Hvad siger Bibelen?
Hvordan ser Gud på dyremishandling?
I EN sportsarena i et mellemamerikansk land er alles blikke stift rettet mod to haner, en rød og en hvid. Publikum brøler op da den røde hane, med knivskarpe blade spændt på fødderne, retter et spark mod den hvide hane. En dommer tager de to fugle op. Den hvide er død og hænger slapt ned mens blodet drypper fra den. Hanekampen er slut.
I den sydlige del af Filippinerne skal to hingste prøve kræfter med hinanden. Tilskuerne betragter det makabre syn af hestene der bider hinanden i ørerne, i halsen, i mulen og andre steder. Selv om begge heste måske forlader arenaen i live, vil i hvert fald den ene af dem sandsynligvis være blevet lemlæstet, blindet eller have pådraget sig læsioner der til sidst vil medføre døden.
I Rusland angriber to hunde hinanden. I løbet af kort tid rives øjne ud, og ører bliver flænget. Det ender med at de slæber sig af sted på lemlæstede ben mens blodet flyder fra store gabende sår.
I århundreder har mennesker ladet dyr kæmpe mod hinanden i sportens navn, ofte drevet af trangen til at spille. Til listen kan føjes tyrefægtning, rævejagt, ja endog edderkoppekampe. Mange dyr lider også i videnskabens navn. Og utallige dyr lider under deres ejeres forsætlige eller uforsætlige misrøgt.
I nogle lande har man love der beskytter dyrene mod dyrplageri. Allerede i 1641 udstedte den engelske koloni i Massachusetts Bay et Frihedsbrev („The Body of Liberties“) hvori der stod: „Intet menneske må udøve nogen form for tyranni eller grusomhed mod noget dyr der almindeligvis holdes til brug for mennesker.“ Siden da er der blevet udstedt love og dannet foreninger for at beskytte dyrene mod mishandling.
Alligevel er det de færreste af dem der støtter de omtalte dyrekampe, der betragter sig som dyremishandlere. Nogle påstår at de elsker de dyr som de på brutal vis lader lide eller dø. Tilhængere af hanekampe hævder at deres fugle lever længere end gennemsnitskyllingen der ender som føde for mennesker. Hvilken ringe trøst!
Hvorfor er mishandling forkert?
Gud har tilladt menneskene at gøre brug af dyrene. Ifølge Bibelen har vi lov til at slå dyr ihjel for at skaffe mad og tøj eller for at undgå farer. (1 Mosebog 3:21; 9:3; 2 Mosebog 21:28) Men i Guds øjne er livet helligt. Vores ret til at herske over dyrene må udøves på en ligevægtig måde der vidner om respekt for livet. Bibelen fordømmer en mand ved navn Nimrod der åbenbart dræbte dyr, og måske også mennesker, for fornøjelsen eller spændingens skyld. — 1 Mosebog 10:9.
Jesus beskrev Guds omsorg for dyrene med disse ord: „Sælges fem spurve ikke for to småmønter? Dog er ikke én af dem glemt hos Gud.“ (Lukas 12:6) Ligeledes sagde Gud da han ved en lejlighed ændrede sin hensigt og undlod at udrydde en by fordi indbyggerne angrede deres onde handlinger: „Skulle jeg . . . ikke ynkes over Nineve, den store by, hvori der er flere end et hundrede og tyve tusind mennesker . . . foruden mange husdyr?“ (Jonas 4:11) Det er tydeligt at han ikke betragter dyr som individer man blot kan udnytte efter forgodtbefindende.
Da Gud gav israelitterne Loven, lærte han dem at drage omsorg for dyrene. Han krævede at de førte dyr der flakkede om, tilbage til deres ejer og hjalp dyr der var i nød. (2 Mosebog 23:4, 5) Dyrene skulle, ligesom menneskene, nyde godt af sabbatshvilen. (2 Mosebog 23:12) Der var love for hvordan husdyr skulle behandles. (5 Mosebog 22:10; 25:4) Det er tydeligt at man skulle beskytte dyrene og tage sig af dem og ikke udnytte dem hensynsløst.
Ordsprogene 12:10 udtrykker klart Guds syn på sagen: „Den retfærdige sørger for sine husdyrs sjæl, men de ugudeliges barmhjertighed er grusom.“ En bibelkommentar gengiver verset på følgende måde: „En retfærdig mands godhed udstrækker sig endog til umælende dyr, men en ugudelig mand er grusom, selv når han tror han er mest nænsom.“ — Believer’s Bible Commentary af William MacDonald
Den retfærdige behandler dyrene godt og tager hensyn til deres behov. Et ugudeligt menneske giver måske udtryk for at han holder af dyr, men selv hans ’barmhjertighed’ er i virkeligheden grusom. Hans handlinger afslører hans selviske motiv. Det er det sande billede af dem der, i håb om at vinde penge, lader dyr kæmpe mod hinanden.
Håb for dyrene
Det er sandt at Guds oprindelige hensigt var at menneskene skulle ’råde over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og hver levende skabning af dem der myldrer omkring på jorden’. (1 Mosebog 1:28) Det har aldrig været Guds hensigt at menneskene skulle mishandle dyrene. Dyremishandling vil ikke fortsætte for evigt. Vi har grund til at tro at Gud vil fjerne al lidelse. Men hvordan?
Han har lovet at udrydde de ugudelige og onde mennesker. (Ordsprogene 2:22) Og hvad dyrene angår, står der i Hoseas 2:18: ’Jeg slutter en pagt for dem med markens vilde dyr og med himmelens flyvende skabninger og jordens krybdyr, . . . og jeg lader dem lægge sig trygt.’ Til den tid vil det være vidunderligt at leve, eftersom både de retskafne mennesker og dyrene vil nyde godt af de fredelige forhold.
[Illustration på side 26]
„Tyrefægtning i en landsby“ af Francisco Goya