„Der er millioner i det“
MILLIONER i hvad? I bjerget Crown Mountain i Georgia, hvor der allerede var fundet guld. Overleveringen vil vide at dr. Stephenson, en guardejn fra USA’s møntvæsen, råbte ovenstående fra trappen til domhuset i Dahlonega i den amerikanske stat Georgia i 1849. Det var det år da guldfeberen fik guldminearbejdere fra Dahlonega og den nærliggende by Auraria til at drage mod vest i deres søgen efter større fund. Doktoren mente imidlertid at der stadig fandtes guld i det nordlige Georgia. Trods alt var der, som en mindeplade oplyser, „mellem 1829 og 1839 blevet udvundet guld til en værdi af rundt regnet 20.000.000 dollars i Georgias Cherokee-distrikt“. Men vesten lokkede for stærkt. Alt hvad der i dag er tilbage af den gamle by Auraria er de spredte levn fra en uddød mineby.
Samme endeligt fik Empire-guldminen i Grass Valley i Californien. Her blev sammenlagt gravet 587 kilometer minegange i godt halvanden kilometers dybde, men i 1957 blev minen lukket som urentabel. I dag henligger den som historisk mindesmærke.
Guld har i tusinder af år draget mennesker. Men nøgternt set er dets værdi kunstig og vilkårlig, underlagt børsernes og det internationale guldmarkeds luner. I modsætning hertil findes der noget „guld“ som aldrig taber i værdi og som er let at få fat i for alle der oprigtigt søger efter det. Ordsprogene 3:13, 14 røber hvad det er: „Lykkeligt er det menneske der har fundet visdom, ja, det menneske som opnår dømmekraft; at erhverve sig den er nemlig bedre end at erhverve sig sølv, og at have den som udbytte er bedre end guld.“ Ja, visdom og dømmekraft bygget på kundskab om den sande Gud og hans hensigt med jorden er mere værdifast end guld. Hvis du kunne tænke dig at vide mere om Gud, som beskrives i Bibelen, og om den nye verden han har lovet lydige mennesker, så sæt dig i forbindelse med Jehovas vidner i den lokale rigssal, eller skriv til dette blads udgivere. — Se adressefortegnelsen på side 5.
[Illustration på side 32]
Et forladt hotel i den gamle guldmineby Auraria