blev jeg derfor også pioner.“

15. Hvordan kan uformelle vidnesbyrd bane vej for at andre søger tilflugt hos Jehova?

15 Ikke alle kan være pionerer, men alle kan forkynde. I Belgien skulle en 82-årig søster ud at købe kød. Hun bemærkede at slagterens kone var bekymret over de politiske omvæltninger. Søsteren lagde derfor traktaten Hvad tror Jehovas Vidner? mellem pengesedlerne da hun betalte sin regning. Da søsteren igen kom i butikken, spurgte slagterens kone hende straks hvad Bibelen siger om en eventuel tredje verdenskrig. Søsteren bragte hende bogen Virkelig fred og sikkerhed — hvordan? Da den ældre søster et par dage senere atter trådte ind i butikken, havde slagterkonen flere spørgsmål til hende. Søsteren fattede sympati for hende og måtte simpelt hen tilbyde hende et bibelstudium, og det sagde hun ja til. Nu ønsker hun at blive døbt. Hvad med slagteren? Han har læst traktaten og studerer også Bibelen nu.

En rigdom af godhed

16. Hvordan har Jehova gemt sin godhed til sit folk?

16 Har Jehova ikke i disse trængselsfyldte sidste dage „vist sin loyale hengivenhed“ mod dem der har søgt tilflugt hos ham? Jo, han har som en kærlig, beskyttende fader gemt sin godhed til sine jordiske børn. Han har overøst dem med glæde for øjnene af alle der har betragtet dem, som salmisten siger: „Hvor er din godhed stor, den du har gemt til dem der frygter dig, den du har vist mod dem der søger tilflugt hos dig, i menneskesønnernes påsyn.“ — Salme 31:19, 21.

17-19. Hvilke gode resultater fik det at en ældre mand i Ghana legaliserede sit ægteskab?

17 Verdslige mennesker har lagt mærke til at de der tilbeder Jehova er ærlige, og de undrer sig. En 96-årig mand i Ghana tog således hen på giftefogedens kontor og bad om at få legaliseret sit papirløse ægteskab gennem 70 år. Giftefogeden spurgte chokeret: „Er De sikker på at De ønsker det? Jeg mener, i Deres alder?“

18 Manden forklarede: „Jeg ønsker at blive et af Jehovas vidner og at tage del i den vigtigste gerning før verdens ende — forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige. Dette arbejde fører til evigt liv. Jehovas vidner adlyder den verdslige lov, deriblandt loven om legalisering af ægteskabet. Derfor vil jeg gerne have at De legaliserer mit ægteskab.“ Embedsmanden var forbløffet. Han sørgede for legaliseringen, og den gamle mand gik derfra, glad over at han nu var lovformeligt gift. — Jævnfør Romerbrevet 12:2.

19 Efter dette funderede giftefogeden over det han havde hørt. „Jehovas vidner . . . den vigtigste gerning . . . verdens ende . . . Guds rige . . . evigt liv.“ Forundret over at dette kunne betyde så meget i en 96-årig mands liv, besluttede han at kontakte Jehovas Vidner for at undersøge sagen nærmere. Han tog imod et bibelstudium og gjorde hurtigt fremskridt. I dag er denne giftefoged selv et døbt Jehovas vidne. Når vi adlyder Jehova, selv i sager som nogle betragter som uvæsentlige, kan det medføre rige velsignelser for os selv og dem der er øjenvidner til vor adfærd. — Jævnfør Første Petersbrev 2:12.

20. Hvordan fik en ung søster i Myanmar aflagt et godt vidnesbyrd ved sin ærlighed?

20 Ældre som har ladet sandheden forvandle dem til ærlige mennesker, sætter et godt eksempel for de yngre i denne bedrageriske verden. I Myanmar bor en ung søster. Hun kommer fra en beskeden, fattig familie med ti børn. Faderen, som er pensionist, er almindelig pioner. En dag i skolen fandt søsteren en diamantring som hun straks afleverede til sin lærerinde. Da undervisningen begyndte næste dag, fortalte lærerinden klassen hvordan ringen var blevet fundet og afleveret, så ejermanden kunne få den tilbage. Derefter bad hun den unge søster rejse sig og i hele klassens påhør forklare hvorfor hun havde leveret ringen tilbage i stedet for at beholde den, som andre måske ville have gjort. Søsteren forklarede at hun var et af Jehovas vidner og at hendes Gud ikke brød sig om at man var uærlig eller stjal. Hele skolen hørte om det, hvilket gav den unge søster lejlighed til at vidne for både lærere og elever.

21. Hvordan vil unge der sætter deres lid til Jehova påvirke folks opfattelse af ham?

21 I Belgien kom en lærer i en time med en interessant kommentar om Jehovas vidner. Han havde iagttaget en af sine elevers, en anden ung søsters, opførsel, og sagde: „Nu har jeg skiftet mening om Jehovas vidner. Fordom havde fået mig til at tro at de ville være de mindst tolerante mennesker. Men det har vist sig at de er de mest tolerante, uden at de dog går på kompromis om deres principper.“ Hvert år uddeler lærerne præmier til deres bedste elever, blandt andet i faget etik. I tre år i træk gav den førnævnte lærer præmierne i de tre højeste klassetrin til børn af Jehovas vidner. Sådan går det ofte dem der loyalt sætter deres lid til Jehova. — Salme 31:23.

22. Med hvilken opfordring slutter Salme 31, og hvordan hjælper det os i disse sidste dage for denne tingenes ordning?

22 Salme 31 slutter optimistisk: „Vær modige, og lad jeres hjerte være stærkt, alle I der venter på Jehova.“ (Salme 31:24) Også nu, hvor vi befinder os i de sidste dage for Satans onde tingenes ordning, vil Jehova komme os nær og give os kraft. Han vil ikke forlade os. For Jehova er trofast og svigter ikke. Han er vor tilflugt, og hans navn er et stærkt tårn. — Ordsprogene 18:10.

Husker du?

◻ Hvorfor kan vi tillidsfuldt gøre Jehova til vor tilflugt?

◻ Hvilke vidnesbyrd er der om at et mægtigt kor modigt synger Rigets pris?

◻ Hvorfor kan vi have tillid til at Jehovas folk ikke vil gå i Satans fangegarn?

◻ Hvad har Jehova gemt til dem der søger tilflugt hos ham?

[Oversigt på side 12-15]

RAPPORT OVER JEHOVAS VIDNERS VIRKSOMHED I HELE VERDEN I 1993

(Se den trykte publikation)

[Illustrationer på side 16, 17]

De der søger tilflugt hos Jehova udgør et mægtigt kor af forkyndere — med 4.709.889 sangere!

1. Senegal

2. Brasilien

3. Chile

4. Bolivia

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del